Billedet: Afrin i Syrien 24 marts, efter at Erdogans fly og artilleri har bombet byen. Den havde 200.000 før krigen og mindst 400.000 nu. Befolkningen var fordoblet, fordi Afrin havde undgået krigens ødelæggelser. Nu ser Afrin ud som Øst-Ghouta i Damaskus. Putins og Erdogans hænder giver samme resultat. Foto: Khalil Ashawi/Reuters/Scanpix

De sidste oprørere har snart forladt den syriske enklave Øst-Ghouta udenfor Damaskus. Der boede 2 millioner før krigen og 400.000 da Assad og Putin begyndte bombningen af dem. 1.500 civile er dræbt, ifølge SOHR.

Taktikken er at belejre områderne, spærre dem af og bombe. Til sidst har indbyggerne og oprørerne ikke  andet valg end at lade sig evakuere. Denne gang til det sidste store oprørskontrollerede område, Idlib-provinsen. Der kommer mønsteret formentligt til at gentage sig. Civile lidelser tæller ikke. Russerne brugte samme metode i Tjetjenien. Hvad metoder angår, er Putin og Assad på bølgelængde.

Russerne bestemmer

Men det, som ikke kommer tydeligt frem – NTB (Norsk Telegrambyrå) kalder russerne for Assads “allierede” – er, hvor meget Putin bestemmer på landjorden i Syrien. Det er Rusland, som oprørerne forhandler med om frit lejde i Øst-Ghouta. Rusland udøver dermed en direkte myndighed i krigførelsen i et andet land. Det er også russisk militærpoliti, som rykker ind og overvåger den såkaldte våbenhvile.

Ifølge den regeringsvenlige avis Al-Watan er oprørerne gået med til at efterlade tunge våben i Douma, hvor der skal patruljeres af russisk militærpoliti efter tilbagetrækningen. NTB 1. april

Russerne spillede også en rolle i Erdogans angreb på den kurdiske by Afrin på grænsen til Tyrkiet. Da daværende udenrigsminister Rex Tillerson 20. januar bekendtgjorde, at USA ville blive stående i Nordsyrien, trak russerne øjeblikkelig sin beskyttende hånd væk fra kurderne. Den havde givet sig udslag i, at de ikke blev bombet af Tyrkiet. Samme dag startede Erdogan operationen mod Afrin.

En af toplederne for Bevægelsen for et demokratisk samfund, kurdernes politiske gren, Aldar Khalil, siger til Patrick Cockburn i byen Qamishli:

At one time, Russia had a few troops in Afrin to deter a Turkish invasion and these were backed up by the Russian air force and anti-aircraft missile defence systems in northern Syria. Mr Khalil says the reason that the Russians gave a green light to a Turkish invasion was in retaliation for the drive of the Kurdish Arab forces into Deir Ezzor, depriving Mr Assad of Syria’s biggest oilfields.

Både Erdogan og Putin er røvere. Putin lod Wagner-militsen, russiske lejesoldater under en oligark, få procenter af de oliefelter, de kunne erobre omkring Deir al-Ezzor. Det var her, de stødte sammen med amerikanerne 8. februar. Et trecifret antal russere blev dræbt.

NGO-systemerne, de humanitære organisationer, har for længst mistet deres politiske clout. Derfor kritiserer en mand som Jan Egeland ikke russerne direkte. Det er dem, som bestemmer.

Erdogan

Turkish President Tayyip Erdogan, wearing a military uniform, arrives at Ogulpinar military post on the Turkish-Syrian border in Hatay province, Turkey April 1, 2018. Murat Cetinmuhurdar/Presidential Palace/Handout via REUTERS ATTENTION EDITORS – THIS PICTURE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY. NO RESALES. NO ARCHIVE.

Billede: Erdogan i uniform på besøg hos soldaterne som indtog Afrin, på basen Ogulpinar i Hatay-provinsen, på grænsen til Syrien 1. april. Foto: Reuters/Scanpix

Erdogan bruger samme fremgangsmåde som Assad og Putin i Øst-Ghouta: Bombning af civilbefolkningen for at tvinge dem på flugt. Hvor skal de drage hen efter syv års krig? Civile står overfor et valg mellem flere onder. De bliver nødt til at begive sig ud på veje, som kontrolleres af fjender.

