Oraklerne



Rapport fra Venedig biennalen 2017

Hvert andet år er der kunstbiennale i Venedig. Biennale betyder to-årig, men faktum er, at betegnelsen anvendes bredt om udstillinger, der er regelmæssigt tilbagevendende. Der findes utallige kunstbiennaler verden over, men ingen af dem kommer i nærheden af Venedigs betydning. Den må siges at være den største begivenhed i kunstverdenen. I løbet af udstillingen kommer en invasion af kritikere, kuratorer, kunstnerer, fotografer, museumsdirektører osv. Alla er der, som man siger. Det er et samlingssted for den internationale nutidskunst, det ypperste inden for kunstverdenen.

Denne kunst er idébaseret og ikke bundet af noget specifikt materiale eller nogen bestemt form. En typisk udstilling domineres af installationer og filmforevisninger, foto, lyd, performance, men som regel ikke så meget billedkunst i mere traditionel forstand. Udgangspunktet er sædvanligvis politisk orienteret og kritisk indstillet. Perspektivet er venstreideologisk og politisk korrekt. Men det er sjældent at kunstnerne anvender forklarende illustrationer og det er ikke altid lige leet at forstå, hvad det egentlig handler om. Derfor har udstillingerne meget tekst, der forklarer, hvad det er kunsterne har tænkt og hvad der er værkernes intentioner.

Den forrige biennale havde en stærk politisk profil. Dette års oplæg med titlen Viva Arte Viva, under ledelse af den franska kurator Christine Macel, er mindre politisk orienteret. Macel hævder, at politik blot er en af kunstens mange aspekter og at kunstens mangfoldighed og muligheder er værdifulde i vore dages samfund. Kuratorens statement indeholder som regel mange smukke betragtninger om kunst: ”The role, the voice and the responsibility of the artist are more crucial than ever before within the framework of contemporary debates.” Macels udtalelse gælder muligvis inden for kunstverdenen. Og Paolo Baratta, biennalens hovedansvarlige gennem mange år, står ikke tilbage: ”the artistic act is contemporaneously an act of resistance, of liberation and of generosity.” Kunsten har unægteligt tidligere budt den herskende magt modstand ved gentagne overskridelser af vedtagne normer. Nutildags er kunsten nu ret fredelig.

ANNONSE

Biennalen har sit hovedsæde i parken Giardini. Udstillingen består af flere dele. Den internationale pavillon (hvor både kunstnere og program fastlægges af Christine Macel) og et stort antal nationale pavilloner (hvor hvert enkelt land selv vælger sine udstillere). Giardini forslår ikke, så den internationale udstilling fortsætter et godt stykke ud i det venetianske Arsenale, en del af det gamle skibsværft. Macel har valgt 120 kunstnere, hvoraf de fleste ikke er særligt kendte. Den udvælgelse kuratoren laver, tager udgangsounkt i de kunstnere, som kuratoren har arbejdet med tidligere. Hertil kommer dem, som vælges via de kontakter og rejser, som indgår i kuratorens forberedelser. En kurator skal holde sig inden for de gældende retningslinjer, primært at sørge for en ligelig kønsfordeling og en stor global spredning blandt deltagerne. Det mest betænkelige valg er nok valget af den ret ukendte Michele Ciacciofera, Macels partner. Men det er ikke usædvanligt, at der er nære forbindelser mellem kurator og kunstner. Vil man frem i kunstverdenen, gælder det om at have forbindelserne i orden.

Da interessen for biennalen steget markant inden for de seneste tiår, er antallet af nationale pavilloner også steget i antal. I år er antallet oppe på 86 pavilloner, som har fået lov at sprede sig over hele Venedig og også ud på byens øer. Dertil skal også lægges et antal udstillinger, som indgår i biennaleprogrammet. Og meget mere. Man kan roligt sige, at ingen besøgende vil gå derfra med skuffede forventninger: her finder man stort set alle aspekter af samtidskunsten – og meget at forundres over og fascineres af.

Udstillingen Vive Arte Viva præges af yderst lidt maleri og primært af tekstile værker i mange forskellige former. Her findes f.eks. Sheila Hicks bjerg tekstiler og Lee Mingwei som sidder med sine sygrejer og modtager publikums indleverede tøj til reperation. Textil kunst har altid tilhørt marginalerne i nutidskunsten og når den som her får usædvanlig stor plads, kan det ses som en markering af et materiale, som tradtionelt betegnes som kvindeligt. Den besøgende skal dog medtage i sine overvejelser, at hvert kunstværk har en historie, som er opslået og kan læses i en pixi-udfave på væggene. Denne information om værket kan forandre meget. Tag f.eks. Maha Malluh fra Saudi Arabien (aktive, kvindelige kunstnere er usædvanlige i Saudi-Arabien) som har sammensat en stor collage af kassettebånd. Men de indeholder forskellige arabiske og fundamentalistiske begreber. Kassetterne er fremstillet for kvinder af religiøse ledere og handler om, hvordan kvinder bør opføre sig.

