Kommentar

 

        Om  den antiracisme der kræver særrettigheder på baggrund af identitet

”Identiteter der ikke står til forhandling,  vil trælbinde os  hvad enten vi selv eller andre pålægger os dem”                                                                                                          Caroline  Fourest: Generation krænket

”…alle beretninger og optegnelser er blevet tilintetgjort eller forfalsket, alle bøger er blevet skrevet om, alle malerier er blevet ændret, alle statuer, gader og bygninger er blevet døbt om, alle kendsgerninger er  blevet forandret..”                                                     Orwell  1984

Vi lever ikke længere i den kolde krig men midt i en krig om identiteter. Milleniumgenerationen har aldrig oplevet slaveri kolonisering, deportationer eller stalinisme, men eftersom de betragter verden gennem internettet, anakronistisk og løsrevet fra enhver kontekst, tror de alligevel ind imellem, at de er trælbundne og tilhører en oprindelig befolkningsgruppe, der er truet af udryddelse.

ANNONSE

Hvis Hitler arbejdede nedefra og op,  gør universiteterne det modsatte i dag:  fra  lærdommens templer udgår der det ene mere socialkonstruktivistiske imperativ efter det andet i form af minoritetshensyn, versionering med mere, alt sammen tyranni, der har religiøse undertoner. Dreadlocker,  pizzaer,  yoga og mexicanske hatte, indianske fjer er nogle af de mange anledninger til at hævde at der foregår en undertrykkelse, som bestemte grupper i dag kan føle sig krænket over, i dag kaldes det for aproppriation,   (overtagelse,  ran af fremmed kultur) – alt dette har været med til at ødelægge atmosfæren på en del universiteter i USA eller afstedkommet pseudoforskning som Henrik  Dahl taler en del om, og hvad der sker i USA  kommer her til lige så hurtigt som internettet virker  

 ..I stedet for at indskærpe at man skal tage stilling i respekt for kontekst og intention luller man de studerende ind i antiracismens identitetspolitiske  og offerparate vision” skriver Caroline Fourest i sin bog Generation Krænket fra 2020. Den generation der vokser op nu og som kommer til at besætte posterne i kulturmiljøet i medierne og i politik sværger til identitetspolitik. Rundt omkring på flere amerikanske universiteter angriber voldsparate antifascister,-  dvs venstreorienterede aktivister med retten på deres side – alle omkring sig fra studerende til ledere og andre ansatte på universiteterne. Forelæsere og ansatte som ikke deler deres opfattelser bliver jævnligt angrebet, udskammet eller på andre måder generet.

 1.  I de højeste ”intellektuelle” lag har ”racekampen” erstattet klassekampen..Det er et selvsuplerende system, om hvilket en p-hd-studerende der vil være anonym har sagt: Hvis du ikke er en af Bordieus disciple eller specielt interesseret i køn eller race har du ikke mange chancer for at få et job.   Med andre ord, her er tale om totalitære skridt i retning af at trælbinde os.  Bag denne åbenlyse offergørelses-tænkning, ligger et andet kompleks,  for i det øjeblik man peger på en gruppe som ofre,  implicerer  det automatisk en anden gruppe, nemlig de onde, gerne fra det ”ekstreme højre”, som påfører ofrene forældede synspunkter og meninger, der ofte betegnes som racistiske, undertrykkende og diskriminerende. Ja vi kender det efterhånden ganske godt.   

2. I Middelalderen havde man autodafeer,  kættere, der kom for inkvisitionen  med risiko for at blive brændt, syndere der blev dømt af kirkens nidkære storinkvisitorer,  overtro, blasfemi, torturkamre med tilhørende heksebål, hvis man ikke rettede ind, men det er historie,  og det ved de yngre generationer ikke meget om. Men hvad så med den franske revolution da, som både udartede til vold og henrettelser en masse og fik verdensomspændende betydning? I udgangspunktet var den et tiltrængt opgør med magt, religiøs overtro og enevælde.  Ved de unge noget om den? Sikkert ikke. I hvert fald er det sådan at den igangværende kamp mod racisme og lignende er uden nogen historisk fornemmelse overhovedet.   Den igangværende kamp er en form for politisk korrekthed der har den samme selvretfærdighed over sig som de katolske inkvisitorer i sin tid havde . – I de sidste  ti år er krænkelsestyranniet efterhånden ved at kvæle den frie debat i samfundet i det omfang, at den offentlige diskussion ofte udgår fra medierne, der stort set alle er venstreorienterede, dvs indskrænket og moralsk selvretfærdigt til kvalmepunktet.

