Kommentar

 

Robert Doisneau Sunday morning in Arcueil (1945)

Definitionshegemoni er noget vi er bekendt med i dagens kunstliv. Det betyder, at bestemte grupperinger insisterer på en privilegeret, normativ position, som er indiskutabel og uangribelig. I kunstlivet er konsekvenserne af en sådan definitionsmagt synlig tilstede, når stipendier uddeles, udstillinger bliver prioriteret og vigtige stillinger besat. Dette system af selektion og definering er i dag institutionaliseret og kontrolleret af en kulturpolitisk elite med venstreradikale prioriteringer.

Helt fra 1800-tallet har kunstnere vurderet hinandens værker og godkendt dem til udstilling og stipendier, men med modernismens gennembrud i Norge efter 2. Verdenskrig og 70’ernes radikale politisering dukkede der en definitionsmafia op, som introducerede en rigid, politiseret evalueringskontrol. Den var traditionsfjendtlig og kunstnerisk undergravende, hvor kravet om overskridelser, brud og forandring udgjorde de grundlæggende principper for vurdering af kunstværker. Hvis kunstværket ikke viser tegn på overskridelse, brudd og forandring, bliver det umiddelbart defineret ud af samtidskunsten med den begrundelse, at sådan kunst er et historisk tilbagelagt stadium.

Bagtæppet for en sådan teori om definitionsmagt i kunsten er en utopisk tænkning af venstreradikalt tilsnit, som altid er i tråd med en marxistisk historieteori. Har man definitionsmagten, kan man også styre fremtidens kunst i den rigtige retning og ikke blot kunsten, den radikale magtambition gælder faktisk alle samfundsområder, hvor de fleste administrative og faglige stillinger efterhånden bliver besat af politisk korrekte aktører, kort sagt af en venstreradikal elite. Kunstnerne har været fortroppen, avantgarden, i dette magtprojekt, som stadig er i bevægelse og forandring. Teorien om permanente brud og overskridelser inkluderer også en påstand om, at kunsthistorien er definitivt forstået og kan afvikles, med det paradoksale resultat, at samtidskunstens egne normer bliver statiske. De er ikke længere, som tidligere normer og kunstteorier, historisk betingede og tidsbundne, men tidløse.

ANNONSE

Det er dette, som giver definitionsmagten en speciel status, i den forstand at magten nu er både faglig, moralsk og politisk uangribelig. Denne magtkonstellation er altså ikke bare baseret på faglig autoritet, kunsten er nemlig en så privilegeret og ophøjet aktivitet, at også det moralske og politiske er blevet underordnet den æstetiske autonomi. Helt i strid med Oplysningstidens gyldighedsfordeling, hvorefter kunsten, moralen og videnskaben fik tildelt en ligeværdig og selvstændig autonomi, ophøjede avantgardekunsten i midten af 1800-tallet sig til den suveræne leder af det moderne projekt. Følgelig anså den sig også kapabel til at blande sig i og overstyre moralen/politikken og videnskaben.

I det perspektiv er definitionsmagt helt afgørende for venstresiden. Kunsten er nemlig et frigørelsesprojekt, som ingen kan kritisere eller opponere imod. Den har fuld kontrol over kulturlivet, som er en underafdeling med det formål at dekonstruere vore nationale traditioner og værdier. Kristendommen er for længst nedkæmpet og forvandlet til en sekulær religion med venstreradikal profil. Og kulturpolitikken er helt domineret af kunstnerorganisationerne, som har fået indført kravet om, at politikerne skal holde sig «i armlængde afstand» fra kunsten.

Den eneste autonomi, som nu gælder, er den kunstneriske. Moralens og politikkens kompetence og autonomi har ingen gyldighed længere, de er i dag underlagt æstetikken og gjort magtesløse. Derfor kan  kunstnerne blande sig på de andre gyldighedsområder, mens deres eget fagfelt er forbudt område. Ja, kunstnerne er nu så højt hævet over politik, moral og tænkning, at de blot mangler at påberåbe sig at være kunstnere af Guds nåde, som konger og kejsere var i gamle dage.

Det hele handler altså om definitionsmagt, at man med stor styrke og suveræn arrogance fastslår, hvad man kan snakke om og hvad, som bør forties. Strategien er velbrugt og venstreradikal, i praksis en monologagtig messen af politisk korrekte synspunkter, som har fået status af at være objektiv kundskab. Vi kan kalde det en politisk og kulturel normaltilstand, som den venstreradikale magtelite hævder har vokset frem af sig selv, og det helt naturligt. Man får faktisk indtryk af, at denne proces og selektionen af de politisk korrekte følger et darwinistisk udviklingsforløb, og at magteliten egentlig også har naturhistorien på sin side.

Det er meget fornuft i dette perspektiv, men drivkræfterne har nok ikke noget med natur at gøre. For at sige det lige ud – drivkraften er store doser venstreradikal tænkning, som gennem årtier har inficeret statsadministration, medier, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og ikke mindst kunstnerorganisationer. Da den italienske marxist Antonio Gramsci i 30’erne indså, at revolution ikke kunne gennemføres ved en væbnet frontkrig, udklækkede han en ny strategi, nemlig at erobre magten indefra, gennem en fordækt stillingskrig. Det indebar, at de venstreradikale systematisk og på normal vis søgte stillinger og positioner med stort magtpotentiale og ditto styringsmuligheder.

En anden af venstresidens politiske guruer var den tyske marxist Walther Benjamin, som på æstetikkens område pointerede nødvendigheden af at politisere kunsten og bruge den som brækjern mod den borgerlige fascisme. Nu er det ikke noget  nyt i norsk kunst, som åbenlyst er blevet hærget og domineret af venstreradikal politisering i de sidste 50 år, men den skjulte politisering af institutionerne, som Gramsci opfordrer til, begyndte allerede, da Ap kom til magten. I dag er den venstreradikale magt i institutionerne mer befæstet og kompakt end nogen sinde tidligere.

Selv under borgerlige regeringer fungerer den venstreradikale definitionsmagt ubesværet. Her er politiseringen usynlig, men højst virksom under dække af forskellige typer faglighed og kompetence. Vi ser det endnu tydeligere i Sverige, hvor administrative og faglige aktører helt åbenlyst udtrykker venstreradikale synspunkter i strid med stillingsmandatets krav om politisk neutralitet. De er så sikre på at besidde definitionsmagten, at de i fuld offentlighed kan lyve om faktiske forhold. Det er den samme bande vi finder i eventyret om «Kejserens nye klæder».

I denne fortælling ser vi, hvordan kejserens etater og administration lyver både for kejseren og folket. Det er denne type «støttespillere», som i dagens Norge har en venstreradikal hånd på definitionsmagten og som styrer medierne og den offentlige smtale. Når hensigten på alle måder er at undergrave nationens identitet og historiske traditioner, kan man vanskelig kalde det et frigørelsesprojekt. Det er vel snarere et kulturelt nedrivningsprojekt.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Skriv et svar