Et par indslag er dog blevet livligt debatteret. Et af dem er Olafur Eliassons workshop for flygtninge. Omkring 40 flygtninge er blevet inviteret til at deltage i udformningen af LED-lamper, som efterfølgende sælges for 250 Euro, som går til velgørende formål. Flygtningene kan ikke få betaling, men får til gengæld gratis ophold og tilbydes sprogkurser og juridisk hjælp. Problemet er selvfølgelig, at de bliver en del af udstillingen, betragtede og fotograferede af de besøgende. Opløsningen af ”dem og os” slår let over i sin modsætning.

 

Olafur Eliassons workshop for lampeproduktion.

Et andet værk er initieret af den kendte, brasilianske kunstner Ernesto Neto. Han har bygget et meditationsrum i udstillingen, hvor man, efter at have taget skoene af, kan slå sig nedog fordybe sig i åndelige tanker. Men der indgår også nogle repræsentanter for en indianerstamme, Huni Kuin, som er kommet til biennalen for at hele den vestlige verden. Huni Kuins  metode til fordybende bevidsthed, er baseret på stoffet Ayahuasca men det lader ikke til at have fået nogen plads ved biennalen. Stoffet er for øvrigt velkendt blandt dagens hipsters. I stedet udfører gruppen en helende dans. Den var ikke særlig mærkværdig, en ringdans hvor mændene skal råbe på én måde og kvinderne på en anden. Dansen hvirvlede rundt på biennale-området i publikumstrængslen og virkede som et eksotisk flip.

 

Indianerstammen Huni Kuin forbereder sin danse-optræden.

Man kan hævde, at den internationale udstilling ikke indeholder nogle indlysende højdepunkter. Det fremgik ikke mindst, da man skulle vælge prismodtagere, en guldløve til den bedste kunstner. Prisen gik til den undertippede tysker Eberhard Walter, hvis kunstneriske bidrag uden tvivl har kunsthistorisk betydning, men som først og fremmest havde sin plads i 1970´erne. Prisen til den bedste unge kunstner gik til den 42-årige lydinstallatør Hassan Khan fra Egypten. Men højdepunkterne fandtes andre steder og kunne genkendes på den lange kødannelse til udstillingerne.

Kunstverdenen i kø for at komme ind i den tyske pavillon.

Helt overvældende var interessen for den tyske pavillon og den fremstormende Anne Imhoff. Hendes performance Faust blev hurtigt favorit til en guldløve for bedste pavillon. Hendes største udfordrer var nok den amerikanske maler og installatør, Mark Bradford. Han er en meget fremgangsrig afro-amerikaner, som ind imellem bliver sammenlignet med Jackson Pollock. Fort at se disse udstillinger under pressefremvisningerne skulle man stå i kø i timevis. Det blev Anne Imhoff og Tyskland som hjemtog guldløven.

 

Anne Imhoffs performance Faust i den tyske pavillon.

Venedigbiennalen er den ypperste af utallige kunstbiennaler for nutidskunst. Det er også der, man kan følge med i, hvad der sker i kunsten. Nogle afgørende forandringer kan man dog ikke regne med, da kunsten gennem længere tid er formet ud fra en konsensus og har nået en form, som kan betegnes som standardiseret. Det medfører ikke, at kunsten er dårlig eller kedelig, men den fremstår bare ikke åben, kontroversiel og grænseoverskridende.

De forandringer man kan spore, udgår fra nogle givne forudsætninger. Kuratorens ide med sin udstilling er en af dem. Det kan enten være en stærkt politisk biennale eller en mere modereret sådan (som tilfældet er med årets Venedig biennale). Udstillingen kan ledsages af et tema eller et program. Men fornyelsens fremmeste indslag er tilstrømningen af nye kunstnere fra Østeuropa og lande uden for Europa. Disse kunstnere introducerer et andet billedsprog, andre traditioner og erfaringer, men man skal ikke tro, at de repræsenterer noget, som er væsensforskelligt fra Vesteuropa. Praktisk taget alle disse kunstnere har helt eller delvist taget deres uddannelse i Vest, og de fleste af dem bor og arbejder i Vesteuropa. Det betyder, at kunstnerne (og for øvrigt også alle andre aktive inden for kunstverdenen) har omtrent de samme referencer og ved, hvad der gælder.

Nordiske kunstnere plejer ikke at få nogen fremtrædende plads på Venedig-biennalen. Men det findes undtagelser. Det nordiske land som har overlegent flest internationalt gangbare navne er Danmark. To danskere deltager i Macels udstilling, superstjernen Olafur Eliasson og den mindre kendte skulptør/performancekunstner Søren Engsted. Nordiske kunstnerer kan naturligvis findes i de nationale pavilloner, hvor det enkelte land har ansvar for sine egne udstillinger.

Er det en god biennale? Jeg vil sige ”rimelig” og det er også den opfattelse man kan se, går igen i de mange kunstkritiske anmeldelser.

 

 

Venedigbiennalen 13.5 – 26.11

 

Lars Vilks er svensk kunstprofessor og kunstner

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)