Oraklerne



”Det er forfærdeligt at blive så klog, at man ikke tror på Vor Herre. Det er forfærdeligt, at mennesket bilder sig ind at være ufejlbarligt.”

Sådan skrev eventyrfortælleren H.C. Andersen, da han var en træt gammel mand – snart døende og gruede for de nye tider, der ville komme, hvor troen var forsvundet og menneske gjorde sig selv til Gud. Sådan som vi hører om i H.C Andersens vintereventyr om Snedronningen –  hvor den historie, der fortælles igennem den lille Kay, ikke blot er hans egen, men hele menneskeslægtens historie.

Det er den sande fortælling om mennesket, der ikke er ufejlbarligt. Om den ære vi tabte, om spejlsplinter i øjnene og evnen til at skelne mellem godt og ondt – om evnen til at elske og om kærligheden fra Gud.

Fortællingen begynder med Djævelen, der havde et spejl, der forvrængede alt, hvad der spejledes deri. I spejlbilledet så man kun det værste og grimmeste ved sig selv og andre, ondt blev til godt, og smukt blev grimt, og grimt blev smukt. Sandhed var løgn, og løgn var sandhed i det spejl.

ANNONSE

Troldspejlet er løgnen fra tidernes morgen, den løgn som hvert menneske bærer i sig, fristes af og har at kæmpe imod. ”Det fæle glas (…) gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordenlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke”.  En dag rettede Djævlen spejlet mod englene og Guds himmel – Djævlen ville, at når Gud spejlede sig deri blev hans ansigt til Djævlens – ondskabens ansigt. Han ville være som Gud, men da splintredes spejlet i millioner, billioner stykker og gjorde endnu større ulykke end før.

Stykkerne var som sandkorn, og fløj de ind i folks øjne blev de siddende og mennesket så nu alting forkert – og fik man en spejlsplint i hjertet, blev hjertet som en klump is. Alt det anede den lille Gerda og lille Kay intet om. De to små var fattige, men rige på livets skønhed – uskylden og umiddelbarheden – troen og kærligheden. De to små sad og holdt hinanden i hænderne i haven med de blomstrende roser, så ind i Guds klare solskin og talte til det som om Jesusbarnet var der. Gerda sang for Kay ”Roserne vokse i dale/ der får vi Barn-Jesus i tale.” Den lille Kay sang med og pludselig skete det: ”Au! Det stak mig i Hjertet! Og nu fik jeg noget ind i Øjet”  sagde lille Kay, han pirrede med øjnene.  ”Den stakkels Kay han havde fået et gran lige ind i hjertet. Det ville snart blive ligesom en isklump.” En splint af løgnen havde taget bolig i lille Kay.

Løgnen gør ondt, som H.C. Andersen skriver. Den gør ondt i sjælen – det ved vi, at den gør.  Men så længe løgnen er en smerte, så længe samvittighed anfægter dig lille menneske – da yder du modstand. Men man kan også leve i løgnen – den kan blive en del af dig. Og den var blevet en del af lille Kay-  nu gjorde troldsplinten ikke ondt mere, men den var der. Kay havde fået en kundskab han ikke kunne forvalte – han så kun det grimme, det foragtelige og det fejlbarlige ved andre mennesker.

Han drillede selv den lille Gerda, som af hele sin sjæl holdt af ham. Han tog troen, håbet og modet fra et andet menneske, ved at ringeagte det – bilde et andet menneske ind, at det intet er værd – at det ikke er elsket af Gud. Men folk sagde om Kay: “Det er bestemt et udmærket hoved, han har den dreng!”– for med troldsplinten i øjet var han blevet så klog, at han ikke længere troede på Vorherre. For i spejlsplinten så han alting forkert – løgnen blev til sandhed og menneske blev Gud. En trolddom var kommet over hans verden, han havde glemt Gud, men var tiltrukket af Snedronningen.

Hun lokkede ham med til sit skinnende iskolde slot mod nord. Kay binder sin lille kælk bag snedronningens slæde og i rasende fart bliver han trukket igennem byens gader. Af sted det går. ”Han ville sige sit Fader vor, men han kunne kun huske den store tabel.” Så forstandig og ’voksen’ var han blevet, den lille Kay, havde glemt, gudsbarnets bøn. Han havde glemt, at han var et Guds barn. ”Snedronningen kyssede ham på panden. Uh! Det føltes koldere end is for ham og gik lige til hjertet, der var en halv isklump. Det var som om han skulle dø, men så mærkede han ikke mere kulden omkring ham.” Følelsen af kulde og smerte er forsvundet.  Snedronningen havde kysset kuldegyset og kærligheden af ham. For længst havde han glemt den lille Gerda, glemt Vorherre og glemt sit Fadervor.

Men sådan sker det sker jo under tiden også i dag at mennesket glemmer Gud, som det var tilfældet i Sverige her i denne søde juletid. Ved den traditionsrige Luciafejring har en skole taget den raske beslutning, at udelade de vers af julens salmer med et kristent indhold. ”Gud” og ”Jesus” er røget ud – og Betlehemsstjernen slap heller ikke igennem censuren – men blev til ”stjernen over os alle”.

Der er forbud mod Fadervor og Trosbekendelsen ved skolearrangementer i kirken – tilbage har de svenske børn snart ikke andet end den store tabel. Man tror åbenbart at børn bliver skadet af, at høre om kristendommen – ligesom dengang i Sovjetunionens Rusland, hvor kommunismens ledere nedlagde forbud mod at fejre julen, kristne blev undertrykt af regimet og Lenin undlod ikke at bemærke at jo flere præster, der dræbes desto bedre.

