Kultur

Prædiken til sidste søndag efter Hellig tre konger Læsninger: Es 2,2-5 Kol 1,25d-28 Joh 12,23-33 

 

I helligtrekongers-tiden, som vi er i nu her efter jul, kredser vi om Jesus som den himmelske konge. Hvor julen handlede om Jesu menneskelige side, handler helligtrekongerstiden om hans guddommelige side. Helligtrekongerstiden indledes med den vidunderlige historie om vismændene der ledte efter himlens kongesøn og om hvordan de gav ham gaver som er en konge værdig og tilbad ham som en konge, skønt han lignede et almindeligt barn i en fattig kones skød. Fortællingerne vi lytter til her i helligtrekongerstiden udfolder nu, hvordan denne konge er, hvori hans kongeværdighed består. Vi hører som forrige søndag, at han modtager de kvinder, der frygtsomt kommer til ham med deres små børn. Vi hører om, hvordan han formaner os til at blive som disse børn, hvis vi skal modtage ham ret. Det fortælles hvordan han stiller oprørte vande og vilde storme og gør vand til vin og vi forstår, at han har al magten i himlen og på jorden.

Alt dette er fra begyndelsen skjult. Kun synligt for få mennesker. Men i dag sidste søndag efter Hellig Tre konger skal det endeligt åbenbares hvem Jesus fra Nazareth er. Ikke kun for dem der kender ham og omgås ham, kvinderne og disciplene, nej hele verden skal nu se hans herlighed. Alle skal se, at han er kongen. At han er kongen i det ny Jerusalem.

Sådan er hele kirkeåret bygget op som et drama der starter med profetierne om Jesu komme i adventstiden, derefter hans fødsel og åbenbaring for verden som kongernes konge og til sidst kommer beretningerne om hans død og opstandelse. Sådan har bibelens tekster været læst ved gudstjenesten lige siden oldkirkens dage. Ikke i den rækkefølge de findes i, i Bibelen men i en rækkefølge der passer til den historie kirkeåret udfolder.

ANNONSE

Vi er på en måde så heldige her i Norden for vores årstider med deres præg underbygger kirkeårets fortælling på allerbedste vis. I den mørkeste tid læser vi om lyset, nådens barn, der kommer til verden og i takt med at januars sølvgrå dage bliver lysere og længere folder også dette evige lys sig ud i verden. Vi hører om Jesu mirakler, om hans modtagelse af mennesker og endelig om hans herliggørelse, som han taler om i dag. Fastetiden indledes med Jesu dåb og fristelse i ørkenen og kredser så ellers om dæmonuddrivelser i øde egne og om disciplenes vantro. Det er en alvorlig tid der op til påsken, hvor man tidligere også fastede og hvor man venter og længes efter foråret og mark og eng synes som den gudløse ørken Jesus befinder sig i. Men så kommer påsken med fortællingerne om død og opstandelse – noget som den opstandelse, der finder sted i naturen med blomster der springer ud, græs der grønnes – høns der lægger æg, dyreunger der kommer til verden og det gamle livssymbol solen får magt – på bedste vis underbygger og anskueliggør. Ja, allerede nu midt på vinteren er der faktisk tegn, på det der skal komme. Jeg har set en erantis og da jeg kaldte mine døtre hen for at se den udbrød de frydefuldt: Se, der er nyt liv!

Ja, der er nyt liv. Det er også det, Jesus taler om i dag.

Han taler om et nyt liv, der kun kan bryde igennem – hvis det først lægges i jorden for at dø. Symbolikken er vel klar? Ligesom et frø kun kan blive til et stort træ ved først at lægges i jorden for at dø, hvorpå det så kan vokse op og blive til en mægtig vækst – på samme måde er det med menneskets liv. Det bliver på paradoksal vis kun til noget, hvis det deles med andre. Det bliver kun rigt, hvis det leves til det fælles bedste. Ja kun sådan ved at lægges i jorden – det vil sige ved at afdø fra egne lyster og indskydelser og fra hvad et menneske nu kan og vil og tror – bliver et liv stort.

