Kommentar

Christine Blasey Ford under høringen i justiskomiteen 

Når medier og venstresiden i ramme alvor siger, at kvinder har krav på at blive troet, bør man spidse øren. Vi, som har levet i de røde 1960’ere og 1970-ere, ved, hvad underkastelse betyder.

Når nogen forlanger, at du kobler fornuften ud og “tror”, fordi den som fremsætter anklager er en kvinde, er det på tide at sige stop.

Fremstillingen af anklagerne mod Brett Kavanaugh bliver i NRK og Aftenposten til en parodi. Der er ikke plads til modforestillinger. Kvinders fortællinger dyrkes med religiøs overbevisning. Der er noget dybt usundt ved #MeToo-bevægelsen. Det, at flere bigshots på venstresiden er “skudt ned”, betyder ikke, at kvinder skal tros, fordi de er kvinder.

Men det er det, de som forsvarer Christine Blasey Ford, går ind for.

Baggrunden for den situation, vi står i, er et kynisk spil iscenesat af Demokraterne i Senatet, anført af Dianne Feinstein. Hun modtog i juli det anonyme brev fra en kvinde, som hævdede, at hun var blevet udsat for et overgreb af Brett Kavanaugh. Normalt bliver sådanne anklager videregivet til hele komiteen, som har et stort apparat til at undersøge anklagerne.

ANNONSE

Men det gjorde Feinstein ikke. Hun sad på brevet og foretog sig intet udadtil. Udspørgningen af Kavanaugh er den mest omfattende nogensinde. Han svarede på 1.400 spørgsmål. Kavanaugh havde derudover en-til-en-møder med medlemmer af komiteen, blandt dem Feinstein. Feinstein havde rigelig anledning til at tage  anklagen op. Men hun gjorde ingenting. Ikke før høringen var ovre og komiteen skulle til at stemme. Da lækkedes – formentlig af et medlem af hendes stab – anklagen til medierne, som gik bananas.

Kavanaugh tog tyren ved hornene: Han ville stille op til en ny udspørgning med det samme. Men det kunne ikke lade sig gøre. Fords advokater og Demokraterne gjorde sig utilgængelige. Komitéleder Chuck Grassly var villig til at indfri alle krav. Ford lod det blive kendt, at hun led af flyskræk. Komiteen sagde: -Men så kommer vi til Californien. Efter at have fået udskudt høringen i dagevis, var Ford villig til at afgive forklaring for komiteen i Washington. Under høringen kom det frem, at Fordi stadig fløj, både i jobsammenhæng og fritid. Udstrakt.

Men dette var en bagatel set mod svaghederne i den fortælling, hun fremførte. Ford huskede ikke, hvilket år hændelsen fandt sted. De personer, som hun siger var til stede, kan ikke huske noget party. Hendes bedste veninde dengang, Leland Keyser, siger gennem sin advokat- under ed – at hun aldrig har set Kavanaugh. Normalt ville den slags svagheder påkalde sig stor opmærksomhed: Der er kun Fords ord for, at det var Kavanaugh. Ingen domstol kan dømme nogen på et sådant grundlag.

Men #MeToo-bevægelsen tager ikke hensyn til retsprincipper. Den er selvforklarende og selvretfærdiggørende. Det er noget pietistisk ved det: Ved tro alene skal du blive frelst.

Men hvad med handlingerne? Hvad med det, vi kalder samfundet?

Den nye tro siger, at hvis du er kvinde, har du krav på at blive troet. Det siger sig selv, at dette vil være en trussel mod enhver relation mellem en mand og en kvinde. Kvinden sidder med en trumf, hun når som helst kan smide på bordet.

Desværre er der en særegen gruppe at kvinder, som ikke kan klare en sådan magt og vil misbruge den.

Ghost-riders

Når der sker en bilulykke i USA, er man opmærksom på, at der dukker mennesker op, som påstår, at de var indblandet. De kaldes ghost-riders. Spøgelsespassagerer. Det er forståeligt nok forsikringsselskaberne, som er obs på den slags falske krav.

Men det samme gælder i højt profilerede mediesager som Kavanaugh-høringen. Det at Ford blev mødt af venstresiden med noget, som nærmer sig tilbedelse, virkede som en opfordring til andre om at stå frem.