Patrick Cockburn og Robert Fisk i The Independent har engageret sig i kurdernes skæbne. Da YPG-militsen standsede IS ved Kobane, var det som et mini-Stalingrad. En heroisk kamp mod en overvældende styrke. Amerikanske fly afgjorde kampen til kurdernes fordel.

De kontrollerer nu 30 procent af Syrien. De er blot to millioner og får problemer med at forsvare deres territorium uden USAs hjælp.

Igen og igen bliver spørgsmålet: Hvad gør USA? Trumps udtalelser om tilbagetrækning vil betyde katastrofe for kurderne. Det vil også overlade Syrien til Erdogan og Putin.

While the world looks to Eastern Ghouta, civilians in Afrin are being slaughtered in their hundreds by Turkish forces

Verdens interesse for kurderne er minimal i forhold til deres betydningsfulde rolle. Afrins skæbne har ikke hjulpet. Det skyldes ikke bare krigstræthed.  Det skyldes også, at verden ikke orker at indse, at den står overfor nye trusler, efter at IS er nedkæmpet: Nu har Putin brugt samme metoder i Storbritannien, som han benytter i Syrien: Hensynløs vold. Der er nemlig en forbindelse og demokratierne har problemer med at forstå det.

Erdogans dogs of war

Det er særlig den tyrkiske hærs hjælpetropper, som farer brutalt frem overfor kurderne.

Among reasons for Kurds in Afrin to stay where they are is the nature of the Turkish forces that invaded the city on 20 January. There are regular Turkish troops and special forces, but also as many as 25,000 fighters operating under the umbrella name of the Free Syrian Army. But evidence from the front line and from former FSA and Isis members suggests that many of these are battle-hardened Islamists who had previously fought with or alongside Isis and al-Qaeda. They detest the US-backed Kurds, who hold 25 per cent of Syria, as one of the main reasons for the Islamist defeat in the struggle for Syria. No Kurd who falls into their hands will be safe.

At vælge et navn som Free Syrian Army synes at være at give fingeren til vestlige “allierede” som brugte det samme navn om de syrere, de kunne samarbejde med.

Man ser af billederne, at dette er en rag-tag-milits uden særlig disciplin. Der meldes om massiv plyndring i Afrin og ellers:

On a green hillside in Afrin in northern Syria, Arab militiamen allied to the Turkish army which invaded this Kurdish enclave seven weeks ago have captured a group of terrified looking Kurdish civilians. The unformed and heavily armed militiamen are shouting “pigs”, “pimp” and “PKK [Kurdistan Workers Party] pigs” all the while chanting “Allah Akbar [God Is Great]”. The Kurds, their hands raised in the air, are led away by the militiamen and their fate is unknown.

Etnisk rensning

Kurderne frygter, at de, som bliver fordrevet/flygter, ikke vil kunne vende tilbage. Erdogan kom med nogle ildevarslende udtalelser, da operation Afrin startede:

on the day after the invasion President Recep Tayyip Erdogan said that “55 per cent of Afrin is Arab, 35 per cent are the Kurds.” He added that Turkey’s aim was “to give Afrin back to its rightful owners.”

Man kan ikke lade være med at tænke, at dette er det omvendte af hvad kurderne oplevede, da de holdt folkeafstemning om uafhængighed i Irak sidste efterår. Dengang rykkede iranerne ind og okkuperede Kirkuk og jog dem mod nord. International flytrafik fra Erbil blev indstillet. Kurderne måtte bede Bagdad om godt vejr. De havde spillet højt spil, og led nederlag.

Erdogan går ind i Syrien og jager befolkningen i en by på mindst 200.000 på flugt, og Washington siger ikke meget. Macron har protesteret.

Hensynsløse autoritære ledere ser deres snit efter syv års krig. Kun USA udgør en reel modvægt. Hvordan vil Trumps nye sikkerhedsteam spille deres kort?

Kurderne har været et vigtig kort for USAs kamp mod IS. Nu er der tegn på, at IS igen rører på sig.

USA behøver venner i Mellemøsten. De har kurderne, og nu ønsker saudierne heller ikke, at USA skal trække sig ud.

Krigen har gået ind i et endgame-modus, og det kan vare længe. Den, som trækker sig ud, taber.

Kjøp Sir Roger Scrutons bok “Svindlere, svermere og sjarlataner” fra Document Forlag her!