Kommentar

Historisk set har ikonoklasmen (billedstorm, ødelæggelse af helgenbilleder) været rettet mod billeder og udskårne billedgengivelser, for eksempel skulpturer. Men fjendtligheden har også en komponent eller dimension, som gør det livsvigtigt ikke bare at afvise billedobjekter, men at udradere alle de historiske traditioner og værdier, som objekterne udtrykker. Én ting er at afbilde et menneske eller andre elementer fra virkeligheden, det er selvsagt forbudt, men sådanne billedgengivelser og deres motiver repræsenterer også kulturelle traditioner, som det er magtpåliggende at få fjernet, enten af politiske eller religiøse grunde.

Dette dobbelte aspekt ved ikonoklasmen var i middelalderen og i protestantismens oprør mod den katolske kirke et spørgsmål om bogstavtro religiøsitet. I moderne tid derimod, med den kunstneriske avantgarde som kulturel og æstetisk drivkraft, dukker den dobbelte ikonoklasme op igen og skaber strid. Denne gang er den  ikke religiøst begrundet, men motiveret ud fra radikale, politiske idéer om at nedkæmpe borgerskabets hegemoni og kulturelle traditioner.

At fornægte billeder med reference til virkeligheden, blev i første omgang en vigtig kampsag for avantgarden. Billedkunst handlede ikke længere om den ydre virkelighed, men om indre følelser og sjælelige oplevelser. Med tanke på, at al kunst før 1900 blev skabt ud fra vore opfattelser af virkeligheden, baseret på historiske traditioner og kulturelle værdier, prøver avantgardens ikonoklastiske tænkning også at nedbryde hele vor europæiske kulturarv.

ANNONSE

Dette fortidshad finder vi indarbejdet i den modernistiske kunsts forskellige strategier helt frem til i dag. Kunstnerne prøver ikke bare at eliminere alle førmoderne kunstudtryk, men også at stemple dem som reaktionære udtryksformer, man må bekæmpe. Her kan man bare tænke på behandlingen af Odd Nerdrum i norsk kunstliv. Helt tilbage fra han startede tidligt i 1960’erne blev hans malemåde stemplet som bagstræverisk og umoderne. En opfattelse, som fortsat står ved magt blandt kritikere og kunstkendere.

Den tyske kunsthistoriker Gottfried Boehm er en af de få indenfor det faglige felt, som har prøvet at belyse den moderne ikonoklasme i kunsten. Han tager ikke stilling til den implicitte traditionsfjendtlighed og fortidshadet, men påpeger at der indenfor avantgardens mange udtryksformer findes to strategier, som er kunstnerisk udfordrende, og  i et billedmæssigt perspektiv undergravende. Begge prøver at ophæve billedkarakteren, så billedet enten går helt op i virkeligheden og bliver meningstom, eller man insisterer på at bildet er en genstand blandt alle andre genstande i verden, som for eksempel urinaler og bilvrag, så billedets egenart som visuel kunstform bliver udraderet.

I anden halvdel af 1800-tallet proklameres tesen om «Kunsten for kunstens skyld». Dermed drives kunsten ind i en position, hvor det kunstneriske bare handler om at afdække de formelle aspekter ved billedproduktionen. Kunsten bliver forstået som en intern, faglig aktivitet, som ikke har noget med samfundet at gøre. I det perspektiv udvikler kunstnerne en række nonfigurative udtryksformer, som i stigende grad fjerner sig fra fortidens kunsttraditioner og samtidig bryder kommunikationen med publikum. Kunsten bliver på en måde autistisk.

Denne autistiske proces, som udgør modernismens storhedstid, står på helt frem til 60’erne og 70’erne, da den transformeres til en konceptuel strategi, hvorved genstandskarakteren bliver uvæsentlig for den kunstneriske produktion. På en ganske målrettet facon ophæver man her sammenhængen mellem værk og værkets mening, således at der ikke længere findes et fysisk og visuelt udgangspunkt for at tilegne sig kunsten. Fordi denne materialitet er blevet ophævet, bliver heller ikke det konceptuelle i kunsten tilgængelig på anden måde end at koble sig til den sproglige diskussion, som eksperterne fører. Materialiteten bliver en egenskab, som distraherer og afsporer kreativiteten.

Avantgardens bestræbelser på at fraskrive kunsten historisk forankring og fjerne det repræsentative billedudtryk, det visuelt ikoniske, kulminerer i den konceptuelle kunstteori. På en måde bevæger denne kunstneriske ikonoklasme sig stadig tættere op mod den billedfjendtlighed, som i tidligere tider blev praktiseret af religiøse magthavere. Og den er ikke mindre dogmatisk og ekskluderende. Der ligger tydeligvis i avantgarden en totalitær ambition om at rendyrke et kunstnerisk projekt, som overhovedet ikke accepterer andre udtryksformer, for ikke at sige trosformer. For konceptkunsten forudsætter, at man blot tror på det tænkte, ikke på det vi kan se.