Også HC Andersen blev betragtet som en farlig mand af systemet – fordi han var en kristen forfatter.

Fortællingerne udsprang af hans troende, vaklende hjerte. Og myndighederne i Rusland krævede enkelte passager af H.C Andersens eventyr bortcensureret. Ikke fordi han talte ondt om det politiske system i landet, men fordi det, der bærer i H.C. Andersens historier og eventyr aldrig er troen på, at et lille mennesker kan skabe et Paradis på jord med politiske magtregimer.

Nej, det, der bærer eventyrene er troen på, at Gud er kommet til os den nat på Betlehems mark – som et menneske, der vil være menneske med os. Som en lille kærlighedsgud på Marias arm, der bringer Guds frelse til sin genstridige skabning og dog elskede menneske. Men det kunne de russiske børn i de små hjem ikke tåle at høre, mente myndighederne, så Himlen og englene – Gud, Kristus og Fadervor blev strøget af censuren.

For de små russiske børn, der fik H.C. Andersens eventyr i julegave, måtte ikke lære, at frelsen er Guds – og at mennesker ikke kan blive som guder. Nej, de skulle lære, at frelsen kommer fra myndighederne og lederne og politikere, og præsterne skulle prise lederne og ikke Gud. Sådan blev det russiske folk opdraget til at mennesket var ufejlbarligt, at den gamle kærlighedsfortælling om Gud og menneske skulle forsvinde i evig glemsel.

Men det er jo sådan at sande kærlighedsfortællinger  at de aldrig forsvinder i evig glemsel – som fortællingerne fra hvert vores liv båret af kærlighed – fortællingen om ham eller hende der blev den, ingen andre har været. Sådan blev den lille Kay  i HC Andersens eventyr heller ikke glemt af Gerda. Hun kunne ellers have god grund til at glemme ham, som han havde fornedret og fornægtet hende.

Og hun rejser gennem de fagre  riger på jorden, for at komme til den anden verden, hvor lille Kay er. På bare fødder når hun frem til snedronningens slot, der har vægge af fygende sne og vinduer og døre af skærende vinde – oplyst af det kølige klare Nordlys. Her sad hun Snedronningen, det hvide mørke – herskerinde i forstandens verden. Uhyrer af sne og is lurer på den lille Gerda,  men den sande tro er magten i hendes hjerte.

Den lille folder hænderne og beder sit Fadervor. Bønnen skærmer hende, ja, det skaber en beskyttende englehær, der ledsager hende. ”Ånden fra hendes mund blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der voksede mere og mere, når de rørte ved jorden. Alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne.” Sikkert og frejdigt gik hun frem.  ”Hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de ville sove og hun trådte ind i de store, tomme, kolde sale – da så hun Kay, hun råbte ”Kay, søde, lille Kay! Så har jeg da fundet dig!” Men han sad ganske stille, stiv og kold; – da græd den lille Gerda hede Tårer, de faldt på hans Bryst, de trængte ind i hans Hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille Spejlstump derinde, så han blev menneske igen; han så på hende, og hun sang salmen: ”Roserne vokser i dale/ der får vi Barn-Jesus i tale”.  Rosen er Kristus – den er Guds frelse til ethvert menneske som, Gerda sang ind i Kays bryst hvor liget af et hjerte sad.

Han braste i gråd og spejlkornet trillede ud af øjnene. – Gråden, som viser, at det nyfødte barn er levende. Han græd, kendte hende og sagde “Gerda! Søde, lille Gerda!” Fortryllelsen er brudt – Kays lille menneskehjerte er sat fri af illusionen om at han skulle være ufejlbarlig. Selvom hjertet er troens sted og Guds sæde i mennesket, er det også det udsatte sted, fordi ingen af os kan sige os fri fra spejlstumperne i hjertet og splinterne i øjnene. Og nu gik de to små hånd i hånd ud af Snedronningens slot tilbage til den anden verden i Guds klare solskin, mens kirkeklokkerne ringede.

Sådan ringede klokkerne også i dag – ja, de kimer til julefest for at kalde alle jordens mennesker herhen i Guds Hus for at høre, at selvom vi glemmer Gud, vil Gud aldrig i evighed glemme sit menneske.

Det gjorde Han heller ikke dengang i Sovjettidens Rusland – for på trods af censur og undertrykkelse, på trods af at mennesket bildte sig ind, at det var ufejlbarligt, og at frelsen kom fra Stalin, Marx og Lenin – da kimer juleklokkerne også i Rusland i aften så mange år senere.

For Gud er ikke på et partis side, der har fundet en måde at undgå fattigdom, død og social ulighed på  – men han er rosen, der “vokser i dale”, det vil sige: Gud blev menneske for at være hos os med sit ord. Ordet om at du er tilgivet lille menneske – du er ikke så klog at du kan undvære Vorherre, du er ikke ufejlbarlig, men til trods for det er du noget ganske særligt.

For tilgivelsen medtænker troldsplinten, og synger frelsen ind i vore vaklende julehjerter – som englene sang verdens første julesalme på Betlehems mark: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden!/ Fred til mennesker med Guds velbehag.”

Da skal vi se livets begyndelse – ikke i forkromede traktater og overnationale konventioner – men i Barnet i krybben – for nok vil alle mennesker være guder, men kun Gud vil være menneske. I Jesu navn – glædelig jul.

Amen.

 

Marie Høgh er sognepræst ved Lynge-Uggeløse sogne

ANNONSE