Kommentar

Mindelunden i Ryvangen. Foto: Steen Raaschou

Det er en særlig dag i dag søndag den 5. maj, ikke bare fordi vi fejrer konfirmation for 11 unge mennesker, men også fordi vi markerer, at det er 74 år siden Danmark blev befriet fra nazistisk overherredømme. Mange har måske haft lys i vinduerne i går aftes og rundt omkring i landet markeredes befrielsesdagen fx i Ryvangen, som var det sted unge frihedskæmpere blev ført hen og med bind for øjnene skudt ned for deres deltagelse i modstandskampen. Deres skæbne illustrerer så fint det, der også er dagens evangelium i dag, den sandhed at liv og frihed koster noget.

Der kan kun være en fåreflok, hvis der er en hyrde, der er villig til at værne den og forsvare den og i sidste ende risikere livet for den. På samme måde: der kan kun være frihed, hvis nogen vil kæmpe for den, hvis nogen er villige til at tage kampen op mod overmagten, mod de falske hyrder. Frihed er ikke gratis.

Nogle gange glemmer man, at det er vilkåret for hjemmets fred og lykke, at netop fred kræver ofre og kamp. Det er typisk i gode tider, hvor der ikke er noget, der truer. Så glemmer man offerets betydning, og så får man måske også svært ved at forstå kernen i kristendommen, som netop er det selvhengivende offer, Jesu offer for os, for hvad skal vi med det, hvis vi har det godt nok? Hvis vi ikke har nogen særlige byrder at bære, hvorfor har vi da brug for nogen til at bære for os og hvis vi ikke trues af ulve eller andre rovdyr, hvad behov har vi da for en hyrde? Hvis friheden ikke er truet, hvad skal vi da med frihedskæmpere?

ANNONSE

Dagen i dag minder os om offerets betydning og om hvorfor vi har brug for det. Både fordi vi i dag fejrer befrielsen fra en ond magt og derved husker os selv og hinanden på, at frihed og liv ikke er en selvfølge, men også ved, at vi hører evangeliet om ulve, der vil rive mennesker ud af Guds hånd, og endelig fordi dagen også markerer en overgang for os alle sammen. Vi, der er voksne, skal forstå og komme overens med, at vores børn som vi har båret, opfostret, som vi har lært alt; at tale, tage tøj på, spise sove, synge og danse og lege, som vi har haft søvnløse nætter over og som har givet vores liv de aller lykkeligste stunder, vi skal nu til at forstå, at de så småt er begyndt at blive voksne, og at de en dag skal stå helt på egne ben. Det betyder, at vi ikke længere på samme måde, som vi gør det nu, kan skærme dem mod deres livs ulve. Det er rigtig svært, det er næsten som en fødsel, det giver veer og efterveer. Det giver kvaler og sjæleuro og bekymringer og det river og strider i en.

Det er netop derfor, vi har et ritual, der skal hjælpe os med det – nemlig konfirmationen. Vi, der er forældre, vi må nu i dag bede Gud om at tage over, der hvor vi ikke kan værne mere og så må vi bede Gud om hjælp, så vi kan hjælpe vores børn med det, vi stadig kan hjælpe dem med. For vi må delvist slippe dem, vi må give dem deres eget lys og overlade det til dem selv, at holde det brændende. Sådan er livets lov, selvom man som forælder nok så meget kunne ønske, at man kunne beholde sit barns lys og gemme det på bunden af sit hjerte. Menneskebarnet skal ud i verden. Det er uundgåeligt.

I, der skal konfirmeres, det er også en overgang for jer. I mærker gradvist i jeres liv, hvordan der bliver flere og flere spørgsmål at tage stilling til. Hvordan I, i stigende grad selv skal navigere. I har måske en trang til at frigøre jer og bestemme mere selv, men samtidig er den verden I skal ud i også stor og skræmmende, fuld af beslutninger og afgørelser. Fuld af usikkerhed og fare. I skal vide, at der er en, der går med jer og giver jer kraft på ny. Han var villig til at dø for jeres skyld. Han gav jer på den måde også et forbillede som I, i jeres voksenliv som kristne, skal forsøge at efterstræbe.

Hans kærlighed til jer sætter jer under ansvar: Ligesom han har elsket jer og taget vare på jer, skal I gøre med hinanden. Sådan har vi fået en opgave: I skylder, siger Vor Herre et andet sted, – at tjene og elske hinanden. Større kærlighed har ingen, sagde han, end at sætte livet til for sine venner. I skal sætte jeres lys til i kampen mod mørket og til glæde og gavn for jeres medmennesker.

Det er kristentro. Vorherre, hyrden, forventer noget af os. Han forventer noget af jer, kære konfirmander. Med hans velsignelse følger en opgave og Han tror på, at I kan det, som I skal: Give glæden, troen, håbet og kærligheden videre til hinanden og til alle I møder. I skal afsky det onde og elske det gode. I skal ikke sætte jeres lys under en skæppe. I skal bære det frem, så alle kan se det. Sæt det frem i stuen, så det kan lyse for alle. Vær hinandens lys. Så mørket kan vige som det altid vil vige fra et menneskeliv, der tager del i kampen mod mørket – for sandhed, kærlighed og frihed. Gør det i Jesu navn. Amen.

 

Prædiken til 2. søndag efter påske (Konfirmation)

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske