Kommentar

Komitéformand Adam Schiff

Så er den indledende Rigsrets undersøgelserne imod Trump overstået. At den overhovedet begyndte kom noget bag på mig, for det syntes at Formanden for kongressen, den Demokratiske Repræsentant Nancy Pelosi, gjorde sig store anstrengelser for at tilfredsstille den progressive venstrefløj i partiet ved at stramme retorikken i omtalen af Trump uden dog at ville tillade at partiet skød sig selv i foden ved at starte en Rigsret.

Det kom sikkert også bag på Demokraterne selv, som de er tumlet ud i en sag, de dårligt kan definere. Først hed det sig at det var fordi Trump havde gjort sig skyldig i c
, noget for noget, i en telefonsamtale med Ukraines nyvalgte præsident Zelinsky. (Heri ligger det mest bizarre, der slet ikke har fået plads nok i debatten, nemlig at regeringsledere ikke ringer for at høre, hvordan det går med børnene og om du så kampen i lørdag. Det hele er en forhandling, noget for noget, men det vil jeg komme ind på en anden gang)

I fraværet af en lovovertrædelse er der i stedet en diffus diskussion, om Præsident Trump har presset en udenlandsk statsleder, den ukrainske præsident Zelinski, til at ‘grave snavs op’ på en politisk modstander, den tidligere vicepræsident og nuværende senator Joe Biden, mod at få udbetalt en lovet økonomisk støtte. Og beviset skal graves frem via en fortolkning af ‘samtalen’, som forudsætter en hvis sinistert hældende forforståelse af Trumps motiver.

ANNONSE

Da det var svært at tromme en folkelig forargelse op over, at Trump havde gjort noget på latin, fandt Demokraterne via studier af fokus-grupper ud af, at kalde forbrydelsen som han skal have gjort sig skyldig i for ‘bestikkelse’ – skønt milliardæren Trump ikke har modtaget ej givet penge for nogen underlødig ydelse. Han har, hvor galt skal være allerværst, betinget en våbenhjælp med at Ukraine vil gøre mere ved korruption, også den, der vedrører amerikanske statsmænd.

Sagen har end ikke et navn – perfect conversationgate? Det er altid godt, hvis man vil starte en retssag, også selv om det er en amerikansk Rigsret, der i sidste ende er en politisk og ikke en juridisk afgørelse, at man kan definere og måske endda navngive sagen. Det signalerer en substans og det kan vælgerne godt lide.

Det hele er dog retorik og sådan vil Demokraterne og medierne holde det, fordi der ikke er reelt indhold. Formuleringer som, at Trump pressede Ukraine til at “grave smuds frem på en politisk modkandidat”, forråder substansen i at begge præsidenter er gået til valg på at dræne deres respektive landes sumpe. De var enige i, at det var til fælles bedste – Zelinski var endda ikke bare 100% enig med Trump, men 1000%(!) – og at det var det løfte til folket, som de begge arbejdede for og som deres mandater hviler på.

Og forskrækkelsen over at Biden er en potentiel politisk modstander forråder den logik, at en nærmere efterforskning er vigtig, netop fordi Biden søger at blive præsident. Det var trods alt udsigten til at ondsindede udenlandske kræfter skulle have ‘kompromat’ på den nuværende præsident, der nærede mediernes hysteri i mere end 2 år, som de druknede deres troværdighed i russiske konspirationsteorier.

Hvis ikke man kender ‘samtale-sagen’, startede den, som en discount-efterfølger til den Demokraterne og medierne skuffende Mueller-rapport, med at en whistleblower havde overhørt Trump presse Zelinski under deres telefonsamtale. Whistlebloweren kunne ikke træde frem af frygt for sit liv(!), mente Demokraterne, og vidnede i dølgsmål foran Sikkerhedsudvalget, hvor Demokraterne har fuld kontrol. Og den burde derfor følgeligt være endt, da Trump efterfølgende offentliggjorde et afskrift (sammenstykket af flere medarbejderes rekonstruktion…) af samtalen og logisk overflødiggjorde en hvilken som helst underordnet embedsmands subjektive opfattelse af en samtale, hvis forudsætninger vedkommende ikke havde indsigt i.

Men nede i en kælder blev det ene vidne efter det andet kaldt frem til at give forklaring på, hvad de mente der skete mellem Trump og Zelinski i en høring, hvor kun Demokraterne havde adgang, mens Republikanerne var henvist til, blot at læse et referat af forklaringerne, under overvågning af en Demokratisk medarbejder. Det har været en oplevelse at se medierne rationalisere og retfærdiggøre den procedure. Men alting får en ende og til slut havde Demokraterne og især medierne talt det hele så meget op, at de følte sig forpligtede til at indlede en forundersøgelse til en Rigsretssag.

