Kommentar

Julia Margaret Cameron Annie (1864)

Prædiken til 3. søndag efter hellig tre konger

Salmer

3 lovsynger 

582 At tro er at komme 

302 Gud Helligånd 

655 er du modfalden

217 Min Jesus lad

392 Himlene Herre 

Læsninger

Første Mosebog 15,1-6 

Hebræerbrevet 11,1-6 

Lukasevangeliet 17,5-10 

Kristendommen beskyldes ofte for at være noget man kaster sig over som erstatning for et miserabelt liv. En slags trøst forstået. Noget for slatne og feje mennesker. 

Men hvis vi nu ser på Abraham og hans historie, så blev troen jo aldrig en nem løsning for Abraham. Tværtimod blev troen et kald til ham om at bryde op fra alt det han kendte og begive sig ud i det ukendte. 

Resultatet, det Gud havde lovet ham om, at han skulle blive stamfar til et talrigt folk, det fik han aldrig at se. I stedet satte Gud ham på prøve i en sådan grad, at han blev afkrævet sin søns liv. 

Abrahams tro betød altså ikke ”at der kommer en god løsning i morgen”. Faktisk blev alting bare mere besværligt for ham. 

Men hvis vi nu tænker over det så har Gud faktisk heller aldrig lovet os, sine troende, et lykkeligt og trygt liv. Han har lovet os salighed, ganske vist. Men ikke den form for salighed som forhindrer modgang, lidelse og trængsel i denne verden. 

ANNONSE

Det er det der menes med at troen er et skjold – for skjoldet bærer dig netop ikke væk fra kampen, men hjælper dig gennem den. Et kristent liv er altså ikke et liv befriet for kamp. Nej, det er et kald til kamp. En kamp mod synden og det onde og for sandhed og for retfærdighed. 

Alt det forstår disciplene ikke, når de beder om en større tro. 

Ikke fordi, at man ikke forstår dem, at de gør det. De skulle jo ud på en vild mission. De stod over for en mur af gudløshed, råhed, fjendtlighed og skepsis og så er det nærliggende at bede om mere tro, i hvert fald hvis man forestiller sig at troen vil få alles ens vanskeligheder til at forsvinde. 

Men – troen er ligesom et sennepskorn, eller ethvert andet frø, som Jesus siger. En tør lille indskrumpet ting. Hvis man ikke ved hvad det er, hvis man ikke kender kornets hemmelighed, kan man ikke se noget potentiale i det. Dets kraft er underfuld og uforklarlig og det kan kun udfolde sig, hvis man putter det i jorden. Der må det dø, for at det kan spire. Hvis man bare lader det ligge i skuffen sker der ingenting. 

På samme måde med troen. Troens kraft og overbevisning er et mysterium som ikke umiddelbart kan ses, og troen udfolder sig som et liv i tjeneste, ikke som et liv, hvor man gemmer sig under dynen. Det er et liv, som intet har at gøre med at svæve på en lyserød sky, som intet har at gøre med en god løsning eller umiddelbare fordele for en selv. 

Er troen måske en god løsning for Den kinesiske præst og systemkritiker Wang Yi som netop ved en hemmelig retssag i Kina, er blevet dømt til ni års fængsel. Kan han bruge sin kristne tro til at omstøde den dom eller undslippe fængslet? 

Hvad får han så ud af sin tro, kunne man spørge? Han selv er ikke i tvivl. Han nægter at afsværge sin tro og erklærede forud for dommen at:

”Uanset hvad regeringen vil beskylde mig for, uanset alt det snavs, de vil klistre på mig – så længe beskyldningerne knytter sig til min tro, mine skriverier, mine kommentarer og min undervisning – er de løgn (…) Jeg benægter dem kategorisk. Jeg vil afsone min dom, men jeg vil ikke tjene loven. Jeg vil blive henrettet, men jeg vil ikke erkende skyld.”

Hvilken befrielse ligger der i det? Hvad er der ved at blive kristen, hvis man ikke opnår noget ved det? Hvad er det for en kraft troen indeholder, som man ikke kan se? Ja, men det er det underlige ved kristendommen. Den beder dig opgive alt, miste dit liv og hævder, at kun derved kan du redde det. Kun derved bliver det et liv med fylde. 

Det er det, Jesus siger og viser med sit eget liv, hver gang folk kommer til ham og spørger efter det. Hvordan skal jeg få et godt liv, et saligt liv? et liv fuld af mening?

Svaret er: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv. Tjen hinanden. Det er troens liv. Det er det liv, der er evighed i. Det er ikke sådan, at du får en belønning når du så har gjort alt det du skulle gøre – nej, gaven er at gøre Guds vilje. Min mad er at gøre hans vilje, siger Jesus selv. Det er tjenesten for andre, der er vores liv og vores ophøjelse. Vores salighed.  Når Jesus derfor taler om salighed taler han om det i to betydninger. Han taler om et evigt liv hos ham engang og så taler han om det som et liv her på jorden i hans tjeneste. I den andens tjeneste. 

Jesus har vist os det liv ved selv at være den ultimative tjener. Hans død for os er hans salighed, hans ophøjelse. 

 Så skal tjenersindet også være det, der skal være kilden til vores glæde. Det skal være vores liv. Det er det liv vi vinder ved at opgive det gamle liv. 

Sådan ved vi også som forældre, at gaven ved at få børn kommer ikke, når vi engang er færdig med at opfostre dem, lære dem at spise, gå, tale, feje de utallige krummer op efter dem. Tørre bordet af endnu engang. Samle våde håndklæder op fra badeværelsesgulvet, terpe tabeller og smøre madpakker. Der kommer ikke noget bedre efter det. At gøre alt det er gaven. Det kan vi ikke forlange tak for, for det er hvad vi skylder at gøre. 

Og sådan er det med troens gerninger. De er, hvad vi skylder at gøre. Troen er det og ikke en slags belønning vi får, når vi har gjort alt det, vi skulle. Troen er at miste alt. Opgive sit eget og derved vinde alt. 

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

(Jens Rosendahl)

Amen

 

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen