Kommentar

Tintoretto: Lamentation over the Dead Christ (ca 1560)

Lidelseshistorien: Tornekroningen, Domfældelsen, Undervejs, Korsfæstelsen, Jesu mor, Spotten, De to røvere på korset; Jesu død, Tegnene Langfredag bærer dig

Biskop over Karlstad stift J.A. Eklund skal engang have spurgt den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf: ”Hvorfor skriver de altid om så elendige mennesker, det har jeg aldrig forstået, Dr. Lagerlöf.”

Selma Lagerlöf skulle så have svaret: ”Fordi jeg kun kender elendige mennesker. Biskoppen kender måske mange fine og gode mennesker, men jeg kender kun almindelige, dødelige, elendige mennesker og sådan et menneske er jeg også selv.”

På samme måde som biskoppen er der måske nogen i dag, der spørger: hvorfor skal kristendommen handle om sådan noget trist og kedeligt noget? Hvorfor skal vi høre om synd og død og mørke? Og sygdom. Lidelse. Overtrædelser og synder og straf? Hvorfor skal vi komme i dag langfredag – midt i denne dejlige og forventningsfulde tid, hvor naturen er ved at vågne og solen ved at få magt, hvor lærken er kommet og påskebordet er fint dækket og alting ellers virker så lovende – og høre denne triste fortælling: Om Guds søn der blev pint ihjel. Om hvordan han blev svigtet og forrådt af alle, selv de nærmeste, hånet og tortureret og til sidst henrettet på bestialsk vis. Hvorfor skal vi høre om hans moders sorg, kvindernes fortvivlelse og hans venners svigt, fejhed og frygt?

ANNONSE

Det skal vi fordi sådan noget findes. Ondskab findes. Mørke findes. Forrædderi findes. Lidelse findes. Svig findes. Frygt findes. Det findes også blandt os.

Og det er på den baggrund, vi skal forstå langfredag. Vi er nemlig selv en del af langfredags mørke. Det mørke som vi kæmper for ikke at være i.

Det er nu evangeliets budskab, at I dette mørke er Jesus lyset. Han er det eneste lys i verden og han kan ikke skilles fra mørket. For han skinner for dem, der er i mørket. For dem der ikke selv kan komme ud af det. Kæmper den kamp til ende du forsøgte at kæmpe. Han tager din plads og gør det, du ikke kunne. Hans tjeneste for dig som vi har hørt udfoldet de sidste mange søndage og i går skærtorsdag kulminerer med, at han ofrer sig for din skyld, med at han dør for at du kan leve.

Det at en anden tager din plads. Dør for din skyld og dermed ofrer sig. Det forstår vi jo egentlig godt. Vi erfarer det selv og vi så det i sidste uge da en fransk politimand, troende katolik i øvrigt, tog pladsen for en kvinde i et dramatisk gidseldrama, hvor flere døde og mange blev sårede. Han vidste at han ikke havde en chance og alligevel tog han kvindens plads. Han byttede sit eget liv ud med hendes. Han døde som bekendt for en blodtørstig krigers feje hånd. En kriger der kun kendte til at ofre andres liv for sine idealers skyld. En morder der ikke kendte til selv at ofre sig for, men det gjorde politimanden.

Det selvhengivende offer kan selvfølgelig gøres af alle mennesker, også de der aldrig har hørt om Jesus, for jeg tror på det ligger dybt gemt nede i ethvert menneskes bryst – muligheden for at gøre det. Alle mennesker er jo skabt i Guds billede til at ligne ham og det er netop i tjenesten og offeret for andre, vi mennesker ligner Gud.

Men ingen andre steder end i den Judæo-kristne kultur er offeret vel ophøjet til noget guddommeligt. Tanken om den lidende tjener, der skal ophøjes ved sin lidelse og sit offer har sit udspring i jødedommen – bla. i de mærkværdige passager som jeg læste fra Esajasbog. Fra det gamle og mærkelige jødefolks dyb begynder denne sælsomme skikkelse at vokse frem. Her fra kommer profetien om denne smertens mand, der som både hyrde og lam skulle frelse Israel ved at bære dets overtrædelser og derved bringe dem retfærdighed.

Og nu er han her, naglet til korset – denne lidelsernes konge, der skulle alt opgive for at holde os i live. Og med ham gøres offeret, tjenesten til det ultimativt ophøjede. I ham adler Gud tjenesten og offeret.

Hans offer gælder vel og mærke ikke kun de modige, de rige og de fine. Offeret er for alle. Også de svage og uværdige, ja Jesus siger ligefrem, at han mest er sendt til de udstødte, fortabte, fattige og syge. Til de elendige. Et sådant offer og en sådan tjeneste blev set som svagt i den græsk-romerske kultur. Det var simpelthen et brud på den almindelige orden. Det kunne godt være heltemodigt at ofre sig for en ligemand eller overordnet, men ikke for en slave eller en underordnet.

Guddommeliggørelsen af tjenesten er en af kristendommens frugter. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner. De ord kom ind i verden ved Guds søns offer på korset.

Lad os vende tilbage til Selma Lagerlöf. Mange kender nok hendes lille fortælling om Rødhals, der ikke forstod, hvorfor den havde rød hals, når den nu var helt og aldeles grå. Den gjorde nu alt, hvad der stod i dens magt for at fortjene sin røde farve. Men intet hjalp. Først da den kommer til Jesu kors og vil befri ham fra de torne, der borer sig ind i hans pande og piner ham, da den glemmer sig selv og alt det den kan og vil og tror, da falder en dråbe af Jesu blod på dens bryst og den bliver til en rigtig rødhals.

Sådan er det også med os. Det Guds billede vi er skabt med og som ligger i vores bryst og slumrer det kan vækkes ved hans offer. Ved hans blod. Da kan vi blive dem vi skal være.

Tænk på, hvad det betyder. At Guds søn hænger der på korset. Det betyder, at du og jeg var SÅ meget værd, at han gav sit liv for at vi skulle leve. For at død, mørke og elendighed ikke skulle have magt over os mere. Så må det da gå op for os, at hans offer er den største og glædeligste begyndelse der er sket på denne jord.

Vi lever endnu i glansen af det offer. Vi er arvinger til et liv, der udsprang af Jesu tårer over os.

Så synes vi måske, at langfredag ikke er til at bære, med al den tristhed og elendighed. Men det er jo ikke os, der skal bære langfredag. Det er langfredag der bar os.

Salmer 190, 201, 192, 211, 210

Læsninger:

Esajas 52,13-53,12

ANNONSE

Læs også

Det syge hjerte -
Se der er nyt liv! -
Gud hader krystere -
Jesus er herre -
Martyr betyder vidne -
Han vandrer med os -

Læs også