Kommentar

Den røde linje, som Obama trak tidlig i Syrien, og som han, da det kom til stykket, gik bort fra igen,  handlede om nogle værdier, som Vesten ikke kan svigte uden at slutte med at være sig selv.

De, som vil reducere det til realpolitik, – dvs. interesser eller spørgsmål om nytte, Assad har allerede vundet – viser alt andet end realisme. De viser, at de ikke længere ved, hvad Vesten står for.

Norge støttede bombningen, det samme gjorde Danmark. Mens svenskere og tyskere svarer “dialog”, selv når de står med hovedet inde mellem monstrets kæber.

Der ligger en dyb modvilje i kultur og samfund mod at erkende, at vi befinder os i en situation, hvor der vil blive flere “red lines”, faktisk støder vi på nogle hver dag, store som små.

ANNONSE

Selv Donald Trump havde problemer med at indse dette. Forpligtelserne og ansvaret, som følger med at være verdens eneste demokratiske supermagt, kolliderer med ønsket om America First.

Trump bør vide, at hvor end, der er sket noget alvorligt i nyere tid – armenerne, jøderne, kurderne, bosnierne – så har spørgsmålet været: Hvor var USA?

Bosnienerne ventede på kavaleriet i flere år. De vidste, at verden hele tiden fik rapporter om deres lidelser og troede, at fordi det skete i Europa, så ville “Europa” reagere. Men Europa gjorde ingenting. Det begyndte i stedet at finde på undskyldninger og rene løgne. Det var USA, som måtte være “Europa”, og det skete kun, fordi den japanske FN-udsending med veto til flystøtte, var bortrejst. Lederen af UNPROFOR var en ordentlig fyr og en hård negl, briten Rupert Smith. Han indkaldte flyene efter endnu en markedspladsmassakre, en klar parallel til Douma.

Det er tankevækkende, at Thorvald Stoltenberg var imod at bruge magt mod serberne, uanset hvad de gjorde. Indvendingerne var de samme som nu: Hvor var beviserne? Var det ikke snarere bosnierne, som skød på sine egne? At hans søn i dag leder alliancen, hvis ledende medlemmer bomber Assad, er symbolsk og et skifte, som havde fortjent at blive kommenteret.

Politik er ikke noget a la carte, det er ikke pick and choose. Vil du have fordelene, må du også tage ulemperne.

Autoritære stater “gør dette” på en helt anden måde end demokratier. Vi har kunnet se de senere år, at Rusland og Kina er blevet offensive og udfordrer Vesten. Det samme gør Iran regionalt.

Det kom helt uforberedt på særlig Europa. Skripal-sagen var en øjenåbner.

Putin backer Assad, i partnerskab med Iran. Kina er på deres side.

Det specielle med Iran er, at de ikke bare har magtambitioner og udfordrer sunni-staterne. De har en udslettelsespolitik overfor den jødiske stat.

Da Jeffrey Goldberg interviewede Barack Obama lige før undertegnelsen af atomaftalen med Iran, havde Obama ikke noget problem med at erkende Irans fjendtlighed mod Israel. Men mente, at også den iranske ledelse var rationelle aktører. De ville ikke foretage sig noget, som satte deres eget regime på spil.

Virkelig? sagde Goldberg. Har du ikke hørt om, da Hitler brugte dyrebar jernbanekapacitet til at sende jøder til gaskamrene fremfor at flytte tropper?

Nei, Obama var ikke klar over det. Dvs. han var så stolt, at han aldrig kunne indrømme, at der var noget, han ikke forstod.

Denne X-faktor fandtes hos Saddam, som brugte gas mod kurderne i Halabja, og den findes i høj grad hos Assad. Den er intet enkelt fænomen: Den, som begår sådanne handlinger i dagens verden, forkynder dem ikke, han benægter dem.

Der står en armada af mennesker i Vesten klar til at så tvivl om sandheden i historierne, og de fleste af dem findes på venstresiden. Der findes mange måder at afmægtiggøre overgrebene på og sy dem ind i parenteser, som gør, at de bare bliver svage historiske ekkoer, som dør hen.

Trump blotlagde sin egen ambivalens overfor de opgaver, han står overfor.

Looking around our very troubled world, Americans have no illusions. We cannot purge the world of evil or act everywhere there is tyranny.

No amount of American blood or treasure can produce lasting peace and security in the Middle East. It’s a troubled place. We will try to make it better, but it is a troubled place.

Her siger Trump, at Mellemøstens problemer er overmenneskelige. Men USA vil forsøge. Han retter en advarsel til Iran og Rusland:

I ask: What kind of a nation wants to be associated with the mass murder of innocent men, women and children? The nations of the world can be judged by the friends they keep.

No nation can succeed in the long run by promoting rogue states, brutal tyrants and murderous dictators. In 2013, President Putin and his government promised the world that they would guarantee the elimination of Syria’s chemical weapons. Assad’s recent attack and today’s response are the direct result of Russia’s failure to keep that promise.

Russia must decide if it will continue down this dark path or if it will join with civilized nations as a force for stability and peace. Hopefully, someday we’ll get along with Russia and maybe even Iran, but maybe not.

Her stiller Trump et spørgsmål til sig selv. For hvad hvis Putin og Iran fortsætter ned ad denne “dark path”, hvem skal så stoppe dem?

Det er netop det ansvar, de som bærer civilisationen har, og som gør det til en byrde, som kræver ofre. Vestlige mennesker er ikke vant til at yde ofre i fredstid og amerikanerne er trætte af fjerne krige.

Carsten Jensen sagde under krigen i Bosnien, at hvis demokratierne ikke evnede at forsvare civile mod belejring og vilkårlig bombning, som om vi var vendt tilbage til Middelalderen, så ville verden blive reduceret til kampen om foderet i grisetrugene. De med de største tryner vinder.

 

ANNONSE

Skriv et svar