For det er netop hvad det hele handler om:  politisk korrekthed, som jeg har skrevet om tidligere herinde.   En splittende kraft i det store fællesskab –  mistro og  intensiveret rettigheds – og  forurettelsesdyrkelse  med utopien om at finde ind til det egentlige, en kerne, det fuldkomment sande i det indre af mennesket i en evig opposition til fælles normer, det eksistentielle, den narcissistiske selvdyrkelse og søgen efter anerkendelse, noget fuldkommen sandt, med en religiøs  drøm om at ville løse livets store gåde.

Vores børn vokser op med budskabet om, at man tidligt i livet har til opgave at definere sin egen natur, vurdere autenticiteten af sit medfødte køn, bane en unik vej, sætte sine grænser, kræve sin ret med en grænseløs ambition om at blive en vinder. Hvor har de det fra?  I dag hvor det kristne verdensbillede er ved at vige til fordel for dette personfikseret  og evigt selvspejlende ønske om at du er vinderen, ”we  want the world,  and we want it now” som Jim Morrison sang i  60`erne.  Du kan  bare gøre det,  hvad du vil, og hvad du ønsker skal du få. Kræv din ret og til helvede med resten! Og kristendom? Er det ikke noget med pædofili, undertrykkelse og ensretning?  Og  islam taler vi ikke om! Hvad kan kirken lære og give mig?   Nej, lad mig selv vælge mine fællesskaber og min egen moral.  Men selv om kristendommen har været ude for sønderlemmende kritik,  så lever de gamle begreber dog stadig:  kulturel appropriation som er en sekulær udgave af blasfemi. LGBTQ-  og Woke-bevægelserne der  lever som digitale stammer på internettet med indbygget rettighedstænkning, shitstorme med  internettets former for digitale ulvekobbel,  narcissistisk brug af on-line medier, selvkredsende essentialisering af identiteten – Tag bare Woke-bevægelse i alle dens afskyelige former,  imperativ multikulturalisme.  Alt dette er nye former for totalitarisme, der  er ved at træde ind i en militant fase med  ensretning af  individer, der kræver særrettigheder ad libitum med mere.  Meget af dette manifesterer sig i  grupper og bevægelser som  me#too. BLM, Woke, Antifa, regnbue-ideologierne.

Længe har vi været så fokuseret på at tage os i agt for presset fra højre-populismen og islamismen, at vi fuldstændig har glemt at tage os i agt for den mindst lige så store fare, som hidrører fra den venstreradikale front,   denne front, som manifesterer sig i form af MeToo, Black Lives Matter og regnbueideologien. Hvad er problemet med dem? At de foregøgler os, at de kan lave det perfekte samfund, svarer forfatteren. Og at fænomener som disse, uanset hvor sympatiske deres intentioner måtte have været, udarter til totalitære projekter. Jeg tror der er en del af os, der kunne tænke os en anden form for samtale både i det offentlige rum og på det personlige plan. 

3.  . Har nutidens identitetsaktivister ikke sans for historie, kan de til gengæld på nogle punkter ses i sammenhæng med en forgænger som –   RAF (Rote Arme Fraktion), som en forgænger til nutidens krænkelses-fundamentalister.

 En gang var der en filosof, der talte om den tvangfrie samtale. Det var Jürgen Habermas,  der kommer fra (Vest)Tyskland, sjovt nok på et tidspunkt, hvor landet var lagt i lænker af kommunisterne i Baader Meinhof-banden, der til dels var inspireret af  tressernes Vietnam-demonstrationer og med en selvbevidst anti-amerikanisme,  indædt modstand mod Forbundsrepublikken, delvis fodret af tv-reportager fra Vietnam, inspireret af marxistiske analyser af kapitalen plus fælles had til samfundet  blev Rote Arme Fraktion mere og mere uforsonlig og radikal i takt med brandattentater, bomber og gidseltagninger og senere flykapringer.   Med retten på deres side udførte gruppen talrige terrorattentater, gidseltagninger i Vesttyskland og flykapringer i  Mellemøsten  og var som sådan et udtryk for  en politiseret identitets aktivisme, som et ekstremt eksempel på en af venstrefløjens drømme,  tænk på nutidens antifa-bevægelse,  der for mig at se er Enhedslistens SA-tropper , eller som Orwell formulerede det: Næsten alle venstreorienterede har  fra 1933 og fremefter begået den synd, at de har ønsket at være antifascister uden at være antitotalitære. 

4. Man kunne her tale om den totale politisering , ligesom man senere i  det 21. århundrede talte om minoritets-aktivisme  – var der i grunden tale om en ”kulturpessimistisk opstand mod den moderne verden, der skjulte sit slægtskab med nationalsocialismen ved at iklæde sig et venstreorienteret fortegn”? 

