Kommentar

Vi mennesker klynger os til normaliteten, dvs. vi søger en balance. Hver gang det sker en forværring af tilværelsen søger vi at kompensere for dette ved at tage os sammen og sige til os selv at det nok skal gå over. Denne tilpasning kan være en styrke, men den kan også være en bombe under tilværelsen.

For hvordan bedømmer vi ændringerne, er problemerne overgangsfænomener eller udtryk for noget mere varigt?

Fortsætter vi på samme kurs som før? Politikerne og medierne vil gerne bilde os det ind. De snakker som om truslerne kommer indefra, fra “højrepopulister” og særlig Trump, mens de selv står for det gode. De forsvarer demokrati og åbenhed. EU har aldrig stået for noget andet.

Kritiske hoveder har længe set at dette ikke stemmer og de får følge af stadig flere.

Men tilsyneladende paradoksalt: Ændringerne og “problemerne” er så store at folk flygter ind i normaliteten. Sindet er konstrueret så det lukker ned når der bliver for mange negative nyheder: Halshugninger på åben gade, børn som skubbes ud foran tog. Jeg er overbevist om at folk underbevidst forstår meget mere end de giver udtryk for.

ANNONSE

Det her udspant sig i Stuttgart denne ugen: Issa Mohammed slår sin husvært i hjel med sverd på åben gade.

Europas fremtid er i sandhed dyster.

Alle som skal drive politik i dag og overbevise folk må tage højde for trangen til normalitet, ønsket om at hvile og slippe bort fra konflikterne. Men for mange er de konstant til stede. Da kan en ny gruppevoldtægt, eller et bestialsk drab være ”too much”. En gruppe mennesker slipper indignationen ud på sociale medier. Men de fleste sukker tungt og orker ikke at dvæle ved ondskaben.

Krav om konformitet og konsensus

Det kan være de har den for tæt på i hverdagen. Det kan være de har job som gør at de møder kravet om konformitet og konsensus i udøvelsen af jobbet. Dette gælder alle som i dag er på lederniveau og det gør selvsagt noget ved samfundsklimaet. Folk tør næsten ikke indrømme for sig selv hvad de egentlig føler.

Det, som gør at de ikke formår at skubbe problemerne fra sig, er bekymring for deres børns tryghed. Vi har nået et niveau hvor denne bekymring er konstant til stede når vore børn er ude i den store verden og Oslo, Stockholm og København er blevet den store verden. Verden er kommet til os og det har helt konkrete konsekvenser for vore børns tryghed.

Men det er ikke lovligt at snakke højt om risiko og bekymring. Tvært imod.

Villigheden til at forstå en voldelig ungdom kender ingen grænser.  Venstresiden har helt klart taget parti og politiet står som en lus mellem to negle. Heller ikke de såkaldt borgerlige partier bakker politiet op, men vender sig væk.

Vi ser samme tendens over hele Vesten: Røde, grønne og liberale partier vender sig mod ordensmagten og er på “de undertryktes side”. Befolkningen ser med skræk og gru på det som sker og ved ikke hvor de skal vende sig hen.

Det system de er vant til at stole på, svigter dem. De partier eller medier, som hævder at tale deres sag, brændemærkes som højrepopulister og det der er værre.

Big Tech

I denne situation er det at Big Tech – Facebook, Google, Amazon, Twitter – vælger at stramme grebet. Kursen mod det vi i 60-erne kaldte repression er umiskendelig. Nu smides folk ud for et godt ord.

Demokratiets styrke er åbenhed og diskussion. De mægtigste selskaber vi har set i forhold til offentlig diskussion og information – og dermed også viden om kunderne – vælger at indtage politiske standpunkter i en kamp på liv og død. Så stærke ord er på sin plads hvis man ser på hvad the Deep State i USA har været villig til at gøre for at standse Trump.

Nu sættes det samme tryk ind for at standse hans vælgere og tilhængere verden over.

Det tryk, som Trump har levet med i tre år, træffer nu alt som kan tolkes som opposition. Data aflæses ud fra parametre, og når negativt syn på islam og muslimer lægges ind som parametre siger det sig selv at opgøret bliver grimt.

Sig det ikke er sandt

Demokrati er bygget på fredelige løsninger på konflikter. Når der opstår dybe modsætninger og de statsbærende organer går til krig i stedet for at søge løsninger, bliver folk skræmt. Hvad skal de gøre? For nogen er svaret eskapisme: Vi flygter ud på landet, flyr mere end nogensinde, spiser god mad og ser Netflix.

