Kommentar

Foto: Deborah Raminrez og Brett Kavanaugh. #MeToo er blevet et runaway train. Hvis en kvinde pr definition bliver troet og en hvid mand pr definition bliver mistroet, har vi ikke længere en retsstat. Det vi får, er krig mellem klasser og køn. En politisk klasse, som har gjort permissiveness, løsagtighed, til norm, vil nu benytte sig af kriminalisering  for at ramme den umoral de selv har promoveret. 

En ny kvinde står frem og hævder, at Brett Kavanaugh optrådte groft krænkende mod hende under et selskab i 1983 eller 1984 ved Yale University. I lighed med den første anklager, Christine Blasey Ford, har denne, Deborah Ramirez, også problemer med hukommelsen.

Tids- og stedsangivelse er dårlig. Også personer, som hun siger deltog i selskabet, siger, at de ikke var der. Hun kan have oplevet en krænkelse, men var det fra akkurat den person, de siger det er – nemlig Kavanaugh?

ANNONSE

Demokraterne vil have, at Trump skal beordre FBI til at efterforske. Men dette er forbrydelser, som ikke falder ind under det føderale politis område. Desuden er de forældede.

Demokraterne er traditionelt optaget af retssikkerhed, men hvad med den anklagedes retssikkerhed, når man skal efterforske påståede hændelser, som ligger 36 år tilbage i tiden?

At Demokraterne overhovedet ikke er bekymret for Kavanaughs retssikkerhed, er det, som overbeviser mange Republikanere om, at dette er en bagvaskelseskampagne.

I USA – som i andre retsstater – står “uskyldig indtil det modsatte er bevist” stærkt. I Kavanaughs sag ser Demokraterne og venstresiden bort fra det. De har nærmest vendt princippet på hovedet: Hvis du er en hvid, midaldrende mand, vil det tale mod dig. Da er det op til dig at bevise, at du ikke opfører dig som en hvid, midaldrende mand.

Dette er 1960’ernes “pig” – svin – betegnelsen, som blev brugt om politiet af de radikale studenter – overført på alle hvide mænd.

Når man skaber gruppekategorier ud fra etnicitet og alder, er man farlig nær den racisme, som venstresiden hævder at bekæmpe. Men de ser ikke problemet. De hævder, at det er den rigtige udstødelsesmekanisme: Nogle fortjener at skulle bevise, at de er noget andet, end det, de ser ud som. Hvis de skal blive taget til nåde.

Dette er bevægelser, som har været sluppet løs op gennem historien: Kommunismen har vidst at benytte dem mod kulakkerne – bønder, som beskæftigede andre. Der stod statuer i Sovjetunionen af Pavlik Morozov, som anmeldte sine egne forældre.

Mao slap kulturrevolutionen løs og studenterne udviklede sig til en mob. At have briller eller bløde hænder, som viste, at du ikke arbejdede, viste at du stod langt fra arbejderklassen.

Både bolsjevikkerne og maoisterne forstod at arrangere skueprocesser: Man brugte rettergangens procedure som dække for tortur og bekendelse.

Det er det, Demokraterne har gjort med høringen i Senatets justitskomité. Demokraternes Dianne Feinstein sad på det anonyme brev, som hun havde modtaget i juli. Hun tog aldrig sagen op. Først i 11. time, da alt var parat til at stemme, var der en Demokrat, som lækkede det til pressen.

Republikanerne ville vise sig imødekommende, de har tre senatorer, som ikke akkurat elsker Trump, Susan Collins, Bob Corker og Jeff Flake. Selv disse syntes, at det blev for meget frem og tilbage og ville gå til afstemning.

Men så spilles #MeToo-kortet. Som betyder #YouToo, når det gælder en Republikaner. Demokraterne bruger ordet “survivor” om kvinder, som har oplevet seksuelle overgreb. Det er et begreb, vi kender fra Holocaust. Det er ment at give en status, som er hævet over diskussion. En survivor har krav på at blive troet. Men hvis den anklagede ikke har ret til at blive troet, hvis princippet om “uskyldig indtil det modsatte er bevist” er ophævet, er konklusionen klar: Kavanaugh er skyldig.

Mange amerikanere ser dette spil. De kender deres lus på gangen, og sporene er blevet endnu mer tydelige den sidste uge.

Demokraterne håber at lave så meget ravage, at afstemningen udsættes til efter valget. Dianne Feinstein var ude søndag aften og anmodede om, at nomineringsprocessen standses.

Spørgsmålet er: Hvor langt er radikaliseringen og politiseringen af Demokraterne og deres vælgere gået? Køber de dette?

Feinstein beskyldte søndag aften Republikanerne for at benytte bøllemetoder mod offeret for et voldtægtsforsøg: “bullying a survivor of attempted rape”. Retsprincipperne vendes på hovedet: Det at stille spørgsmål til en, som hævder sig udsat for noget, som skal være hændt for 36 år siden, er mobning.

Det er ikke et tilfælde af “hun sagde – han sagde”, det vi kalder ord mod ord. Det er påstande omgivet af så mange “hvis’er” at den, som går ind i det, forstår, at det sandsynligvis aldrig vil være muligt at finde ud af,  hvad der skete. Der er en grund til, at der findes forældelsesfrister.

Demokraterne spænder #MeToo-bevægelsen for et politisk korstog.

Det som virkelig river legitimiteten under deres projekt i stykker, er, at Demokraternes næstformand, Keith Ellison, er anmeldt af en tidligere samboer for vold. Hun er gået ud og har sagt, at Demokraterne ikke tager hende alvorligt. De forsøger at tie hende ihjel til trods for, at der foreligger bevis på mishandling.

Keith Ellison er næstformand, han er den eneste fremstående muslim blandt Demokraterne, og han søger jobbet som statsadvokat. Anklagen burde være mindst lige så relevant som i Kavanaughs tilfælde og de påståede forhold er så nylige, at de vil kunne efterforskes.

Hvad svarer Demokraterne, når de bliver spurgt om Ellison? De siger, at Demokraternes Nationale Komite undersøger sagen.

 

ANNONSE