Det er sagt så ofte, det er bevidnet så ofte – at den der kun har livet for sig selv, den der elsker sit eget så meget, at han ikke kan dele det med andre, han lever ikke egentligt. Han lever usandt og falskt. Og han lever ikke til Guds ære. Nej kun et liv i tjeneste for andre er et liv til Guds ære.

Og det er præcis også deri Jesu kongeværdighed består. Det er derfor han er kongernes konge, fordi han giver sit liv for mange. Det er deri hans herliggørelse består: At han dør på korset for at tjene menneskeheden. Hans kongeværdighed består i, at han falder dybt for at dø, for at færge os gennem rørte vande, igennem vinterens larm og sår til nyt liv.

Offertanken er ældgammel. Mennesker har altid bragt ofre for at formildne guderne. For at sone synder og for at opretholde livet. På den måde er det en oldgammel menneskelig erfaring, at der, for at noget nyt kan spire frem, for at livet kan bevares, ja, da må der ofres. Noget af afgrøderne, det bedste fra slagtedyret, ja endda mennesker er blevet ofret. Og vi gør det stadig. I det små ofrer vi stadig hinanden. Ikke på et alter til en gud i himlen eller under jorden, men på vor egen lykkes eller idealers alter. Ingen kan vel sige sig fra bare én gang at have givet en anden skylden for noget man selv skulle have taget skylden for, for at have fralagt sig det ansvar man var blevet tildelt, eller at svigte dem man skulle værne og derved ofre deres tryghed og sikkerhed. Hvem har ikke være så forgabt i en sag eller en ide, at man satte alt andet til side for det? Ofte retfærdiggjorde man det måske med, at det var for alles bedste, men i virkeligheden var det bare det bedste for en selv.

Vi møder det på de allerførste sider i Bibelen: Adam som skulle være Evas mage og beskytter ender med at tildele hende ansvaret for deres fald. Han skiller sig derved fra den kvinde, Gud satte ved hans side. De var skabt som et, hun ben af hans ben, hun var hans mage, hun skulle fuldende skabelsen og rode bod på hans ensomhed. Han skulle ofre sig for hende som en god mand bør gøre det for sin mage, men i stedet ofrede han hende og gav hende skylden.

Men det er ikke den slags offer Jesus taler om, det er klart. Han taler om det offer som et menneske kan gøre i andres tjeneste. Det der får livet til at spire frem, er det der gøres for andre. Ikke for en selv. Han taler om det offer, som det største der findes. Ingen kærlighed er større end den at sætte livet til for sine venner, erklærer han med guddommelig autoritet. Han taler om og lever selv det liv, der er sådan – selvopofrende. Det er det sande, evige og lyse liv. Det er livet til Guds ære. Gør det og du skal leve! Det er den SANDE guds-tjeneste. Det er det eneste offer Gud ønsker.

Gud vender offertanken om – den at et menneske for at formildne livets magter skal ofre – ved at han, der er livsmagten – ofrer sig for os – for at formildne os overfor hinanden.

Derved giver jeg jer et forbillede, siger han: som jeg har elsket jer skal I elske hinanden. Men han giver ikke bare et forbillede, han giver os del i sit liv. I sit legeme og blod. I offeret for vores skyld. Han gør det muligt for os at få del i den hemmelighed, det mysterium det er, at livet leves sandt i tjeneste for andre. Han inviterer os om med ind i det mysterium det er, at livet kan vi kun få ved at ofre det for andre. Det er et tilbud om, at vi igen kan blive et med hinanden (i ham) sådan som det var bestemt fra begyndelsen. Det er en indbydelse til at gå på hans stier og det vil sige at leve et liv der deles med andre, til Guds ære. Det er en invitation til os, til at se at der findes højere mål i livet end os selv og vores sundhed, lykke og materiel velstand.

Det er et offer, der indvarsler ophøret af den slags ofre der gøres for egen vindings skyld. Det er indvarslingen af det offer det er at ofre sig FOR andres skyld, som det sande offer, hvor ud af alt lever og blomstrer. Og se, der er nyt liv!

Amen.

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

Foto: Jacopo Bassano The Adoration of the Kings

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

Jesus er herre -
Krist stod op af døde -
Allehelgen -
Din ikke for evigt -
Du er manden -

Læs også