Men alle ved det: Problemerne forsvinder ikke.

Menneskets evne til fortrængning er nærmest grænseløs. Når farer truer, er det en overlevelsesmekanisme.

-Du mener vel ikke at myndighederne er vor fjende? vil folk spørge for at sætte dig skakmat. For at slippe for at tænke selv. Men så snart de hører på en offentlig samtale – særligt i medierne – opfatter de at det skurrer i ørerne. Hele sandheden kommer ikke frem. Det væsentligste bliver ikke fortalt: Rammen, hovedfortællingen.

Eller som Strindberg sagde i et stykke: -Hvor forsvinder pengene hen?

Det er altid smart at “follow the money”.

Demokratiernes svaghed

Demokratiernes svaghed er uviljen til at forstå at nogen ikke vil dem det godt. Demokratierne vågner ikke før de ligger i rendestenen og nogen står og sparker tænderne ud på dem. Uviljen mod at forstå hvad nazismen var, gjorde at anden verdenskrig kom og blev så blodig.

I dag kommer truslen indefra og det ligger langt væk at erkende at der går en konflikt gennem Vesten som er fundamental: Den ene side vil nedkæmpe den anden.

Selv på højresiden er der folk som ikke vil forstå, hvor nådesløse Big Tech er.

Uden pardon

Et internt skriv i Google refererer til tre personer – Dennis Prager, Ben Shapiro og Jordan B. Peterson som nazister. Prager og Shapiro er ortodokse jøder, Petersen kender de fleste som et fænomen, en intellektuel “evangelist” som har nået millioner. Kan nogen i ramme alvor mene at disse tre stjerner har noget med nazisme at gøre?

Spørgsmålet er forkert. Den nye teknologiske elite tænker ikke moralsk og meningsfuldt, som vi som er vokset op med Gutenberg-kulturen er vant til. Vi tænker mening ud fra Bibelen og Oplysningstiden. Det er en balance mellem frihed og tradition i bunden, som “binder” ratio, fornuften. Vi kan ikke sige hvad som helst.

Men det kan operatørerne i Big Tech. De tænker nytte, de tænker utilitaristisk, de tænker “hvad får os hurtigst til målet”?

Utilitarisme

Det lå en utilitarisme i bunden af socialdemokratiet: Størst mulig lykke for flest mulig. Hvis nogen få mennesker får magten til at skabe denne lykke, er alt muligt.

Stalin og Mao tænkte utilitaristisk: Hvis masserne fik øget levestandard ville de lukke øjnene for dem som blev ført bort. Man snakkede ikke højt om det.

Menneskets natur

Men kommunisme og nazisme viste os at mennesket gør oprør modsystemer, som vil ændre dets natur.

Islamismen er den tredje ideologi som tror den kan underlægge sig mennesket og er en lige så stor totalitær trussel. Det opleves derfor som skræmmende for vanlige mennesker at vore myndigheder, ”akademia”, kulturliv og ikke mindst medier og lovgivningen tager islams parti, selv om religionen åbenbart ikke lader sig forene med demokrati.

Big Tech har store planer for samfundet og ved det har dårlig tid: Hvis Trump vinder i 2020 kan det være at de bliver reguleret. Derfor smider de alle hæmninger for at hindre at det sker og kampen føres alle steder, også i Europa.

Lækker

Big Tech har så mange ansatte at systemerne lækker. Tucker Carlson kunne nylig afsløre at Google indbyder til en eksklusiv sommerlejr på Sicilien. Deltagerlisten er ikke offentlig, men Google-grundlæggerne Larry Page og Sergej Brin er selvskrevne, sammen med Facebooks Mark Zuckerberg, Leonardo diCaprio, popstjernen Katy Perry,  Obama, Bradley Coooper, Tom Cruise og en række rigmænd.

Kombinationen af teknologi og pengemagt giver denne elite en følelse af at alt er muligt og deres magt er selvskreven. Det er sådan adelen opfattede sig selv før den franske revolution. Et parameter trumfer alle andre: Success. Succes giver privilegier og når man bliver privilegeret får man succes. Eliten er selvbevarende.

Det kan være smertefuldt at indse, at denne elite har egne planer og egne interesser som ikke falder sammen med dine.

Historien kan være til god hjælp.

 


Støt Document.dk med 100 kroner
per måned




.

ANNONSE

Mest læst