Kommentar

Tintoretto: Christ washing the feet of the disciples

En prædiken har et tredobbelt formål skal den nordafrikanske kirkefader Augustin have sagt. Den skal belære, den skal vække glæden og den skal bøje. Hvad vil det sige?

Det første med at lære. Man skal lære så længe man lever, siger vi jo. Det gælder også i forhold til det åndelige. Jesus siger det til Peter: Det jeg gør, forstår du ikke nu, men sidenhen skal du forstå det. Der var noget Peter skulle lære.

Det er godt, at de ord kom med, for de siger os en hel del. De siger os, at selv den nærmeste af Herrens venner, som havde fulgt ham fra begyndelsen, fik at vide, at der var noget han ikke vidste – noget han skulle lære. Han var ikke færdig med at lære.

Ligesom et menneske der ikke vil lære mere i livet er gået i stå, så er nemlig en kristen, der ikke vil blive ved med at lære af Guds ord også gået i stå i sit kristenliv. Det gælder for en kristen, at han er på vej. At der skal ske en åndelig vækst i ham. De kristne blev da også kaldt Vejen i oldkirken. Fordi for en kristen gælder det, at der er altid mere at gøre. Man er altid på vej. Der er altid noget mere, Gud vil lære dig.

ANNONSE

Så vi skal høre Guds ord – fordi vi skal lære af det. Det er også det, vi slutter gudstjenesten med at sige, når en fra menigheden beder: tak fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre

Man skulle tro, at det var en selvfølge, men det tror jeg faktisk ikke det er. Mange mener vel, at de lever fint uden stadigt at lære af Guds ord og at de ved det, de skal vide. Derfor synes de også, der skal noget andet og mere end Guds ord til før end at de gider at bevæge sig hen i kirken.

Men det er nu en gang Guds ord, der er kirkens grund og det er Jesu siger, at Guds ord er det allervigtigste i hele verden for et menneske. Mennesket lever af Guds ord. Det er derfor Guds ord, kirken skal varetage forkyndelsen af først og fremmest. Det er Guds ord, den skal lære mennesker.

Hvad er det så vi skal lære af Guds ord? Jo, det Jesus lærer sine venner skærtorsdag ved at give dem et eksempel – det er jo ydmyghed. Det er tjeneste. Og læg lige mærke til, at det er Jesu vished om sin guddommelige storhed – om at han kommer fra Gud, der driver ham til den dybeste ydmyghed. Først ved at vaske disciplenes fødder. Vi ved at han derefter vil ydmyge sig endnu dybere – nemlig til døden på et kors og at det er ved den ydmyghed han også vil ophøjes. Men det ved vennerne ikke endnu.

Tjenersindet som Jesus viser her, er det som de sidste mange søndage har handlet om: Vi har hørt om Marias tjenersind og om Kvinden i farisæerens hus. Der er virkelig banet vej for at vi skal forstå, at det er tjenesten for andre, der er vores liv og vores ophøjelse. Nu bliver det endegyldigt fastslået, at det er meningen, at vi skal efterligne det tjenersind:

Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

Tjenersindet er det, der skal være kilden til vores glæde. Til den glæde som prædikenen skal vække.  Tjenersindet er saligt. Det er ved det Maria saligprises og det er på grund af det kvinden med alabasterkrukken skal huskes: fordi hun har tjent Jesus og salvet ham til begravelsen, skal hun huskes. Tjenersindet er saligt og det er i tjenersindet, vi bliver rigtige mennesker.

