Oraklerne



”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?”

Hvad er det, Jesus siger her? Siger han ikke, at man bare skal leve sit liv som en fri fugl? Spar dig ulejligheden med at slide i det med skolegang og uddannelse og arbejde! Lev livet med rejser, oplevelser og god mad. Smid ansvaret fra dig og dans dig vej gennem livet på bare fødder. Gud skal nok sørge for dig.

Det lyder i sandhed fristende. Og der skal nok være nogle af jer, der af og til hører jeres mave fortælle jer noget lignende. Sådan taler min mave i hvert fald indimellem, men jeg tror, Svend Brinkmann har ret, når han siger, at maven er fuld af løgn.

For Jesus siger ikke, at vi ikke skal gøre noget. Han siger, at vi ikke skal bekymre os. I må ikke være bekymrede for, hvordan I får, hvad I har brug for til livets ophold. Når man er overbekymret for, hvordan det hele dog skal gå, så bliver man enten apatisk eller stresset, fordi man tror, at alting afhænger af én selv, og så bliver ens opgave i livet så frygtelig overvældende. Drop bekymringerne. Gør, hvad du kan, så godt du kan, og overlad så resten til din Far i himlen.

ANNONSE

Men det er selvfølgelig langt lettere sagt end gjort, for det er grumme svært at lade være med at bekymre sig. Som Storm P. har sagt: “Hvis folk ikke er bekymrede, er det deres egen skyld, for der er nok at være bekymret for!”. Og der er ikke altid sammenhæng mellem, hvor meget man har at bekymre sig om, og hvor meget man rent faktisk bekymrer sig. De første kristne blev fx tvunget til at løbe spidsrod mellem rækker af gladiatorer med køller og kæppe. Derefter blev de kastet for løverne, trukket i stykker af heste, korsfæstet eller brændt som levende fakler. Men de var glade, fordi de fik del i deres Herres lidelser.

Lignende ting overgår vores kristne søstre og brødre i Mellemøsten i disse år, men de holder stædigt fast ved troen og vil hellere dø som kristne end leve som slaver af Allah. De ved, at hvad der end overgår dem i dette liv, så har døden tabt og mistet sin brod, og at Kristus har vundet dem del i det evige liv, og det er i virkeligheden det eneste, der betyder noget.

Til sammenligning bekymrer vi os i dagens Danmark overmåde meget for, om der nu også kommer tilstrækkeligt med folk i de flotte, velindrettede kirker, som det står os alle frit for at benytte, hvornår vi vil. Der er ikke grænser for de tiltag, der gøres rundt i landet, for at sikre, at folk allernådigst vil begunstige deres sognekirke med et besøg. Vi nedsætter fokusgrupper, udsender spørgeskemaer, skyder med spredehagl i alle retninger for at iscenesætte den ene eller anden form for ”eksperimenterende gudstjenste” eller lignende. Og dette til trods for, at kirkegangsprocenten i dag ikke er mindre end gennemsnittet i de sidste 300 år, bortset fra en periode med kirketugt i 1700-tallet.

Vi må virkelig leve i en ultra-bekymret tid, synes man! Se nu Apostlen Paulus, hvis breve vi læser højt fra tit og ofte her i kirken. Hvordan forkyndte han evangeliet? Bekymrede han sig for, hvordan det blev taget imod? Nej, det var op på byens torv og fortælle historien råt for usødet. Heller ikke dengang blev evangeliets forkyndelse mødt med blomsterbuketter og klapsalver, faktisk var de fleste temmelig uinteresserede i, hvad Paulus og co. havde at sige. Hvis nogen hørte efter, blev de oftest ikke optændt af Helligånd, men af harme og galde, og Paulus blev jaget på porten med fare for liv og lemmer. Til sidst blev han henrettet i Rom.

Tænk, hvis han i stedet havde indbudt til kreativitetskurser, hvor det skulle gennemdrøftes, hvad man kunne gøre for at få evangeliet gjort mere appetitligt eller smart. Eller udnyttet synergien i apostel-teamet til at disrupte den konkurrerende jødiske religion? Eller nedsat fokusgrupper, der skulle diskutere, hvor meget, de syntes, de fik ud af Paulus’s prædikener, og hvad han eventuelt kunne gøre anderledes. Sikken appel, hans budskab så ville have haft. Sikken tilslutning, der ville have været. Sikket idol, han kunne være blevet – afholdt og elsket af alle og enhver, en rigtig jolly good fellow. Sikke flowcharts, han kunne have fremvist ved sine TED-talks. Og propfyldte synagoger, ingen tvivl om det.

Måske ikke for evigt, for mennesker har det med på et tidspunkt at gennemskue det, det er falsk og oppustet og kun konstrueret for at tækkes så mange som muligt. Men alligevel: succesen ville have været til at tage og føle på. Nu valgte Paulus – og Silas og Barnabas og alle de andre – at føre en anden, mere kompromisløs stil. Man hører ikke et eneste sted i Apostlenes Gerninger, at de første kristne gjorde sig de mindste bekymringer omkring, hvorvidt de greb sagen rigtigt an eller ej. De tænkte kun på at fortælle historien om Jesus Kristus. Og de var da også frygtelig upopulære, og endte næsten alle sammen med at blive halshugget, korsfæstet eller lignende, for man gad simpelthen ikke høre på alt deres irriterende præk.

Det er faktisk et under så helt igennem fantastisk, at det fuldstændig unddrager sig menneskelig fatteevne, at kristendommen ind til videre har overlevet i 2000 år. For man kan dog dårligt forestille sig en trosretning, der har haft så vanvittigt et projekt, så utidige repræsentanter og så dårlig presse, som evangeliet om Jesus Kristus har.

Når kristendommen har haft så relativt stor gennemslagskraft, som den trods alt har, så må det ene og alene tilskrives Helligånden, for det skyldes i hvert fald ikke menneskelige bekymringer. Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Hvordan får vi dét brød, så vi kan leve? Jamen gå hen i kirken og vær sammen med dine medkristne søstre og brødre. Luk Bibelen op eller læs i din andagtsbog. Sæt dig ned og fold dine hænder og bed. Det er så vidunderligt simpelt og nemt, at det næsten ikke er til at fatte.

Jo jo, det er så godt nok for mig, tænker du måske, men hvad med Folkekirkens fremtid. Tænk, hvis den må lukke og slukke? Tjo, det må den måske engang, det kan vi ikke rigtig vide. Men en ting er sikkert, og det er, at Jesu Kristi Kirke, den hellige almindelige kirke af levende stene, den går ikke til grunde, så længe Jorden står. For den er overalt, hvor Guds Ord lyder, og Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå, siger Jesus. Og så sandt vi anser Jesus for at være troværdig, så må vi også tro, at han holder, hvad han har lovet os.

Amen.

 

 

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.