Kommentar

Demokraterne i USA er inde i en radikaliseringsproces. Sidste uge vandt Alexandria Ocasio-Cortez (28) over en demokrat med ti sejre bag sig. De unge og smarte tror, at alt er muligt: Gratis universiteter, føderale jobgarantier og de vil afskaffe grænsepolitiet. I praksis går de ind for fri indvandring. Det vil forvandle USA til et helt andet samfund. Hvem skal betale?

 

Socialisme har aldrig haft en chance i USA. Alle forsøg har været dødfødte. Bernie Sanders repræsenterede derfor noget nyt. Hvis ikke Clintons havde kontrolleret partiledelsen og nominationen ville konkurrencen have været mere lige.

Men efter at Hillary tabte til Trump, har Demokraterne gennemgået en radikalisering. Hillary kunne ikke klare nederlaget og lægger stadig skylden på den rådne del af vælgerne. Nu er det hende, som har snakket om, at valget var “rigged”.

ANNONSE

Hun havde en forklaring klar: Russerne. Denne forklaring lå klar længe før valget. Allerede i juli 2016 begyndte FBI en kontra-efterretningsoperation mod Trump-kampagnen, med undercover informanter og overvågning.

Alligevel er det ikke lykkedes dem at fremlægge håndfaste beviser. Det har fået mange til at konkludere,  at der ikke findes nogen.

Parallelt med rænkespillet på højt niveau mod Trump, startede græsrodsbevægelsen mod Trump. Bare et par dage efter indsættelsen fandt den store kvindemarch sted med rosa vaginahuer. Allerede den gang blev der luftet tanker om at bruge vold mod Trump. Madonna stod på scenen og sagde, at hun legede med tanken om at sprænge Det Hvide Hus i luften.

Siden har Hollywood-stjerner, TV-kendisser, standup-komikere, kunstnere og politikere flirtet med tanken om at bruge vold mod Trump. Vicepræsident Joseph Biden sagde, at Trump var sådan en fyr, som han i skoledagene havde taget med om bagved gymnastiksalen salen og banket. Som enkeltstående udtalelse er den ikke så grov, men lagt ved siden af alle de andre har den en kumulativ effekt: Trump er så “bad” at vold er legitimt.

Man går fra ord til handling. Trump-administrationens nul-tolerance mod illegal indvandring var en katalysator. Det var ikke nogen stor sag. Obama havde gjort det samme. Men som med indrejseforbuddet rettet mod muslimske stater: Når Trump gør det, bliver det så mørkt, at man kan hente de værste adjektiver frem.

Hvis et hegn automatisk fremkalder KZ-associationer og ordet “brusebad” blir til gasning, giver man sig selv carte blanche til at “intervenere”.

Det begyndte med, at lederen af Department for Homeland Security, Kirstjen Nielsen, blev forulempet af aktivister på en mexicansk restaurant. Blandt dem var en ansat i Justitsdepartementet. Nielsen var på arbejde. Men hun fik også besøg hjemme. Pressetalskvinden Sarah Huckabee Sanders var ude for at hygge sig med familien, da ejeren af Red Hen kom og bad dem forlade stedet. Men ejeren lod det ikke være ved det: Hun fulgte efter den del af selskabet, som gik over til et andet spisested, og forsøgte også at få dem udelukket derfra. Det siger lidt om, hvor langt man er villig til at gå.

Personer i offentlig tjeneste skal mærke på deres krop, at nogle er uenige i deres embedsførelse. Men beslutninger er ikke personlige, de er forfattet af folk med et demokratisk mandat.

I virkeligheden er det selvtægt, mobben går ind for.

Dette kom endnu tydeligere frem, da Maxine Waters (Demokrat fra Californien) bad vælgerne om at forfølge Trump-ansatte overalt, hvor de måtte færdes: Ude i det offentlige, i supermarkedet, i biografen, på skoler. Det var en opfordring til at gøre Trump-ansatte lovløse, indtil de kastede håndklædet i ringen og sagde op.

I 1960’erne organiserede studenteraktivister sit-inns og sit-downs, ikke-voldelige aktionsformer for at fremme borgerrettigheder eller protestere mod Vietnam-krigen. Nu kopierer Demokraterne de samme metoder, og giver indtryk af, at demokratiet er i fare.