Gennem to uger blev udvalgte vidner, alle hentet fra ‘the Policy Community’, afhørt to og to uden, at en eneste kunne nævne, hvad Trump havde gjort til at retfærdiggøre en Rigsret. Alligevel valgte de fleste medier at præsentere alting som “Bombshell news!”, stik mod høringernes virkelighed.

Den amerikanske Ambassadør i Ukraine William Taylor, havde følgende forbehold for sit vidneudsagn “Mr Goldman. What I can do here for you today, is tell you what I’ve heard from… people!” og afsluttede til slut med igen at slå fast, at hans “…understanding comes only from people that I’ve talked to!”. Men det skal man ikke kimse ad, for som Demokraternes Mike Quigley udlagde loven: “Hearsay can be much better evidence than direct [evidence]” – Højest står dog en god vandrehistorie. Og CNNs juridiske kommentator Toobin var da også ved høringernes begyndelse nedslået på Demokraternes vegne:

“The one criticism of these two witnesses, wich I think is very much legitimate – it’s not really a criticism, it’s just a factual statement – is that neither of them [Taylor & Kent] had direct contact with the president. Ever! And, and that is a problem if you are going to impeach the president!”

Selv med et pakket sæt kort gik det meste Demokraterne imod. Faktisk bekræftede Kent at der internt i Udenrigsministeriet var bekymring over Biden og hans søns opførsel og flere vidner bekræftede endda, at Trumps politik i Ukraine var bedre end Obamas – Trump gav afgørende våbenhjælp, noget som Obama anså for risikabelt.

Og sådan fortsatte vidnerne med den ene ‘bombshell’ af tomhed efter den anden med at kede amerikanske tv-seere, der hurtigt faldt fra, mens mediehusenes alvorlige værter skosede dem for ikke at have forstået den gravalvorlige trussel præsidenten udgjorde mod demokratiet ved ikke at gøre som embedsmændene sagde. Eneste underholdning leverede Trump selv noget uoverlagt, da han twittede ilde om et af vidnerne, tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine Marie Yovanovitch, under hendes vidneudsagn. Formand Adam Schiff valgte at læse tweetede op for Yovanovitch og pressen konkludere på den baggrund at Trump de facto havde forsøgt at true vidnet, skønt hun kun ved Schiffs mellemkomst kendte til tweetet.

Det sidste vidne, EU ambassadør Gordon Sondland, der var udpeget af Trump og til hvis kampagne han også har bidraget økonomisk, lovede Demokraterne og medierne den endelige sejr, da han i sin åbningstale, slog fast at der faktisk havde været tale om et quid pro quo og at alle vidste det. Sondlands tale er muligvis skrevet af hans advokater, der alle er Demokrater og har bidraget med titusinder af dollars til Demokraterne gennem årene. Og de har muligvis ladet sig forlede af ønsketænkning for under afhøringen fastslog Sonland overfor Schiff at han ikke direkte hørte Trump forbinde den for Ukraine så vigtige våbenhjælp med en efterforskning af Bidens mulige korruption. Og det borede den Republikanske senator Michael Turner yderligere i og fik det svar fra Sondland at det bare var hans antagelse.

Men berusede af Sondlands åbningstale var medierne forlængst holdt op med at lytte og hev kun mere champagne op fra kælderen. Ovennævnte juridiske analytiker for CNN beskrev freudiansk mediernes og Demokraternes ebrierede tankegang med følgende analyse

Now we know that every fantasy about how corrupt this administration was, is actually true.

Så Sondlands udsagn om hvorvidt Trump brugte en noget for noget tilgang til Ukraine kan bevise også det, der slet ikke er relateret til denne ‘sag’ – selv, hvis det er noget, der bare var en fantasi? Kun i en verden, hvor andenhånds-vidner er bedre end førstehånds.

Med så mange stikkere omkring Trump til at afsløre hans indlysende korruption er denne farce Demokraternes bedste bud? Det er et monumentalt vidne om Trumps redelighed.

 

ANNONSE

Læs også

-
Sumpen indleder Rigsret -
Ingen står over Loven -
Vi lever i en orwellsk verden -
Den amerikanske farce -
Medierne vil genvælge Trump -