Kommentar

1. søndag efter påske 2018

Vi har fået ulve i Jylland, og en konsekvens af det er, at vi nu pludselig bedre forstår de bibelske fortællinger om får og om hyrder. Får skal vogtes, ellers kommer ulvene og flår dem i stykker. Det forstår vi bedre nu, da vi har set billeder i aviserne og på nettet, af hvordan får kommer til at se ud, når en ulv har haft kløerne i dem.

 

Museum Silkeborg huser for tiden den for nyligt kasserede altertavle af Kaj Gøtsche fra Haderup Kirke, hvor jeg engang var præst. Her skildres i venstre side en skræmt fåreflok, og i midten et lettere såret får, der beskyttes af en ung hyrdedreng i rød kofte, mens ulven lusker slukøret ud til højre.

Vi forstår, at det er vigtigt arbejde at være hyrde. Uden hyrde er fåreflokken overladt til de vilde dyr. I det stykke fra Johannesevangeliet, vi netop hørte, beder Jesus tre gange disciplen Peter om at være hyrde for hans fåreflok. Det er den opstandne Jesus, der taler til Peter. Det vil sige, det er en samtale mellem to personer, der godt ved, at Peter har fornægtet sin mester tre gange, fordi han var bange for at blive associeret med den dødsdømte Jesus. Peter har fejlet. Han var fej. Han svigtede, da det gjaldt.

ANNONSE

Denne Peter er det, Jesus beder om at være hyrde for sine får. Det er naturligvis billedsprog, som betyder, at Peter skal være leder af menigheden og være den, der værner de andre imod det onde. Det er et stort ansvar at få lagt på sine skuldre, specielt når man godt selv er klar over, at man ikke har vist sig fra sin mest trofaste og ædelmodige side indtil videre. Vi hører ikke, at Peter siger ja til opgaven, kun at han tre gange bliver bedt om det – og også, at Jesus fortæller ham, at der er dystre udsigter forude, hvis han følger Jesus og tager hyrde-embedet på sig. Men vi ved fra Apostlenes Gerninger, at han gjorde det. Han blev en af de første missionærer og var blandt de største ledere af de første kristne menigheder. Ifølge traditionen endte han med at blive korsfæstet i Rom, ligesom også Paulus blev det. Det var den død, de endte med at ”herliggøre Gud med”.

Hyrde hedder på latin: pastor. At være præst er med andre ord at være hyrde – på samme måde som Peter var det. Det vil sige at føre tilsyn med menigheden og vejlede dem. Ganske som en bogstavelig hyrde holder opsyn med fårene og sørger for, at de ikke kommer på vildveje. Det kan være en vanskelig opgave at løfte, for selvom præsten kan være nok så velbevandret i Bibelen og den teologiske litteratur, så er han stadigvæk ikke Jesus, og man kan let komme til at prædike noget helt forkert i den bedste mening. For nu ikke at tale om den del af hyrdeopgaven, der består i at være et godt forbillede og vise den rette vej; for man er som præst underlagt de samme fristelser og egoistiske begær, som menigheden er, og man kan let selv fare vild. I bund og grund er præsten også selv blot et får i flokken, der har brug for en bedre hyrde, end han selv kan være.

En sådan hyrde har vi i Jesus. For selvom han er faret til himmels og har givet os mennesker nogle opgaver her på Jorden, så er han stadig vores hyrde; ham der leder os ad de rette stier og sørger for, at vi ikke render vild i ødemarken. Det er ham, ikke Peter eller mig eller en anden præst, der er hyrden på Kaj Gøtsches alterbillede, som jeg nævnte før. Han passer på sine får, og når de farer vild, går han ud og leder efter dem for at frelse dem fra de bidske ulve. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, som der står i Salmernes Bog.

Men, som apostlen Peter skrev, er Jesus ikke bare hyrde, han er er også et lam. Han siger i dag: ”I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde”. Og et andet sted siger Paulus det samme med andre ord: ”også vort påskelam er slagtet, Kristus.”

Også vort påskelam, det vil sige: ikke jødernes påskelam, men vores – det nye påskelam, det nye offerlam. Påsken er i sin oprindelse en jødisk fest, hvor man fejrer at israelitterne fik lov at forlade deres liv som slaver i Egypten for at drage til det forjættede land, til Israel. Der skulle som bekendt ti plager til, inden Farao lod folket gå, og den sidste var den frygteligste. Gud ville lade Ødelæggelsen gå igennem hele Egypten, ind i hvert hus, for at dræbe alle de førstefødte. Men han ville skåne israelitterne, hvis de slagtede ét lam i hver husstand og smurte blodet fra lammet på deres dørstolper og overliggeren. Det gjorde de, og Gud skånede dem. Derfor spiser jøderne påskelam hvert år – for at huske på dengang, da Gud skånede deres liv på grund af offerlammets blod.

”Også vores påskelam er slagtet, Kristus”, siger Paulus. Fordi Kristus er det lam, der blev slagtet, for at Ødelæggelsen også skulle gå vores dør forbi. Han gav sit liv for vores skyld. Det minder vi hinanden om, hver gang vi holder nadver og siger: ”Denne kalk er den nye pagt (ikke den gamle, med Israel) i mit blod, som udgydes for jer (ikke kun de gamle israelitter, men jer, der er her til stede, nu) til syndernes forladelse.”

Jesus er vores offerlam, det nye påskelam; men som jeg begyndte med at sige, så er han samtidig vores hyrde. Hvordan hænger det nu sammen? Det fortæller Jesus os selv et andet sted i Johannesevangeliet, hvor han siger: ”Jeg er den gode hyrde; og jeg sætter mit liv til for fårene. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til – for at få det tilbage.” Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Det vil sige: han sætter sig selv i offerlammets sted. Han giver sit legeme og blod til os og slutter dermed en ny pagt med os, om at fra nu af skal ingen gå til grunde i Guds vrede.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)