Forskellen er, at Demokraterne den gang var establishment-figurer som Hubert Humphrey. Yderkanten var repræsenteret af en anti-krigspolitiker som McGovern, som tabte stort.

Men det var utænkeligt, at Demokraterne den gang ville have brugt nazi-retorik om republikanerne.

Den gang var det yderliggående Students for a Democratic Society, som sloges med politiet under Demokraternes konvent i Chicago.

Nu er det Demokrater indenfor, som taler som de radikale studenter dengang.

Det markerer en enorm forskydning i det politiske landskab.

Europæerne hører kun Demokraternes version: At Trump repræsenterer noget unikt i USAs politiske historie.

Trump som person er unik, mens hans program er et forsøg på at genvinde kontrollen med egen skæbne og vise loyalitet overfor det amerikanske folk, det, som var den oprindelige idé om Amerika: Lovlige indvandrere som blev patrioter.

Demokraterne har erstattet dette med Obamas Amerika: Et kontinent uden grænser, for alle typer minoriteter, for en omskrivning af USAs historie, hvor dagens idealer har tilbagevirkende kraft. Det gør, at ordet hvid får negative konnotationer, hvis ikke de hvide er glade for, at de snart bliver i mindretal.

Parallellen til udviklingen i Vesteuropa er klar, men venstresiden i USA ligger langt foran Europa.

Det sidste er, at Demokratiske kandidater går ind for en opløsning af grænsepolitiet ICE, som med sine 20.000 ansatte opererer i hele USA. De udviser fremfor alt kriminelle illegale, og dem er der mange af – 5.000 bare i New York. De går efter menneskesmuglere og organiserede kriminelle.

Men fordi ICE håndhæver nul-tolerance-politikken, er de nu blevet skydeskive for Demokraternes venstreside, og det er den, som er sætter kursen.

Et tegn på det var, at Alexandria Ocasio-Cortez vandt over en af Demokraternes favoritter, Jason Crowley, i 14. valgdistrikt i Queens, New York. Crowley havde vundet ti valg til Kongressen og var påtænkt som en mulig Speaker i Repræsentanternes Hus. Ocasio-Cortez er ung, smuk, smart og radikal. En millenial efter Obamas hjerte: En begavelse, som skal berede grunden for en mere retfærdig verden. Derfor må hindringerne ryddes af vejen: Og de, som blokerer vejen, er ICE, grænsepolitiet. Væk med det!

Ocasio-Cortez’ sejr var et signal til de andre Demokrater om at gå mod venstre. En af topkandidaterne, Kirsten Gillibrand, som tidligere havde været for grænsekontrol, vendte på en tallerken og er nu for at nedlægge ICE. Kamala Harris (Demokrat fra Californien) er hoppet på vognen. Det samme er senator Elizabeth Warren.

Et andet tegn i tiden er, at Bernie Sanders nu får kritik for ikke at følge med i timen. Han ønsker ikke at nedlægge ICE, men at reformere det. Det er ikke tilstrækkeligt for de fremadstormende venstreorienterede: Sarah Jones skriver i The New Republic, engang et respekteret liberalt magasin, at Sanders ikke tilhører venstresiden, men mainstream. Han går rigtignok ind for at opsplitte bankerne, men ikke industrien!

She goes on to list his apparent heresies, including his reluctance to call for the nationalization of industry:

It’s certainly true that Sanders is to the left of most Democrats. But contrary to how he’s often portrayed in the media, he is not a doctrinaire leftist. … Sanders is not a revolutionary. His views aren’t even entirely consistent with democratic socialism, the political tradition he claims. It’s one thing to call for breaking up the big banks, and quite another to call for the nationalization of private industries.

Det siger noget om, hvor langt ude Demokraterne er, at nationalisering af industrien bliver luftet som et realistisk mål.

Ocasio-Cortez tilhører socialistpartiet samtidig med, at hun stiller op til Demokratiske primærvalg.

Republikanerne kan bare læne sig tilbage og følge Napoleons råd:

Never Interfere With an Enemy While He’s in the Process of Destroying Himself.

Men der er en reel fare for, at Demokraterne kan komme til at tage Amerika med sig i bølgernes tilbagetrækning.

 

 

 

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

 

ANNONSE
data-matched-content-ui-type="image_card_stacked" data-matched-content-rows-num="3" data-matched-content-columns-num="1" data-ad-format="autorelaxed">

Mest læst

Islam: Opium for venstresiden