Sverige og Tyskland har noget til fælles: Begge har et oppositionsparti, som er drevet af nationalisme og indvandringsmodstand, men de andre partier nægter at have noget med dem at gøre, selv efter at partierne har fået kanonvalg.

Man skulle tro at når et parti går fra 9 procent til 27, som AfD gjorde i Sachsen, vil det få de andre partier til at standse op og spørge sig selv: – Hvad sker der her? Det er trods alt befolkningen som har stemt.

Men sådan opfører de andre partier sig ikke. De behandler AfD og SD som spedalske. Det er som om de ikke forstår, at det er 27 procent af vælgerne de behandler som illegitime. Når referencen er Nazi-Tyskland, bliver fornærmelsen endda endnu større.

Dette er de samme politikere, som er bekymret for fremvæksten af højreekstremisme.

Det er en totalt skizofren politik.

Man støder en stor del af befolkningen fra sig og tror, at de værste sammenligninger kan få dem til at afholde sig fra at stemme på alternativerne.

Det er en grov undervurdering af voksne mennesker.

Det, de etablerede partier siger, er, at de ikke tager de vælgere alvorligt, som ikke er enige med dem selv. De anser ikke bevæggrundene disse vælgere måtte have for anerkendelsesværdige og legitime.

De etablerede partier har været i tilbagegang længe. Men hvad gør de når tilbagegangen for alvor slår igennem? De trækker nazi-kortet.

Med krigen i ryggen

Det er præcis 80 år siden at anden verdenskrig brød ud, og i Tyskland kan det forhold gives en politisk drejning rettet mod AfD. Hvis befolkningen får indtryk af at der nu er lignende strømninger i gang, kan det tænkes at de lader sig afskrække?

Problemet er bare at eliten, som bedriver belæringen, selv er hinsides pædagogisk rækkevidde, som danskerne så træffende formulerer det. Dvs. de forstår ikke hvordan budskabet opfattes.

I Oranienburg er et slot omgjort til Center for KZ Sachsenshausen, hvor også mange nordmænd sad interneret. Det var oprindeligt ”kun” en koncentrationslejr, men fik i 1942 et gaskammer. Men Sachsenhausen er alligevel ikke kendt som en dødslejr.

Besøg

De folkevalgte i Bundestag kan hvert år tage indtil 50 besøgende med sig til Oranienburg på omvisning. Alice Weidel fra AfD havde sidste sommer en gruppe fra sin valgkreds med sig. Under besøget skal en af gæsterne have stillet spørgsmål vedrørende gaskammeret. Dette blev taget meget ilde op af guiden og ledelsen, og gruppen blev forvist. Nu er der tilmed indledt retssag.

Medierne og politikerne bruger sagen alt det den kan trække. Vi får ikke detaljer at vide. Men måden AfD omtales på, gør at folk bliver mistænksomme, selv der hvor der er reel grund til at reagere.

På torvet i Oranienburg hænger en stor plakat af slottet og et citat af Anne Frank. – ”Jeg ser hvordan verden gradvis forvandles til et vildnis”. Det er en beskrivelse mange tyskere vil være enige i. Nedenunder ”Nie Wieder!” – Aldrig Mer! er tilføjet at ”Oranienburg står for mangefold, tolerance og demokrati”.

På byens hjemmeside knyttes forsvaret mod nazisme og bevaringen af mindet, direkte til Alice Weidel og AfD.

Er det klogt?

En moden holdning tilsiger en forsigtig omgang med nazi-kortet. Tidligere var det noget venstreradikale drev på med. I 70-erne var det et af det yderste venstres trumfkort at kunne sige at noget mindede om nazismen eller trediverne.

I vore dage er det blevet establishmentets våben mod oppositionen. Denne besværgelse fra det yderste venstre mod centrum/højre er af stor politisk betydning, men bliver ikke problematiseret, da medierne er blandt de værste til at bruge racisme- og nazi-kortet.

NRKs Roger Severin Bruland åbnede radioindslaget fra en af delstaterne med at sige at AfD-politikeren mindede om Heinrich Himmler.

Bruland tror måske han får en guldstjerne i bogen for det, men hvad tænker lytterne? Denne form for vulgaritet var noget vi synes var morsomt i 70-erne: At trykke en modstander ned i sølet. Vi indså ikke at det var plumpt og groft. Vi var unge og kunne tillade os alt, syntes vi.

I dag er det samfundets støtter, som opfører sig som bøllerne i 70-erne.

Demokratisk krise

Det er særligt i Sverige og Tyskland at udstødelsen er stærk, og det har utvivlsomt noget med historien at gøre. Det vidner ikke om demokratisk slidstyrke. Evnen til at optage i sig og løse modsætninger skulle være demokratiets force. Nu ser vi det modsatte.

Der er grund til at minde om at brugen af nazi-kortet sker samtidig med at skolelærere fortæller at de møder modstand i klasselokalet, når de forsøger at tage Holocaust op.

Det er den «kapital» dagens elite forvalter, og der lader til at være en slags asymmetri: Jo mere antisemitismen breder sig blandt nye grupper og gør tilværelsen for jødiske børn og voksne uudholdelig, jo mere hamrer eliten løs på partier som AfD og SD.

Der findes utvivlsomt mennesker i begge partier, som har sagt problematiske ting. Det er ikke let at være tysker!

Men at elitens projicering af sin egen skyld over på andre skulle give noget som helst bidrag til en frugtbar samtale, er det vanskeligt at få øje på.