Kommentar

USA er en papirtiger, sagde Maos Kina. Trump har genrejst forsvaret, men en supermagt skal helst slippe for at bruge det. Det skal række med afskrækkelsesevne. Den har fejlet og USA testes på flere områder. Trump forstår det. De andre må ikke tro at han bluffer. Derfor må han nogle gange bruge magt. Han har sendt hangargruppen USS Abraham Lincoln til området. 

Donald Trump høster hvad Obama såede: En svækkelse af amerikansk afskrækkelsesevne. Den må genrejses, men ikke så USA havner i krig med et mullah-regime, som frygter det står foran sin undergang. Amerikanerne er splittet: De er trætte af Mellemøsten og er uafhængig af olien, men kan ikke lide at blive trådt på.

Donald Trump står overfor en alvorlig situation: Han har presset mullaherne op mod væggen og de begynder at blive desperate. Han bliver nødt til at følge op når Iran spiller et ekstremt højt spil med angreb på international skibsfart. To norske tankskibe er blevet angrebet.

ANNONSE

Det burde fortælle Norge, at konflikten i Perserbugten angår os. Men der er ikke stor bevidsthed om faremomenterne og relevansen for Norge i norsk offentlighed. Rederiforbundet og myndighederne er mest optaget af sikkerhed, som om det rækker med at bruge sikkerhedssele.

Det centrale for enhver stormagt er afskrækning, for en supermagt er det alfa og omega. USA’s afskrækkelsesevne har været for nedadgående i lang tid og forsvandt nærmest under Obama.

Afskrækkelse vil sige at dine modstandere aldrig mister troen på at du vil bruge magt, hvis dine interesser er truet eller trådt på. Obama reagerede ikke, selv når amerikanske soldater blev ydmyget på iransk TV.

USA har vitale interesser i Mellemøsten, ikke lige så vitale som før, da det var afhængigt af olie. Nu er det USA, der er verdens største olieproducent. Det er sket under Trump, men han har kun fået ringe kredit for det, selv om det befrier USA fra en lammende frygt for stop i olieleverancerne.

Det gør at USA står frit til at presse Iran på dets mest sårbare område: Eksporten af olie.

Det er her USA træder over Irans røde linjer. Så opstår spørgsmålet: Er USA villig til at tage konsekvensen af det? Har man tænkt over konsekvenserne?

Iran har signaliseret at hvis ikke de må eksportere olie skal heller ingen andre få lov til at gøre det. Angrebene på tankskibe i Oman-bugten og i Hormuz-strædet er signaler om at Iran kan påføre verden stor smerte, hvis det vil.

Men disse angreb er bare en lille del af trusselbilledet. Iran har et stort register at spille på i Irak. Amerikanske baser er blevet angrebet både i Basra og Mosul. Budskabet er ikke til at misforstå: -Vi kan ramme jer, når vi vil.

Houthi-militsen i Yemen har angrebet olieledninger, flyvepladser og afsaltningsanlæg i Saudi-Arabien. Der mangler bare at Hizbollah angriber Israel.

Trump har et problem: Han har indført sanktioner som presser regimet så befolkningen bliver nervøs. National sikkerhedsrådgiver John R. Bolton har ikke lagt skjul på at de gerne ser et regimeskifte. Det får alle lamper til at lyse rødt i Teheran, særlig fordi protester fortæller dem at de ikke er populære.

På den anden side sidder amerikanere som har opsummeret erfaringerne de sidste tyve år i Mellemøsten: USA har ønsket at genskabe Mellemøsten i sit billede og har betalt en uhyggelig stor pris i mandskab og penge for det. Hvad har udbyttet været? -De vil ikke have os, har mange amerikanere konkluderet.

Det er et spørgsmål som også norsk offentlighed burde stille, men det bliver ikke gjort. I stedet er venstresiden optaget af at vi skal give asyl til alle afghanere, som kommer til Norge. De ubehagelige politiske spørgsmål er ikke på bordet, takket være en venstreside som totalt dominerer medierne. Alt reduceres til enkle valg mellem godhed og ondskab, hvor Trump er tildelt den ondes rolle.

Irans system er ren galskab: Det stolte land er et teokrati, hvor Den Øverste Leder, som er den største juridiske fortolker af sharia, har suveræn magt over religion og samfund. Europæerne snakker ikke gerne om hvad et teokrati betyder, for sharia er begyndt at trænge ind i de europæiske lande.

I USA har demokraterne meldt sig ud af enhver fornuftig samtale og stiller irrelevante krav om at Trump må spørge Kongressen om lov til at svare på angreb. Det har ingen præsident gjort før ham.

Men også på Republikansk side er der uenighed, mellem dem, som ønsker at bruge amerikansk magt til det, den er skabt til, uanset om erfaringerne har været delte, og de som ønsker en større tilbageholdenhed. Trump blev valgt på et program som ville prioritere amerikanere fremfor Mellemøsten.

Men den stærke patriotisme betyder at hans vælgere ikke vil at USA skal blive trådt på.

Tucker Carlson er blevet en stærk kritiker af nye engagementer i Mellemøsten. Mellemøsten er en hvepserede og Trump kan stå overfor sit “Vietnam-moment”, siges det, dvs. han kan blive viklet ind i en eskalerende konflikt med Iran, med Saudi-Arabien på USA’s side. For mange i Kongressen er det en uspiselig tanke.

Men Tucker Carlson kan ikke svare på hvilke byrder der påligger en supermagt. Den bærer verdens orden. Hvis USA skal være USA må det udfylde den rolle.

USA udfordres af Kina. Nordkorea, Rusland og Venezuela. Det er meget på en gang. Der er grænser for hvor mange konflikter selv Washington kan klare at håndtere.

Foreign crises are challenging for even the most seasoned administrations, and President Trump’s team is concurrently caught up in tensions with Iran, China, North Korea, and Venezuela. The mental bandwidth and physical capacity available to deal with such situations are finite, and spreading America’s military resources and the attention of its senior decisionmakers too thinly around the globe risks courting disaster in one or more places. As the United States works through the current crisis with Iran, it should deescalate in these other arenas.

Demokratier foretager helt andre kalkuler end tyrannier. Tyrannier behøver ikke tænke på etik eller menneskeliv, hverken hos fjenden eller hos sin egen befolkning. Den forskel er ikke indlysende for et Europa som driver med strømmen og er lige så splittet som USA.

Angela Merkel afviste sin udenrigsminister Heiko Maas, som ikke ville tage Washingtons side. Merkel var enig i at det er Iran som angriber.

Men findes der et Vesten længere, er spørgsmålet.

 

 

Rumors of War: Responding to Iranian Pushback in the Gulf

Michael Eisenstadt and Farzin Nadimi

ANNONSE

Mest læst