Kommentar

Staffanstorp er et tætbefolket område nordøst for Malmø med 15.000 indbyggere. Den kalder sig “fremtidens kommune”. Det lyder ironisk. Staffanstorp er ved at blive et mareridt.

Katerina Janouch har lagt meget arbejde i at skildre situationen. Den er forfærdelig.

Volden blandt de unge i Staffanstorp forøges urovækkende. Våbnene og metoderne bliver hele tiden grovere. Der er røverier, trakasserier, mishandling, afpresning, trusler og stigende spændinger mellem først og fremmest unge indvandrere og svenske teenagere. Forældre begynder først nu at samarbejde med hinanden, men rædslen for banderne, som ofte får forstærkning af bevæbnede voksne mænd udefra, er stor. Senest i går kom det frem, at en dødsliste med tilfældige navne på svenske teenagere var lagt frem af  af en elev på Balderskolan. “De på listen skal stikkes med kniv”. Så slemt, som det er i Staffanstorp, har det aldrig før været, siger en af de forældre, jeg taler med.

Man tror næsten ikke på det, man læser. Noget sådant forbindes med storbyer. Dette er en lille svensk by, hvor det ikke er let at skjule sig.

Så slemt som det er i Staffanstorp har det aldrig været, siger en af de forældre, jeg taler med. Det begyndte så småt for fire år siden, da et antal indvandrere med arabisk baggrund flyttede hertil. Måske kom de fra Malmø, jeg ved det ikke. Men det var dengang det begyndte, de angreb børn, unge, pensionærer med rullator, de jagtede en kvinde og truede med at voldtage hende, hun blev reddet i sidste øjeblik.

Dette minder om en amerikansk western, hvor en bande lovløse kommer ind og tager sig selv til rette. De plejer at tage af sted igen, men det gør disse bander ikke. De vokser, de overtager.

Banderne tiltrækker nye medlemmer. Romaer, som tidligere var fredelige, slutter sig til araberne.

– Volden er vokset, hurtigt, den bliver grovere og grovere og der anvendes værre og værre våben. Det er først og fremmest indvandrere, som går til angreb på svenske børn, fortæller forældre, som selv har indvandrerbaggrund. Det er overvejende arabiske och romanske unge mænd og lidt ældre mænd i store grupperinger. De romanske familier, som har boet her i Staffanstorp tidligere, har der aldrig været problemer med. Men nu er det på en helt anden måde. Disse personer er relativt nyindflyttede og de gør alt, hvad de kan, for at dominere byen.

Der står voksne bag. De ældre fyre maskerer sig. De okkuperer byens centrum. På en hverdag kan der stå 30-40 maskerede mænd på torvet. Det er en demonstration af magt og brug af frygt som våben.

ANNONSE

Politiet lukker klokken 15.00. Moderaterne har villet leje et vagtselskab, men det har socialdemokraterne modsat sig.

– Det begynder altid på samme måde. De sender de yngste ind, og derefter nogle ældre teenagere. Balladen begynder med, at de kræver penge af svenskere, men også af indvandrere, som har boet her længe, de slår folk på skulderene. De siger “jag ska knulla din mamma”, de provokerer og angriber indtil den unge svensker svarer igen, så ankommer voksne i biler, det hele sker på ingen tid. Derefter har du ti, nogle gange tyve biler på stedet. De unge og de voksne har våben och de kan ofte være tyve mod én. De slår og sparker endog nogle, som ligger på jorden, de går tyve mand mod én.

Forældre, som ringer til de unge bandemedlemmers forældre, bliver skældt huden fuld: De skal passe sig selv, ellers de får de besøg hjemme.

Katerina Janouch fortæller, at når hun møder forældrene, er der mange som græder. De ved ikke, hvad de skal gøre. De føler, at samfundet har vendt dem ryggen.

Flere familier har måttet rejse bort i perioder for at undgå vold. Børnene går glip af skolegang. Nogle bor på hemmelige adresser, andre flytter.

En mor med et barn, som er blevet bestjålet og slået, ved ikke sin arme råd.

– Jag har talt med politiet om en beskyttet bolig, men ingenting sker, jag har sagt, at jeg vil have en sikkerhedsalarm, men ingenting sker… det føles, som om samfundet helt har vendt os ryggen. Min yngste søn er helt slået ud af det her, han ligger og græder og har flere gange forsøgt at tage livet af sig, han siger “jag orkar inte längre”, han skærer og stikker i sig selv.

Forældrene fortæller, at voksne mænd kommer op fra Malmø for at være med i banderne. Fænomenet spreder sig.

Forældrene er helt på det rene med, at lovene må ændres. De unge må straffes, selv om de er under grænsen på 15 år.

Men der skal en ordentlig oprydning til. Banderne har fået smag for magt. 30-40 maskerede mænd føler, de kan tillade sig hvad som helst.

Det værste er, at situationen i Staffanstorp virker som en beskrivelse af svensk fremtid.

Jag tænker hver dag på, at der kan ske mine børn noget. Der fandt en mishandling sted her i Staffanstorp så sent som i går, der var mange unge indblandede. Da jeg var lille, blev vi belært om,  at man ikke slår på piger. At man ikke er to mod én. Men intet af det gælder længere. Og det kommer til at blive værre, for disse  grupper bliver større, de får lov til at vokse sig mægtigere.

En af de voldelige unge sad dagen i forvejen på Balderskolen og fremviste åbenlyst en dødsliste. På den stod navnet på unge mennesker, som skulle angribes med kniv. Den 28. april blev en 17-årig svensk ung mand næsten dræbt af en afghaner. Afghaneren havde gået rundt i Staffanstorp og skreget, at han ville stikke nogen ned med kniv.

 

Katerina Janouch artikkel:

Staffanstorp: “Jag bara väntar på den dagen då de dödar mina pojkar”

 

 

 

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)