Dette trosaspekt er da også sammenfaldende med den religiøse ikonoklasme, som vi ser den stadfæstet i det bibelske billedforbud fra anden Mosebog. Der står: «Du skal ikke gøre dig noget udskåret billede, eller nogen afbildning af det, som er oppe i himmelen, eller af det, som er nede på jorden, eller det, som er i vandet nedenfor jorden». Dette billedforbud er blevet håndhævet på forskellig måde gennem kristendommens historie. Under byzantinismen på 700-tallet var der en stor billedstrid, men ellers har man i de kristne kirkesamfund haft et nokså pragmatisk forhold til brug af billeder.

Både i jødedommen og i islam finder vi det samme billedforbud. I dag møder vi særlig det islamiske billedforbud, som forbyder billeder af profeten Muhammed. Her håndhæves forbudet meget strengt, hvilket har ført til store konflikter mellem muslimer og anderledes troende og tænkende. Vi husker godt striden om den danske tegners karikatur af profeten Muhammed, og ikke mindst terrorangrebet mod Charlie Hebdo. Men i sådanne tilfælde skyldes konflikten et forbud fra muslimernes hellige skrift, Koranen, altså et ydre krav af religiøs art, mens avantgardens billedfjendtlighed er et internt, kunstnerisk projekt.

Det er ud fra sidstnævnte position, at Gottfried Boehm giver os nogle perspektiver på den moderne kunsts forhold til motiver fra den ydre verden. I følge ham ophører det rene nonfigurative maleri med at være et autentisk billede, når det mangler en kommunikativ og meningsbærende reference til virkeligheden. Det er nemlig virkelighedsreferencen, som giver billedet meningsindhold og formidlingspotentiale, og mangler den, så mister værket sin funktion som kunstnerisk udtryk. Når virkelighedsforankringen bliver elimineret, fremstår billedet bare som en ting blandt andre ting i verden, og vejen ligger åben for en konceptuel kunstteori.

Men så langt tænker Gottfried Boehm ikke. Derfor belyser han da heller ikke den konceptuelle drejning, som slog igennem i 70’erne og 80’erne og resulterede i modernismens død. I den postmodernistiske relativisme som fulgte, blev det da også accepteret, at en kunst uden gjenstandskarakter bare kan være en konceptuel størrelse. Det eksperterne i dag kalder konceptkunst. Men da må man tro, og have grænseløs tiltro til eksperterne og den konceptuelle kunstteori.

I dette kunstneriske trosgrundlag, som alene bekender sig til den rene ånd, bliver forholdet til virkeligheden og vore historiske værdier ganske afstumpet. Vi ser det tydeligt i alle de rariteter, som fylder moderne muséer verden over. Det er stort set affaldsprodukter med et klart negativt fokus på død og undergang. Damien Hirst er selve sandhedsvidnet på en kunst for undergangens skyld. Han er fuldbyrdelsen af avantgardens historiske projekt: at tilintetgøre alle kunstneriske og kulturelle værdier.

Denne type radikale og nedbrydende æstetik kan bedst eksemplificeres gennom den verdensberømte komponist Karlheinz Stockhausens udsagn, da Tvillingtårnene i New York blev udsat for terrorangreb og bygningerne stod i brand: «Dette er verdens største kunstværk.». Her løber avantgardens radikale syn på kunstens totale, nihilistiske frihed sammen med islams uforsonlige had mod vestlig kultur og civilisation.

Vi har set, at det som i en første betragtning er islamisk billedfjendtlighed, mer og mer tydeligt åbenbarer sig som had mod andre kulturer og tænkemåder. Selv kulturer, som er ældre end islam, må tilintetgøres. Vi husker godt den rystende sprængning af Palmyra-templet i Syrien, et historisk værdifuldt tempel fra første århundrede, som terroristorganisationen IS i den dogmatiske rettroenhedens navn måtte ødelægge. Vi har heller ikke glemt, hvordan Taliban i 2001 sprængte 1500 år gamle Buddhastatuer i Afghanistan i stumper og stykker.

Ikonoklasmen går altså ikke bare ud på at forbyde billeder, som laves i dag, den prøver også at ødelægge vor historiske verdensarv med alle dens kulturelle værdier. Avantgarden har rigtignok ikke sprængt nogle af fortidens kunstværker i luften. Det er da heller ikke nødvendigt, så længe man på anden måde kan nedvurdere og modarbejde de kunstneriske kriterier og værdier, som har været retningsgivende og bærekraftige i vor kultur. Med tanke på, at avantgarden i startfasen proklamerede sig som et frigørelsesprojekt, er det noget af et paradoks, at den i dag kræver ensretning og totalitær, kunstnerisk underkastelse.

 

Barbara Vetland er norsk kunsthistoriker og billedkunstner.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)