Kommentar

Da Trump vandt valget, hyldede New York Times Angela Merkel som den, der skulle føre Obamas arv videre. The Grey Lady udråbte hende til leder af den frie verden. Intet mindre. Nu skriver der Spiegel, at hendes navn forbindes med stasis, med politisk lammelse og magtkampe. Meget har ændret sig på bare et år.

Det er interessant, at tyskere nu er i stand til at se Merkel med distance. Hennes magt havde meget med image at gøre. Alle hyldede hende som «Mutti», som den stabile, pålidelige. Men det er netop stabiliteten, som er blevet hendes bane.

Dirk Kirbjuweit gør sig interessante tanker om den konsensus, Merkels magt hvilede på.

Merkelism’s natural habitat is the political center, where the desire for societal consensus is greatest precisely because the center believes it is the embodiment of consensus. No attention is paid to the political periphery. Backbone is optional and political policies are fluid — and can even be borrowed from political opponents.

Konsensus er make-believe. Den fungerer så længe alle tror, at den fungerer. Vi ser det samme gentage sig i land efter land: Konsensus bryder sammen, og dybe modsætninger kommer til syne.

ANNONSE

Venstre hånd ved ikke, hvad den højre gør: Det samme EU som i 2004 boykottede den østrigske regering, hvor Frihedspartiet var med, godtager i dag uden at mukke, at Frihedspartiet er i en ny koalition. Det vælger i stedet at gå i struben på Polen af omtrent de samme grunde. Til trods for, at Polen har støtte fra de andre landene i Visegrad-gruppen.

Vidner dette om, at man ved, hvad man gør? Eller er det en politik, som drives frem af bestemte magtorganer uden forankring i flertallet af staterne? I så fald er det opskriften på fragmentering.

Overmod

Hvad var det, som drev Merkel til skubbe al forsigtighed til side og tage imod hundredetusinder med åbne arme? Hun gik så langt, at hun sagde, at Dublin-traktaten ikke gjaldt den, som siger at en asylsøger skal søge asyl i det første trygge land han kommer til.

Merkel forregnede sig. I den grad. Hun opbrugte den goodwill hun havde hos vælgerne med sit «Wir schaffen das»: Dét klarer vi. Vælgerne var ikke enige med henne. Men medierne heppede hende frem; de var hendes klakører. Derfor kommer de historiske omslag i Vesten i disse tider som en stor overraskelse. Ingen så det komme – hvad enten det så var Brexit, Trump eller Merkels valgnederlag.

 

Valget afslørede, at folket har forladt eller er på vej væk fra det centrum, som har været Merkels grundlag:

But that peace finally came to an end due to the 2015 refugee crisis — a conflict that landed the right-wing populist Alternative for Germany (AfD) party in parliament, divided Merkel’s Christian Democrats, distanced the Free Democrats from the Greens and drove a wedge between the center-left Social Democrats and parts of the conservatives. That divide now runs right through the political center and a broad periphery has emerged on the right with which no consensus is possible.

Modsætningerne har ligget der hele tiden. Merkel accenturerede dem. Konsensushensynene som har indrammet tysk politik, er sprængt. Ingen aner, hvordan de kan reetableres. Ingen aner noget som helst om fremtiden. Og tyskerne hader usikkerheden.

Netop fordi det er velkendt territorium. Kan de finde ud af trække veksler på deres historiske erfaringer? Den kritiske distance som Dirk Kurbjuweit viser, kunne anvendes på den tyske debat. Konsensus har en høj pris. Hvad har prisen været for at marginalisere og fryse en samfundskritiker som Thilo Sarrazin ud? Én ting er den personlige pris, som ægteparret har måttet betale – Sarrazins kone mistede sit job som lærer. Noget andet er den pris, det tyske demokrati har betalt.

Samme problemstilling gælder alle vestlige lande. Den officielle konsensus har længe været uden bund i virkeligheden. Hvad er prisen for at brunmale debattører man ikke kan lide? Demokraterne i USA og den liberale presse er gået til venstre og til dels blevet hysteriske. I USA kaldes det nu «Trump Derangement Syndrome».

Merkel var tirsdag igen på besøg på Breitscheidplatz i Berlin, hvor marokkanske Anis Amri for et år siden pløjede besøgende på et julemarked ned. Merkel var tydeligt påvirket. Hun kan næppe undgå at tage det personligt, at forbinde denne hændelse med sin egen dalende popularitet. Det, der er kommet frem, har blot øget skylden og ansvaret: Anis Amri havde ikke alene fået afslag på sin asylansøgning og skulle have været udvist. Sikkerhedsmyndighederne overvågede ham. De vidste, at han var en potentiel terrorist. Alligevel lod de ham bevæge sig frit.

Politikkens love i et demokrati tilsiger, at sådanne valg må få konsekvenser.

Dem der siger, at vi skal tilpasse os terroren, tager fejl. Det vil være demokratiets død.

I Tyskland tager det tid, før resultaterne viser sig. Folkets tålmodighed er stor, men ikke uendelig.

I Storbritannien slog politiet tirsdag morgen til mod fire mænd som planlagde juleterror.

Det stopper ikke.

Det liberale samfund virker paralyseret i mødet med terroren. De efterladte efter Breitscheidsplatz-terroren – 12 dræbte og 70 sårede – skriver i et brev, at de føler sig svigtet af regeringen Merkel og overladt til sig selv. Merkel har ikke en gang – hverken personligt eller skriftligt – kondoleret de efterladte.

Mandag mødte hun dem. Et år senere.

Det vidner om hjælpeløshed, svaghed, at man ikke magter at forholde sig til konsekvenserne af sin egen politik.

Billedet af Merkel som det nye Germania blegner. I stedet ser vi en kvinde, som på kort tid er blevet gammel, og hun har fået noget af alderdommens fortvivlelse over sig, over at tidens kværn maler og fratager hende muligheden for at rette op på fejlene.

Nu må hun forholde sig til en koalition i Østrig, hvor Frihedspartiet – en slags søsterparti til AfD – sidder i regering.

Det må være en underlig erkendelse, at pendulet er svinget så langt til højre på så kort tid.

Merkel, som tugtede grækerne og fremstod som uovervindelig, er pludselig blevet svag og skrøbelig.

Der Spiegel spørger om hun ikke skylder tyskerne at spare dem for sejpineriet og gå af før tiden.

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Ét svar til “Merkel – enden på en æra”

  1. Lilian Rosemound-Falkenskjern siger:

    Endnu engang er Europa bagt i knæ og ødelagt af en splittergal tysker, som påberåber sig at være den store leder, mens hun myrder den etniske befolkning uden, en tåre men med stolthed og foragt. Hvad jeg ønsker, at se ske med hende kan jeg desværre ikke skrive.