Gæsteskribent



Artiklen har tidligere været bragt i Berlingske. Forkortet kommentar – Alt er privat hos Thomas Vinterberg

“Budskabet i tiden efter 1968 var, at alt var politisk. I kollektiverne hang plakater med Mao og Lenin og løbesedler fra venstreradikale partier. Sådan er det ikke i Thomas Vinterbergs nye film ‘Kollektivet’. Her er alt privat, mens alt politisk bliver fejet under kollektivets gulvtæppe.

Med flammeskrift blev det indprentet i 1970erne, at alt var politisk. Venstrefløjens parole var, at intet var privat. Det viste sig tydeligt i kollektiverne, der sprang op efter 1968. De fik eksotiske navne, som f.eks. Maos Lyst, hvor forfatteren Ebbe Kløvedal Reich boede.

På væggene i de store kollektivhuse hang plakater med tidens førende revolutionære som Mao og Lenin. På opslagstavler hang indkaldelse til møder eller strejker underskrevet af Danmarks kommunistiske Parti (DKP)eller Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Optagelse af nye medlemmer, og jeg har selv prøvet turen, var et forhør i politiske slogans, og hvis man afveg fra den venstreradikale dogmatik, så var optagelsen usandsynlig. …

I Thomas Vinterbergs nye film Kollektivet er der intet politisk, blot i begyndelsen en henkastet bemærkning om socialistisk litteratur. Ellers er filmen kemisk renset for politik. Kollektivets medlemmer taler ikke om politik, der er ingen plakater på væggene af de revolutionære koryfæer, og der er ingen henvisning til tidens populære partier som Venstresocialisterne (VS), KAP eller DKP.

I filmen bor en kreds sammen i et stort hus og da den mandlige hovedperson, spillet af Ulrich Thomsen, forelsker sig i en ung studerende, flytter den unge elskerinde ind i kollektivet, da Ulrich Thomsens hustru, spillet af Trine Dyrholm, giver sin tilladelse.

I filmen er alt dette skildret som en privat formsag, som kollektivets øvrige medlemmer ganske vist skal stemme om, men intet sted i forløbet får publikum fornemmelsen af, at dette var en logisk konsekvens af tidens politiske mode, nemlig at ægteskabet af politisk-ideologiske grunde ikke var i høj kurs.

I Thomas Vinterbergs film bliver den bastante politik, der i de ‘hårde’ kollektiver var kombineret med ønsket om revolution og våbenkamp i fjerne egne, til en sød idealisme, hvor det gælder om at tage hensyn til hinanden. Som Thomas Vinterberg selv formulerer i en udtalelse om sit eget kollektiv: ‘Selv om kollektivet bestod af veluddannede tænkere, syntes livet dengang ganske naivt og ekstremt idealistisk i dag – men der var så meget håb for fremtiden.’

På sin egen måde gør Thomas Vinterberg kollektivet til en politisk utopi, men altså ikke i form af voldelig revolution, politiske slagord, strejker eller demonstrationer, men som udtryk for en varm medmenneskelig naivitet med håb for fremtiden. …

Thomas Vinterbergs nostalgiske film er forståelig nok. Tiden udvisker jo – ikke mindst i et hyggeligt samfund som det danske – alle skarpheder og efterlader et blødere erindringsstof. Thomas Vinterberg var jo også blot barn i sit kollektiv og har næppe selv erindring om tidens benhårde politiske retorik.

Men kollektiverne var ikke isolerede paradisøer fjernt fra verdens tummel. Der foregik dramatiske og uhyrlige ting ude i verden, og venstreradikalismens medlemmer støttede ofte – i hvert fald i teorien – totalitære bevægelser og regimer. Der var sandelig også i lille Danmark farer og ekstremister, der ville bruge vold, som Blekingegadebandens mangeårige virke vidner om.

Man kan imidlertid godt forstå, at Thomas Vinterbergs klinisk har renset sin film for det politiske og gjort det privat, for derved bevarer han illusionen om troskyldig naivitet og det skal være enhver kunstners ret. …

I Kollektivet har Thomas Vinterberg fjernet al politik fra sit kollektiv for at få sin egen politiske pointe hjem, nemlig at kollektivets beboere var naive idealister, der gav håb for fremtiden. Men det er at digte mod kilderne, og 1970erne og 1980ernes ekstremisme er interessant, fordi vi derved kan se, at selv i vor hjemlige hygge kan ekstremisme trives og bestemme rammerne for menneskers liv.

Dén historiske erkendelse giver Thomas Vinterberg ikke en ung generation mulighed for at reflektere over.”

ANNONSE


  • Glennie Sørensen

    Og sådan ændrer man filmisk en tidalder og den begivenheder, til at fremstå som noget helt andet end virkeligheden, så den passer til ens politiske ståsted, ligesom Bornedal´s makværk af en film, 1864, hvor feks. sigøjnere blev fremstillet som rne Jesus´er, og alle dem Bornedal ikke kunne lide, som idioter og satan selv.
    Og angående Blekingegade terroristerne, så har vi stadigvæk AFA, som er mindst lige så voldsparate som terroristerne fra Blekingegade …

  • Pingback: Thomas Vinterberg på Berlinale-pressemøde: "Jeg skammer mig meget over at være dansker." - Document()