Kommentar

Alfred Kubin Black Mass (1905)

Denne tunge og fugtige tåge, der i snart 40 år har indhyllet et lille goldt land langt mod nord, har ikke tænkt sig at slippe sit tag og drage videre. For den er begejstret over den modtagelse, den har fået fra mange af rigets indbyggere, der er vilde med dens hallucinerende og psykedeliske egenskaber.

For i deres foragt for virkeligheden ser de tågen som en adgang til paradiset eller Utopia. Et himmelrige, hvor mennesket i fred og fordragelighed forener sig med alle fremmede mennesker. 

En illusion, som har gjort dem alle blinde og døve. Så meget, at de i deres bestræbelser om at nå det ultimative, nu slår ned på de landsmænd, der endnu ikke er blevet omtågede. 

ANNONSE

Til utopianisterne rædsel får solen ind i mellem held til at bryde tågen og giv lys til dem, der helst vil være blandt egne fæller, men også blandt de fremmede, der har valgt landets værdier. Et rædselsscenarium for dem, der fortsat ønsker tågen frem for lyset, og fortsat ønsker et samfund domineret af fremmede, der er så stærke, at alle på et tidspunkt bliver lige – under et metafysisk gudebillede. 

Men de kan så glæde sig over, at tågen har bredt sig til det meste af Europa, hvor folk beruset af Utopia hver nat danser i gaderne, mens dem, der vil lyset, gemmer sig i mørket, under dynerne – og græder af fortvivlelse.

For denne formørkede tåge fastholder sit greb – og kun lyset vil kunne bryde dens ondskab.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)