Kommentar

Det første, som møder mig ved morgenbordet, er demokraternes minoritetsleder, Nancy Pelosi, med fordrejet ansigt. Hun siger, at Trump og republikanerne vil offentliggøre en falsk historie og at de for at opnå deres mål ikke kvier sig for at afsløre nationale hemmeligheder.

Ét år med Trump har givet os udtrykket Deep State. Det udfolder sig nu på åben scene. FBI-chef Christopher Wray truer med at gå af. Kunne han ikke bare have taget det helt roligt, hvis han havde sit på det tørre?

Hvis det virkelig er som Pelosi, Wray, Rosenstein, New York Times, Washington Post, CNN og alle de andre TV-kanaler siger: At der ikke er noget at komme efter – at der ikke er sket noget brud på reglerne – hvorfor så ikke lade FISA-rapporten blive offentliggjort?

ANNONSE

Men den måde de opfører sig på – helt hysterisk – viser for enhver oppegående person, at de er desperate.

Hollywood bliver aldrig træt af at dyrke sine egne myter: Nu kommer en ny film om The Washington Post: Post, længe efter All the presidents men.

Men det den jævne amerikaner må studse over er, at rollerne er byttet om: i 70’erne var det Washington Post som afslørede Watergate-skandalen og New York Times, som publicerede Pentagon-papirerne. Aviserne stod for transparency – åbenhed – og accountability – at man må stå til ansvar.

Men hvor står aviserne i dag? De er hysterisk imod publicering af FISA-rapporten, til trods for at den hævdes at omhandle noget af det mest alvorlige, som tænkes kan, indenfor et demokratisk system: Love og ordensmagten bliver instrumenter for politisk manipulation af et demokratisk valg.

Hvis disse aviser havde været de samme som for halvtreds år siden, ville de have sagt «selvfølgelig, dette må vi komme til bunds i, den slags mistanker kan ikke klæbe til justitsdepartementet og det føderale politi, det er de alt for alvorlige til».

I stedet kæmper aviserne med næb og kløer mod publicering.

Hvad kan det bero på?

Newt Gingrich sagde det træffende på Hannity: Medierne er blevet en del af The Deep State. Det er en skræmmende tanke.

Hvis overvågningspoliti og efterretningstjenester har udviklet parallelle strukturer og opererer efter andre præmisser end de officielle, har vi en skyggestat og en skyggeregering. Så længe der er overensstemmelse mellem den officielle magthaver og den skjulte, sker der ingenting. Systemet kan få et skvadderhoved som symbolfigur. I EU-systemet er den nationale magt og myndighed reduceret til symboler. De store afgørelser tages ikke længere nationalt, men i Bruxelles.

Vi ser, hvor langt denne magtforskydning og frikobling fra den nationale demokratiske magt er kommet, når folkeafstemninger skubbes til side. Selv Brexit forsøger de at neutralisere.

Hvis den officielle magthaver kører i parløb med den skjulte magt bliver den dybe stat dybere. Det skete under Obama.

9/11 åbnede muligheder for politisk overvågning, som Obama udvidede, både fordi det blev teknisk muligt og fordi han kunne. Magt vil have mere magt og det liberale projekt er i vore dage blevet umættelig efter magt. Det er på den konservative side, at der findes en sans for begrænsninger.

Amerikanerne kunne under State of the Union se, at demokraterne sad sure og nægtede at klappe, selv om de resultater, præsidenten rapporterede om, gjaldt fremgang for deres egne vælgere – afroamerikanere og hispanics.

Spørgsmålet seerne måtte stille sig var: Hvorfor glæder de sig ikke over Amerikas og folkets fremgang? Sætter de virkelig deres egen magt foran nationens fremgang? Svaret var umuligt at skjule: Ja, det gjør de.

Deres had mod Trump og republikanerne overgår kærligheden til folket. Med hvilken ret er de da folkets repræsentanter?

Det er dette FISA-rapporten også handler om: Har demokraterne og senior-bureaukratiet ingen respekt for statens institutioner og Forfatningen? Mener de, at de har ret til at bruge domstole og politi til at favorisere en kandidat på bekostning af en anden, og det til overmål med en skummel rapport betalt for af den ene kandidat og kogt sammen af historier, russerne forsynede dem med?

Denne korruption er på et niveau, som kan tage pusten fra alle og enhver.

Derfor er Nancy Pelosi hysterisk. For hvis dette er sandheden, vil det demonstrere, at USA har været genstand for et indre kup: En venstreorienteret gruppe har kapret magten og er arrogant nok til at ville manipulere udfaldet af et præsidentvalg.

Når de lider nederlag, hævder de, at det er Trump, som bogstavelig talt er i Putins seng, og derfor skal afsættes.

Dette afslører en magtbrynde, som vi ikke associerer med USA. Der findes en elite, som har overtaget magten og ikke finder sig i, at andre end de selv styrer USA.

De demokratiske kræfter er formentlig stærke nok til at fremtvinge en vending til modsat retning. Men det er kun, fordi præsidenten er den han er, og der findes dygtige republikanere, dygtige journalister og mange gode amerikanere.

Hvad med Europa?

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)