Baader Meinhof  og Fredens religion efter 1979 er eksempler på, at målet helliger midlerne,  at når man har en sag, som man vil dø for, er alt tilladt. De venstre-revolutionære vil omstyrte samfundet, ødelægge alt, myrde og destabilisere samfundet ud fra ideen om at bekæmpe ”det onde”. Den kommunistiske utopi tjener som det endelige mål, og får man blod på hænderne, så helliger målet midlet.  Her kunne man så nævne Al Qaida og IS, der som islams krigere også er besat af en utopi ,for hvilket alt er tilladt. Muhammed befaler, vi adlyder.  Hvad så med de mange menige muslimer der ikke vil kæmpe (for sharia)? De ønsker ikke at stå i vejen,  de deler jo religion med de revolutionære .  

5. Når vi nu ved,  hvem  disse identitetspolitiske grupper er,  nemlig unge kulturradikale aktivister, multikulturalister,  antiracister med hang til socialisme  og særrettigheder for udvalgte offergrupper, og ikke mindst hvad der driver dem, er det interessant at se på,  hvordan de selv har det med deres egne  ideologiske  rødder,  som jo handler om alt andet end demokrati og folkestyre.  Det handler nemlig først og fremmest om kommunisme, dvs stalinisme, med indbygget ensretning, tortur og  fangelejre til store dele af befolkningen, altså de kriminelle og de der ikke ønsker at gå i takt.  Hver gang jeg har talt med en fra SF eller Enhedslisten og har nævnt navnet Stalin, har de yngre blot stirret  uforstående på mig, og de ældre, der kan huske tiden før 1989, har straks kastet mig distancerende blikke og kaldt mig  fascist eller racist, og dette sker, når jeg  kommer ind på forbindelsen til de gamle koryfæer som  Mao, Castro, Stalin og Pol Pot.  Hvis vi glemmer hvad disse personer og deres ideologier stod for,  kan vi ikke værdsætte vores eget demokrati og den parlamentariske pluralisme,  der har hersket her i landet siden 1849. Det er for mig at se ikke nok at undervise i Chr. D 4,   landboreformerne,  1864,  Slaget på Fælleden i 1899, Stauning og de andre.  For at forstå det 20. århundrede må vi også kende til den kommunistiske tanke,  og hvad den har ført til rundt omkring på kloden.

Eller er det sådan at et parti som  EL ikke bare har antisemitismen til fælles med islam,  men også en klippefast tro på, at når man tilhører den sande gruppe/parti/religion så  er der ingen grænser, når bare man er fælles om det gode måle,  ja så er alle midler progressive! 

Kan vi ikke bare være ligeglade med historien? Nej  det  kan vi ikke. Hvis et parti som Enhedslisten fik det absolutte flertal i et land som Danmark og kunne gøre som de havde lyst og vilje til,  ville vi snart køre landet i sænk. Det ville blandt andet betyde øget skat på alle indkomster over en halv million  voksende import af migranter,  eksploderende udgifter på de offentlige budgetter,  og mere  ad den  boldgade.  I løbet af få år  ville vi  se konturerne af de scenarie  som Houllebecq  har ridset op i sin bog Underkastelsen.  Bag de søde pigesmil kommer vi hurtigt til at mærke en hørm af totalitarisme, ensretning –  

I virkeligheden har det yderste venstre rod i (sovjet)kommunismen som diktatorisk  bevægelse, og spørger man en tilfældig kommunist/socialist om man kan sidestille nazismen med kommunismen, vil de alle svare nej, selvfølgelig ikke. Mens nazismen stod for en form for utilsløret barbari og tyranni, så betyder kommunisme fællesskab, at have godheden på sin side, ikke gud men godheden ,og nu i dag omsorg for minoriteterne.  

  ”De ville forvandle jorden til en paradisets have og føre deres uvidende medmenneske til hans sande og egentlige lykke. Præsten vil frelse lægmanden, læreren vil frelse eleven, politikeren vil frelse borgeren og lægen patienten – alle vil frelse alle, og den ene sandhed udkæmper sin hellige krig med den anden. Igennem gaderne drager demonstrationstog på demonstrationstog, og i kor bevidner de demonstrerende deres tro og forbander de vantro, mod de folkevalgtes pladser og de fungerendes stole slår brølet fra de forargede demonstranter, som har ophøjede syner og forbitres over jordens profanitet. Til guillotinen med forræderne lyder de besattes skrig, på bålet med kætterne! Og vold og drab og despoti skyder frem i de besattes fodspor.”                                                         Søren  Krarup  1969. 

 

 

Litt. 

Carouline Fourst: Generation Krænket. (2020) 

Orwell Collected essays(1982) 

Baader Meinhof-komplekset 2008(film på Filmstriben)

Baader Meinhof (30 år med tysk terror) Peter Wivel 2007 

Martha Sørensen: Falsk Identitet W. Avisen  (juli 2019)

 

ANNONSE

Mest læst