Kommentar

Poul Nyrup Rasmussen, statsminister fra 25. januar 1993.

Folkeafstemningen om EU den 18. maj 1993 udløste de værste uroligheder i fredstid. På 25 års afstand bør EU-jasidens politikere påtage sig deres del af skylden for, at blodet flød i de danske gader.

Forhistorien var, at et snævert flertal ved en folkeafstemning i 1992 afviste, at Danmark skulle være med i EU.

Nationen var delt, og ikke nok med det. Politikerne havde skruet EU-traktatens jura så ufleksibelt sammen, at et nej var et nej. Enten var man ude af EU, eller også var man inde.

Sammen med Bruxelles opfandt Uffe Ellemann-Jensen (V), Poul Schlüter (K), Poul Nyrup Rasmussen (S), Marianne Jelved (R) og Holger K. Nielsen (SF) så alligevel en mere fleksibel løsning, som blev sat til afstemning i 1993. Afstemningen førte til de fire dejlige danske EU-forbehold.

ANNONSE

Således banes vejen for vold

Løsningen var måske politisk bæredygtig i EU-eliten, men stadig juridisk umulig.

Afstemningen i 1993 satte derfor en dårlig stemning. Mange nej-sigere havde opfattet 1992-afstemningen som en total sejr netop på grund af juraen. Og således banes vejen for politisk vold. Den udspringer gerne af, at en gruppe mennesker (med rette eller ej) føler, at de har retten 100 procent på deres side, og at denne ret undertrykkes af autoriteterne.

Ingen undskyldning for voldsmændene

Nu endte folkeafstemningen 18. maj 1993 med en jasejr på 56,7 procent mod 43,3 procent nej. Alene derfor burde demonstranterne have ladet brostenene ligge. I et demokrati kan det ikke undskyldes at kaste sten mod politiet.

I de forløbne 25 år har der været en fed og overvægtig fokus på, at politiet skød 113 skarpe skud og derved sårede 11 af de generelt ganske primitive demonstranter. Det var første gang i fredstid, at der blev skudt med skarpt på den måde. Javel og so what?

Stakkels betjente!

Hvor mange husker antallet af sårede betjente? Svaret er 90. Heraf mange alvorligt og varigt.

Disse betjente gjorde blot deres pligt, og da de under arbejdet blev udsat for livsfare, hvorefter det blev nødvendigt at skyde skarpt, ja så prøvede de endda at undgå dødsfald (“skyd efter benene”). Man kan ikke fortænke betjentene i at have skudt.

Alligevel har der været et hav af dyre undersøgelser, hvor bagkloge politikere og journalister har peget anklagende fingre mod politiet. Jovist begik politiet fejl den aften, men den danske “undersøgelses”-tradition bunder i, at reelt skyldige politikere og topembedsmænd ikke vil påtage sig deres ansvar.

Apropos den pt. verserende Tibet-sag og den fortsat verserende sag om Rigsarkiv-tyverierne.

En lære af 1993 er således, at Danmarks politiker-elite med hjælp fra medierne til enhver tid vil tørre ansvar af på alle andre end sig selv.

Volden 18. maj 1993 minder om augustoprøret i 1943

Godt nok er der store forskelle, f.eks. var der i 1943 talrige dræbte og alvorlige kampe over længere tid. Men ligesom i 1992-93 var det partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstreog til dels Det Konservative Folkeparti, som med deres “samarbejdspolitik” lagde kimen til opstand i Danmark.

Partiernes lydige samarbejde med Adolf Hitler blev i sommeren 1943 for meget for et flertal i befolkningen, især de unge, og “samarbejdspolitikken” væltede 29. august 1943.

Det tyske militær indførte undtagelsestilstand, og Hitler var derefter nødsaget til at bruge flere ressourcer på at holde danskerne nede. Dette hjalp de allierede lidt og på en måde, så Danmark i maj 1945 kunne stå som vinder frem for at få taberstatus som Østrig.

Denne historiske lære er aldrig for alvor gået op for S, V, R og K.

De mere blodige sider af firebandens Hitler-samarbejde er bekvemt skrevet ud af partiernes historiebøger.

Historiske fejl gentages

Og i dag gentager de fire partier så de historiske fejl.

Den EU-traktat, som i dag er påført Danmark, blev godkendt af Anders Fogh Rasmussen (V) og EU-jasiden helt uden dansk folkeafstemning.

Kendsgerningen er, at nutidens Lissabontraktat, som burde have været til folkeafstemning i årene 2005-2008, er langt mere EU-ekstremistisk end den traktat, som førte til blodsudgydelserne 18. maj 1993.

På 25 årsdagen for 18. maj 1993, og midt i en Brexit-tid, leverer EU-jasiden således stadig en cocktail, som kan true Danmarks politiske stabilitet.

 

 

Kan du lide hvad du læser? Ønsker du flere og bedre artikler af Document? Giv dit bidrag. Vores paypal-adresse er paypal@document.dk.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)