Kommentar

Branden i Notre Dame skræmte mange. Den var som et varsel, et tegn. Nu er et andet uvurderligt monument blevet hærget af ild, og denne gang er det klart fra det første øjeblik, at branden er påsat. Nu skal kirkerne vel beskyttes ligesom andre offentlige bygninger med låse og adgangskontrol? Eller skal de holdes åbne, så vandalerne kan komme ind? 

At angribe en katedral i et centraleuropæisk land er ikke kun en forbrydelse, det er et angreb på vores civilisation.
Mediernes og politikernes tavshed er sigende. Vi ved hvad det betyder: de vil ikke tale om det. De vender sig væk.
Men havde det været en moske, der var så meget som blevet angrebet, ville det have udløst demonstrationer og tiltag i massevis: Reaktionerne er blevet skruet i vejret, hver gang der er sket noget.

Angreb på gudshuse er alvorlige, men hvorfor gælder det kun for moskeer?
Her taler vi om en katedral med et 400 år gammelt orgel, der er blevet ødelagt, uerstattelige værdier er gået tabt. Men vi hører ingen reaktioner fra politikerne, ingen erklæring fra kirke​rne​.

ANNONSE

Medierne og de venstreorienterede journalister har ført kampagne mod kristendommen i lang tid. De har fremmet afkristningen under dække af at være imod “mørkemænd”. I de senere år har de fået selskab af politikere, der ønsker ligestilling mellem religionerne. Sådan skal det være på tegnebrættet for arkitekterne bag ”det nye samfund”.
Men virkeligheden vidner ikke om nogen ligestilling. En gruppe angriber gudshusene i det land, de er kommet til. Det er en krigshandling.

Vandalisme af kirker og kristne monumenter har længe blomstret i Frankrig, men også i Tyskland, Danmark, Sverige og Norge.
Det er ikke længe siden, at Dombås kirke i Norge brændte. Det viste sig at være en asylansøger, der tage ville hævn for, at SIAN afbrændte en Koran i Kristiansand. Medierne turde ikke indse sammenhængen og gjorde brandstiftelsen til et lokalt anliggende.

Men vi ser, hvad vi ser. Vi ser, at ligegyldigheden og overgivelsen, som medierne og politikerne lægger for dagen overfor kirkerne, er omvendt proportional med beskyttelsen af ​​islam og dens tilhængere. Der må ikke krummes et hår på deres hoved.

Vi ser overgreb hver eneste dag mod vores kvinder og børn og nu vores gudshuse.
Grundlæggende er vi enige om, at man ikke skal skade mennesker eller bygninger. Men når deres tilhængere angriber vores hellige huse, og det ikke giver reaktioner fra vores myndigheder, er ordet lighed meningsløst. Så vil der bare være gratis adgang til overgreb.

Vi har netop oplevet et bestialsk mord på en norsk kvinde i Sarspsborg. Hun sad intetanende og ventede i sin bil på busstationen, da en mand rev døren op og stak en kniv i hende. Medierne kommer ikke nærmere ind på, hvad der skete. Men vi kan ikke undgå at tænke på Marianne Haugens brutale død.
Norske kvinder og mænd bør ikke dræbes på åben gade i en norsk by ved at gøre noget så dagligdags som at vente på en busstation.

Philippe Manguillot så frem til at gå af med pension.

Eller ved at udføre jobbet som buschauffør! Vi har ikke glemt Philippe Mangouillot, som for nylig blev overfaldet af fire unge mænd i den franske by Bayonne, fordi han nægtede dem adgang uden mundbind. De slog ham så brutalt, at han døde af sine kvæstelser en uge senere.

Sådanne scener gentages i Vesteuropa hver eneste dag. Ikke med det samme fatale resultat, men angrebene har den samme karakter. Fyens Stiftstidende rapporterede for nylig, at kontrollørerne på busserne i og omkring Odense oplever at blive angrebet ugentligt, og at der er visse linjer, der er særlig udsatte. Dette er noget andet end at være gratispassager, det er en total foragt for den danske stat hævder sin magt og autoritet.

Men de samme myndigheder nægter at indrømme, at de står over for en “vild” og systematisk undergravning af deres magt og autoritet. De, der angriber personer i uniform er kun den voldelige del af dem, der kræver stadig større rettigheder.
Politiet kan fortælle, at forældrene ikke er interesserede i, hvad deres børn og unge foretager sig. De kommer ikke til forældremøder. Politikere og medier kan ikke holde til at indrømme, at forældrene ikke er interesseret i vores samfund. Det interesserer ikke forældrene, at deres unge angriber samfundet. Det er ikke deres samfund. De har aldrig mødt en reaktion før, så hvorfor tage klagerne alvorligt nu?

Når der sker noget med deres hellige huse, danner nordmænd en menneskelig ring omkring moskeerne for at vise, at vi er bekymrede.
Men vi er ligeglad med vores egne hellige huse, selv når de vandaliseres og brændes
En norsk ordineret præst kan lege med tanken om, at Nidaros-katedralen skal nedrives, og at øksen skal fjernes fra kirkens symbol. Fuld afvæbning.

Vi opgiver vores kulturelle arv, og medierne og politikerne foregiver, at de ikke forstår, hvad der foregår.
Det værste er denne ligegyldighed, som om ingenting af ​​vores betyder noget.
Kun deres.
Det er sygt og ender ikke godt.

Presset fra det der sker, er så stort, at vi fortrænger det. De samme, der ivrer efter åbne grænser, sletter hvad der er prisen på åbenhed fra hukommelsen.
Men hver gang der sker noget brutalt, bliver vi mindet om forbindelsen, og vi nægter at slette hukommelsen.

Derfor husker vi de tre døtre til en af ​​Danmarks rigeste mænd, Anders Holch-Povlsen, der blev dræbt, da jihadister angreb kirker og hoteller den første påskedag i Sri Lanka. Sidste år. Det er kun for lidt over et år siden, men det er allerede slettet fra hukommelsen, ligesom den video, Document.no havde lagt op af en af​​jihadisternes taler. YouTube har slettet den. De ønsker ikke, at vi skal huske og forstå.
Men hvordan kan man glemme et sådant billede:

ANNONSE

Mest læst

Et billede siger mere

Vor tids paria