Vi fik Deborah Ramirez og Swetnick. Ramirez indrømmede, at hun var så fuld, at hun var helt katatonisk. Hun måtte ringe rundt til venner for at høre, om de huskede noget. Med Swetnick var det endnu vildere: Hun havde deltaget i fester, hvor det var sædvanligt med gruppevoldtægter. Hun havde selv oplevet det. Og det skulle være sket på et mindre sted 1980’erne, uden at nogen reagerede, f.eks pårørende? Swetnick har en “historie”, som det hedder.

Men New York Times og Demokraterne opruller ikke deres historier. De har i månedsvis ladet hendes advokat, Michael Avenatti, udbrede sig om Trump og Stormy Daniels.

Sex som politisk våben

Hardcore porno og gruppevoldtægter er mobliseret, for at fælde præsidenten og hans nomineringer.

Hekseprocesser karakteriseres ved irrationelle træk: Anklagerne forfølger punkter, som den anklagede ikke kan værge sig imod, fordi de savner rationelt grundlag.

Venstresiden tager resultaterne af deres egen promiskuøse livsstil og gør den til et politisk våben.

Men hvis de liberale nu har fået øjnene op for, hvad promiskuiteten skjuler, og hvis tidsintervallet ikke betyder noget – 36 år i Kavanaughs tilfælde – hvorfor tog de så ikke et opgør med Bill Clinton? Hans ofre er stået frem og har i detaljer forklaret,  hvad der skete – og her findes megen “corroborating” evidence. Men Demokraterne tog det ikke op. De anerkendte det modstræbende, da hetzen mod Trump begyndte i valgkampen. Men derfra og til at genoptage sagen vil koste dem for meget. Da vil øksen, de bruger mod Kavanaugh, blive sløvere.

Når overgreb udgiver sig for ret

For det er derhen, Demokraterne har bevæget sig. Forudsætningen for, at øksen skal ramme, er at den ikke hæmmes af retsstatens sikringer så som krav om bevis, vidner og formodning om uskyld. De er skarpere, hvis de ikke hæmmes af modforestillinger.

Det er det, som er definitionen på en hekseproces.

“Alle” er enige om, at Kavanaugh er usædvanlig godt kvalificeret til jobbet. De kunne ikke få ram på ham mht. kvalifikationer, derfor måtte de karaktermyrde ham. Hvorvidt Ford dukkede op af sig selv eller om nogen har trukket i trådene, ved vi ikke. Det er ikke så interessant. Det interessante er, hvordan Demokraterne manøvrerede, for at øksen skulle hukke musklerne og senerne i den demokratiske proces over. Demokraterne vidste, at uden bevis ville en 36 år gammel anklage ikke føre til noget. Derfor valgte de at hive alle retssikkerhedskrav overbord.

Og Republikanerne lod dem gøre det. Det er en målestok for, hvor svage Republikanerne er blevet. De tør ikke opponere mod venstresidens kvasireligiøse brug og dyrkning af ofret.

Offerdyrkning og aggression 

Fordi vi lever i et samfund, hvor mangel på normer og dyder gør, at seksuelle overgreb florerer, er der en ubegrænset tilstrømning af ofre. Demokraterne kan sidde der med alvorlige miner og spørge Kavanaugh, om han virkelig ikke vil bidrage til at få opklaret sagen. De vil tvinge ham til at gå med til en proces, som allerede har karaktermyrdet ham.

Demokraterne ved udmærket godt, at FBI ikke kan opklare, hvad der skete for 36 år siden. Det bliver højst ord mod ord.

Demokraterne var i samme situation med Anita Hill i 1991. Da var det Republikanerne, som ville have, at FBI skulle granske hendes påstande mod Clarence Thomas.

Bilden sagde nogle ord den gang, som nu hjemsøger Demokraterne:

Som Lindsey Graham sagde: Demokraterne er villige til at ødelægge et menneske helt uden hensyn til, om han er skyldig i det, han anklages for – det lader sig ikke bevise eller modbevise så lang tid efter – og alt for Magtens skyld. – Jeg håber, at I aldrig får Magten, sagde Graham.

Demokraterne er blevet en trussel mod demokratiet, og #MeToo-bevægelsen mod kvinderne.

Vi lever i underlige tider.

 

Nogen har bevaret retfærdighedssansen. Lindsey Graham er enestående.

 

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

ANNONSE

Mest læst