Jeg er ved at læse Nils Holgersens forunderlige rejse for Sarah (min datter) – det er en fantastisk fortælling om en rejse gennem Sverige, men det er også en historie om en ond og doven dreng, der bliver forvandlet til en lillebitte nisse, fordi han er så ond. Da han nu er i denne sårbare situation opdager han hurtigt, at der ikke er meget hjælp at hente nogen steder, for han har simpelthen behandlet sine medmennesker og de dyr han havde ansvaret for så dårligt hele sit liv. Men gradvist, under sin rejse på Morten Gases ryg sammen med en flok vildgæs –gennem Sveriges skove og over dets mange søer – en tur hvor han og flokken konstant trues af ræve, ravne og andre vilddyr, vågner modet i ham og han trodser mange farer og han opdager glæden ved at hjælpe andre. Han opdager hvad det vil sige at ofre sig for andre, og han oplever tjenersindets storhed, og jeg tror, det er det, der til slut vil gøre ham til et menneske igen.

For det er, som jeg sagde, i tjenersindet, vi er rigtige og salige mennesker. Men før vi kan nå dertil – til tjenersindet – skal vi bøje os. Det er det tredje.

Vi skal bøje os for frelseren og lade ham vaske os rene. Vi skal forstå, at det er det, HAN gør for os, der gør os rene og giver os tjenersindet. Ikke det vi gør for ham. Det er os, der skal have vasket fødder og Jesus der vasker. Og det er Jesus, der giver sig selv til os, giver os livet i brødet og vinen. Ikke omvendt. Og den renselse eller styrke trænger vi stadig til – ligesom man trænger til at få vasket fødderne hver dag.

For livets gang og slag gør os støvede og derfor trænger vi til ugentlig fodvask.

Det forstår Peter ikke helt – Peter er sådan en besynderlig blanding af selvsikkerhed og ydmyghed. Peter stod i det rette hjerteforhold til Jesus, men alligevel faldt han i gang på gang. Tænk på hans voldelige fremfærd, hans temperament, hans vantro, hans feje kujonagtige fornægtelse, da Jesus blev grebet af soldater og ført til korset. Det er på grund af alt det han trænger til denne fodvask. Dvs syndsforladelse og åndskraft fra det høje.

Kan du selv afhjælpe nøden? Hvorfor gik jeg da i døden? Kan du nå det uden mig? Gælder dette bord ikke dig – skal vi synge. Det er klart. Pådrager vi os ikke skyld og kan vi selv gøre noget ved synd, død og mørke, så er der ingen grund til at Kristus kom til jorden og så er der ingen grund til at lytte til hans ord eller at gå til alters.

Hvorfor skete det ellers alt sammen? Jesus siger det skærtorsdag: så ilde var du stedt. Så stor var din nød og fattigdom, at det eneste der kan frelse dig er min død for dig. Det er ydmygende for os og det er det, der ligger i at vi skal bøje os. Vi skal bøje os for det faktum, at vi ikke kan klare os selv.

Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder, sagde Peter. Der var noget i ham, der gjorde oprør. Hans stolthed forbød ham at tage i mod det. Og er det ikke det samme med os? Skulle vi virkelig være så sølle at det eneste, der kan frelse os er Guds ord og bord? Så vi skal knæle ned og modtage tilgivelse?

Disciplene bøjede sig. Ingen af dem manglede skærtorsdag aften, selv Judas var der.  Bagefter forrådte de ham ganske rigtigt. Men ikke nu. Ikke i dag. I dag er de med ved hans bord. Det er vi også. Og når vi holder altergang, så er vi virkelig sammen med Jesus. Så er også vi vasket rene: Tænk, så meget var vi værd, at Herren selv vil bøje sig ned og vaske vores fødder og give os sit legeme og blod som fjerner al vor elendighed og skyld. Så kan enhver af os tænke om sig selv: At han er dyrekøbt og derfor dyrebar.

Amen

 

Skærtorsdag

Salmer:

12 Min sjæl du Herren love

456 Vore Herre Jesus

461 Jesus Kristus er tilstede

455 Mindes vi

217 Min Jesus

Læsninger

Sl 116

1 Kor 11,23-26

Joh 13,1-15

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

Krist stod op af døde -
2. påskedag 2018 -
Han vandrer med os -
Krist stod op af døde -
Alle fronters Gud -
Den gode hyrde -

Læs også