Kommentar

Foto: Facebook

Myndighedernes bløde linje binder deres hænder og gør det umulig at tage det opgør med volden som de hævder, er deres mål.

Så snart en ung bliver dræbt, oprøres deres pårørende og venner og siger at han ikke var kriminel. Om Jaffar (15) som blev skudt på Ystadgatan i Malmø lørdag, hedder det at “han var et barn”. Han var vitterlig kun 15 år, men han var ikke mere barn end at han ifølge politiet var kriminel. Så i den forstand var han ikke et “barn”.

Men de pårørende og vennerne bliver oprørt over politiet, og de har fri tilgang til medierne.

Jaffar och hans kompis var kända av polis sedan tidigare – men deras omgivning såg dem inte som gangsters. Så säger en fritidsledare till den nu svårt skadade pojken.

– Alla barn i Malmö är kända av polis, i så fall. Den här killen har drömmar, han vill bli affärsman och göra gott för andra människor. Han är inte kriminell, han är 15 år. Vad ska han hunnit ha gjort?

Pojkarnas liv innan skotten vid pizzerian: ”Han var ett barn”

Expressen gør ikke noget forsøg på at problematisere fritidslederens beskrivelse af de unge. Kunne lidt flere nuancer ikke være til de unges fordel? Er det ikke en del af at være voksen?

I stedet ser vi at de som har med de unge at gøre tror de hjælper dem ved at bakke dem 100 procent op.

De snakker slægtningene efter munden som er oprørt over at nogen vover at pille ved den dødes rygte.

Slægtningen Younes (19) siger, uden måske helt at være klar over det, noget stærkt om dagens Sverige: Var Jaffar blevet i Syrien havde han nok været i live i dag.

ANNONSE

Jaffar föddes i Aleppo i Syrien i ett palestinskt flyktingläger. Han är äldst av fem syskon, har två småsystrar och två bröder.

I december 2016 kom han til Sverige på flugt fra krigen.

– Han flydde från döden. Men så dog han här i stället. Hade han varit kvar i Syrien hade han nog levt, säger släktingen Younes, 19.

Det er nok ikke den indsigt som præger Younes. Han siger det, fordi han mener, det er den svenske stats skyld at Jaffar døde.  Indirekte erkender han at Jaffar plejede omgang med kriminelle, når han siger at han “hilste på” dem, men at det var tilfældigt.

Jaffars släkting Younes har hört uppgifterna om Jaffars påstådda kriminalitet, men de rimmar illa med hans egen uppfattning.

– Jag tror inte på det, för jag har varit mycket med honom, och jag har aldrig sett något sådant. Han kan ha varit i slagsmål eller något. Men hur allvarligt kan det vara, vid hans ålder? Jag har aldrig sett honom hänga med kriminella, säger han.

– Han umgicks mest med andra nyanlända. Även om de inte gör något fel, är de alltid ute och rör på sig. Därför tror vissa att han är en dålig människa. Därför kommer det upp sådana uppgifter nu.

– Alla kan hälsa på dåliga människor. Det betyder inte att man är dålig själv.

Den fuldstændige benægtelse af egen skyld og overføring af skyld på den svenske stat, er en genganger. Alligevel ser vi sjældent, at journalisterne tør modsige slægtningene.

……Jounes, som menar att Jaffar föll offer för statens oförmåga att hantera våldsvågen.

– Jag är född i Sverige. Jag älskar Sverige. Men jag kan inte säga att jag tycker att svenska staten är oskyldig här.

Selvsagt vil faren heller ikke indrømme at sønnen var kriminel.

– Min søn var ikke kriminel, han var et barn, siger faren.

En lærer, som havde Jaffar, bekræfter, at han var venlig og respektfuld. Forstår han ikke at sådanne udsagn gør det vanskeligt for politiet at arbejde? Der rejser sig en kulturel mur, som det bliver vanskelig for politiet at gennembryde. Det bliver ufølsomt og krænkende at stille ubehagelige spørgsmål.

Når Malmøs politimester står ved at gutterne var kriminelle, er det næppe for at være “elak”/ ond.

Stefan Sintéus, polismästare i Malmö, har frikopplats för att leda arbetet mot de kriminella gängen. Han har en annan, inte lika oskyldig bild av pojkarna som sköts till döds.

– De är båda födda -04 och vi känner till dem i kriminella sammanhang även om de är så unga, säger han.

Politiet tror skydningen har handlet om narkotikahandel. Men den politiske korrekthed og hensynet til Mellemøstens kultur gør det umuligt at tage kampen mod kriminaliteten op i sit fulde omfang. Godheden virker som en mur som beskytter de kriminelle.

De kriminelle snakker ikke. Men hvidvaskningen af kriminelle unge gør at politiet mangler legitimitet til at stille de ubehagelige spørgsmål og få svar af omgivelserne: Når lærere og fritidsledere bedyrer ofrenes venlighed og godhed, slår de ring, ikke bare om ofrene, men også om de kriminelle.

Det er indvandrernes sønner og de ønsker ikke at deres dræbte børn skal få forsmædeligheden af et dårligt rygte på topppen af graven.

Indenrigsminister Mikael Damberg (S) er på godhedens side, selvsagt. Han kalder skydningerne “tragisk”. Men empati løser ikke noget.

Mellem 2011 og 2018 blev der begået 38 bandedrab i Malmø. Kun seks er opklaret. En opklaring på 16 procent.

Det står ikke bedre til i de andre store byer:

I de svenske byer Stockholm og Göteborg blev henholdsvis 61 og 29 personer fra bandemiljøet skuddræbt fra 2011 til 2018.

Opklaringsprocenten i de to byer ligger på henholdsvis 20 og 24.

Politiet siger, de slider i det. Vidner vil ikke snakke, plus en anden faktor som siger meget om udviklingen i Sverige: Politiet angribes når de forsøger at sikre åstedet.

…. folk holder tæt under efterforskningen. Men nogle gange er der også problemer med at sikre gerningsstederne. I cirka 20 procent af tilfældene bliver vi angrebet på gerningsstederne,« lyder det fra politikommissær og bandeekspert Gunnar Appelgren.

Sådan får de kriminelle overtaget.

 

 

 

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske