Det nye politisk korrekte Amerika er optaget af moral og af at vise sin moral. Men for at nogen skal stige op, må andre stige ned: At være et offer er blevet et magtinstrument. Men ikke alle ofre er lige, nogle er mere lige end andre. Symbolerne på had og racisme skal rives ned, hvad enten det er historiske personer eller nulevende. 

Laura Ingraham fortalte i nat om tre episoder som viser at Amerika ikke længere er Amerika: Dinesh d’Souza er en dygtig indisk-amerikansk konservativ intellektuel. Han blev inviteret til at holde foredrag på hendes Alma Mater-universitet. Der stod demonstranterne klar og råbte: Racist go home! Taktfast.

Dette er campus-ethosen over store dele af Amerika: En intolerance som vi knapt har set magen til. Det hagler med historier, og medierne fortæller dem selvsagt ikke: En universitetslærer klagede over at kinesiske studenter snakkede højlydt på kinesisk. Resultat: Sparket ud. Sådanne historier er der massevis af.

Alfred Eisenstaedt har taget et af de mest ikoniske billeder som markerer afslutningen på anden verdenskrig:

Der er rejst en statue af de to mennesker. Nu var der nogen som synes at sømandens kys måske ikke var helt frivilligt for sygeplejersken:

Eksempel tre: Der er dukket et interview op med filmskuespilleren John Wayne fra 60-erne, hvor han siger en hel del om indianere, sorte og hvide, som i dag er helt udelukket. Pointet er at de som trækker det frem ikke bryder sig om at standarderne var anderledes dengang, de behandler det som eksempler på hvad Amerika er i dag. Med et fint ord kaldes dette essentialisme: Sådan er det hvide Amerika. Konklusionen må blive at de må “stige ned” og derfor fører medierne en vedvarende kampagne mod symbolerne på dette Amerika: Mod præsidenten og hans vælgere. En ganske stor opgave!

Der rives statuer ned, folk mobbes væk fra universiteterne: Vi er blevet som Taliban, sagde Laura Ingraham, og fremlagde en optagelse som fik seerne til at spjætte. Taliban sprængte Buddha-statuerne i Bamyan. Det var historiske mindesmærker fra en periode længe før islam kom til Afghanistan. Spillede ingen rolle. De var en provokation for Taliban, som sprængte dem i luften.

Det samme med IS, som sprængte uerstattelige skatte fra antikken i luften. Jihad-islam peger ikke bare fremad, men også bagud. At der fandtes en virkelighed før islam skal skjules.

Nu er USA slået ind på et spor, som fører i samme retning. #metoo-bevægelsen er blevet kuppet af mennesker som udnytter den til politiske formål. Til at brændemærke mennesker. Det er bare en lille del af historien.

USA er grebet af såkaldt ”virtuesignaling”: Du må hele tiden demonstrere at du tilhører en minoritet, som skal hævde sig, på andres bekostning. For det er det som er så giftigt ved den nye ”virtuesignaling”: Man hævder sig ved at stemple andre.

Nu brænder tampen også for norske medier og politikere, for hele den politiske korrekthed bygger på ”virtuesignaling”: For at nogen skal stige op, må nogen stige ned, i dette tilfældet ved at de svines til og styrtes.

Amerika har oplevet flere rystende eksempler på at moral i dag indebærer at svine andre til. Det mest chokerende, som fik et flertal af amerikanerne til at forstå at noget er “løs” i samfundet, var høringen af Højesteretsnominerede Brett Kavanaugh. Både måden Demokraternes leder i Senatet, Dianne Feinstein, håndterede brevet fra Christine Blasey Ford på, de grundløse anklager, med krav om ”Believe Women”, okkupationen af dele af Capitol Hill, chikaneringen af repræsentanter inde i bygningen, afbrydelsen af høringer – alt dette mindede om 60-ernes protester. Men de er værre. Dengang var kravene mere konkrete: Stop krigen, anerkend militærnægtere, forsvar for den og den arresterede. Selvsagt var det antiautoritært og voldsforherligende. Men i dag angriber man folk for noget de ikke kan gøre noget ved: At de er hvide, midaldrende mænd.

Det minder om hekseprocesser.

Det andet alvorlige tilfælde som chokerede Amerika var da en gruppe katolske gymnasiegutter fra Kentucky, stod og ventede på bussen hjem efter at have deltaget i ”March for Life”-demoen i Washington. De stod der med deres MAGA-caps da en gruppe sorte fra en obskur kristen sekt begyndte at chikanere dem. Mens det pågik dukkede en indianer op med tromme. Han gik tæt ind på gutterne og stod der og trommede og trommede, tydeligvis for at bringe dem ud af ligevægt. Men hovedpersonen Nick Sandmann var helt rolig, med et smil om munden. Kammeraterne rundt om ham råbte skolens slagord. Dette blev udlagt som at en gruppe unge med MAGA-caps hetzede mod en indianer. Et videoklip gik viralt og alle medierne havde store opslag om de racistiske gutter. Ingen tog sig af de racistiske tilråb fra de sorte prædikanter. Det liberale Amerika gik amok. Både drengenes skole og deres biskop tog afstand fra dem. Det haglede ned med trusler mod hjemmene. Skolen lukkede dem ude.

Men så begyndte der at komme andre videoklip som var meget længere og de viste noget helt andet: At det var gutterne, der var ofre, både for de sorte, og for den indianske aktivist, som det viste sig løj om hvad gutterne havde sagt: De havde ikke sagt noget racistisk, det var tvært imod indianeren og de sorte som havde sagt at gutterne ikke havde noget at gøre i Amerika. Det var deres land.

Beviserne var så overvældende, at stemningen vendte. Nu var det CNN, MSNBC, New York Times og Washington Post som fik problemer. Skolen og biskoppen beklagede. Men det alle så var, at voksne mennesker mistede hovedet. Selv de, der skulle forsvare gutterne, gjorde det ikke.

Nu var der mange konservative som tog sagen op og borede i den: Det medfører strafansvar at videreformidle grove påstande uden at tjekke dem. Medierne fortsatte hetzen længe efter at det blev klart, at der forelå videoer som fortalte en helt anden historie.

Nick Sandmanns forældre har hyret en af USA bedste advokater når det gælder injurier. Det første han gjorde var at få en dommer til at udstede en “preservation order” dvs. de medier, som stævnes – og det er snesevis – får ikke lov til at fjerne noget af det materiale de publicerede. I denne uge blev det kendt at han har sagsøgt Washington Post for 250 millioner dollar, lige så meget som Jeff Bezos gav for avisen.

Det er i denne kontekst at historien om Jessie Smollett må forstås: Han er en stjerne og rig, Demokrat, homofil og sort. Men det holder ikke. Han vil gerne kapitalisere på dette, som offer, offer for Trump. Han får to venner til at uføre et lade- som- om- angreb. De har trænet på angrebet. Alt er bluff. Men medierne bider på krogen. De behøver ikke spørges to gange.

Men mistanker om at noget ikke stemmer, dukker op: Dette er ikke MAGA-country, det er Obama-Hillary-country. Trump fik bare 15 procent i Chicago. De kendte Demokratiske kandidater kaster sig over: Cory Booker, Kamala Harris, Kirsten Gillibrand. De kræver en selvstændig lov mod lynchning! Da der fremkommer stærke signaler om at historien er falsk og konstrueret, trækker de sig lidt tilbage, men de fordømmer ikke Smollett, som nægter at forklare sig overfor politiet efter at hans nigerianske venner er stået frem.

-Dette er det racistiske Amerika anno 2019, forkynder blonde, hvide fremtrædende kvinder.

At spille det aggressive offer er blevet indbringende med Trump i Det Hvide Hus.

Dette er som Taliban, siger Laura Ingraham.

Vi kan omformulere en gammel popmelodi: “Only Love can keep us together” til “Only Hate can keep us together”.

Det er det, dette drejer sig om: En politisk koalition bruger had som mobilisator og som våben.

Man må ikke bare slå ned på krænkelser, men må forstå dynamikken bag og afsløre at de, der snakker højest om had og racisme er de som bruger det mest uhæmmet.

Det ødelægger al tillid mellem mennesker.