Kommentar



Nogen slag er symbolske. Niqab-forbuddet, eller maskeringsforbuddet, berører ikke mange mennesker, men er alligevel vigtig. Det er det første forsøg på at sætte grænser for islams ekspansion i Danmark. På reaktionerne kan man aflæse holdninger, både hos muslimerne og hos danske opinionsdannere.

Når avisen bag karikaturene i dag går imod forslaget og begrunder det med en tro på, at de liberale ideer vinder til sidst, så udstiller JP, at de ikke har magtet at drage konsekvensen af de seneste 13 år. Når lederartiklen af 7 oktober går imod forbuddet og kalder det en kapitulation, går man ind for en principiel frihed, som ikke længer findes:

Det gør man ikke ved forbud eller ved at tilsidesætte de grundliggende frihedsrettigheder. Man udstiller blot, at man bruger sin magt til at udstille sin afmagt og sin egen svigtende tro på, at det gode argument og de liberale frihedsrettigheders suverænitet til enhver tid vil sejre i sidste ende.

Det smertelige ved islams indtog i Europa er, at vi må afkorte vores frihed. Der turde ikke være nogen tvivl: Vores egen generation, 68’erne, har benyttet friheden til at undergrave den. Vi var forløbere. Vi har undergravet den med dekadence og hedonisme. Nu følger islam og går i de samme fodspor. Der eksisterer en mærkelig symbiose mellem islam og 68’er-liberalismen: Den totale frihed betyder den totale tvang.

ANNONSE

Islams sejr betyder også, at ordene mister sin betydning. JPs leder er et eksempel på, at når man nægter at erkende de faktiske forhold, så bliver fastholdelsen af den ubeskårne frihed et forræderi mod de idealer man forfægter.

Alle mennesker med realitetssans fornemmer dette. Det er det, vi skal holde fast ved.

Jyllands-Posten forråder de idealer, de for bare 12 år siden kæmpet for.

Det giver en kronik i dagens avis et eksempel på. Sabrina Hartvig er bibliotekstuderende. Hun bærer tørklæde og kan ikke forstå, hvordan danskerne kan vedtage et forbud, der begrænser andre menneskers frihed.

Jyllands-Posten tror, at danskerne kan vinde flertallet af muslimer over på sin side, for danske værdier:

det handler ikke om islamister. Tværtimod handler det om at vinde det overvejende flertal af muslimer, som gerne vil integreres, over på de danske værdiers side.

Er der nogen tegn på, at “det overvejende flertal af muslimer” gerne vil integreres i denne betydning?

Hartvig burde om nogen være et eksempel.  Hun er bibliotekstuderende. Hun arbejder med bøger og dannelse. Alligevel er der ikke tegn på, at hun har forstået, hvad demokrati er. Det er kun en fastholden i, at demokrati betyder, at alle kan gøre, hvad de vil. Islam har intet med tvang at gøre.

Hartvig kræver retten til selv at definere sin identitet. Det logiske svar må være: Men så må danskerne have samme ret. og hvad hvis de kommer til helt andre resultater? Hvad hvis de finder ud af, at den tankegang Hartvig repræsenterer udgør en dødelig fare for det danske demokrati? Hvad hvis det går op for danskerne, at det er et enten-eller? Enten islam eller frihed?

Den mulighed synes ikke at foresvæve Hartvig. Derfor kommer hvert eneste forbud som et chok, et uforståeligt overgreb, der gør hende og hendes trosbrødre og søstre vrede.

Hartvig er velformuleret og det er værd at læse, hvordan hun argumenterer. Hun beskriver en mentalitet og en tilstand, som er repræsentativ for mange “velintegrerede”. Hvis integreret betyder studieplads, uddannelse og udsigt til arbejde, er hun integreret. Men hendes hoved fungerer anti-dansk:

Bemærk den selvretfærdige vrede. Ethvert forbud eller indskrænkning af islam udløser vrede:

Jeg talte med et familiemedlem, som bærer niqab. Hun fortalte mig, at hun blev meget vred, da hun hørte, at forbuddet var blevet vedtaget. Det forstår jeg udmærket godt. Hun bærer niqab, fordi hun føler, at det er det rigtige for hende. Det er en del af hendes identitet, og så får hun pludselig at vide, at nu kan hun få bøder og måske endda fængselsstraf for at følge sin overbevisning. En overbevisning, som slet ikke skader nogen.

Min egen første reaktion var chok. Jeg havde hele tiden vidst, at Danmark ikke ligefrem er det land i verden, som er mest begejstret for islam. Dog havde jeg en tiltro til, at man i Danmark vægtede den personlige frihed så højt, at et sådant forbud ikke kunne komme på tale her, af alle steder, trods uviljen mod islam og muslimer.

Jeg er selvfølgelig også vred.

Hartvig demonstrerer uden at vide det, hvorfor ikke bare niqab, men også tørklædet bør forbydes:

Hold op med at sige, at vi muslimske kvinder er undertrykte af islam og vores mænd. Det er jo regeringen, som undertrykker os ved at forsøge at diktere, hvad vi må have på. Jeg hader det virkelig, hver gang jeg hører eller læser om, hvor undertrykt jeg og andre muslimske kvinder formodes at være. Tænk, at folk kan tro, at mit føromtalte familiemedlem er undertrykt, fordi hun bærer niqab. Hvis bare folk vidste, hvor stærk og selvstændig en kvinde hun er, og hendes mand er det rareste menneske, som aldrig blander sig i hendes eller andre kvinders påklædning.

Naiviteten er grænseløs:

Et andet argument, som også er oppe at vende, når der tales om forbud mod niqab, er, at mange synes, at det er utrygt, at de ikke kan se identiteten på kvinder med niqab, men hvad I ikke forstår, er, at disse kvinder er helt almindelige mennesker. De har bare lidt mere tøj på end os, som kun går med tørklæde. I behøver slet ikke at føle jer utrygge ved disse kvinder, for de er ikke ude på at gøre jer ondt.

I virkeligheden forlanger Hartvig, at danskerne skal være lige naive. De skal afkoble deres realitetssans. Det vil være første skridt mod overgivelse. Det er sådan islam fungerer: Man skal acceptere hele pakken. Så glider de enkelte dele bedre ned. Derfor er niqab meget vigtig. Det har ikke bare med de få kvinder at gøre, som går fuldstændig tildækket. Det handler om at acceptere noget ekstremt. Så vil alt andet i efterhånden opleves som mildt i sammenligning, og sådan argumenterer Hartvig da også:

Nogle mener endda, at niqabben tager identiteten fra kvinder. Det gør den ikke. Tværtimod er niqabben en del af disse kvinders identitet, en identitet, de er stolte af. Det er det samme for de af os, som blot går med tørklæde. Det er en del af vores identitet. Vi går ikke med tørklæde og niqab for at genere vores ikke-muslimske medborgere. Vi gør det for vores egen skyld.

Der findes kun et svar: At se verden fra islams synsvinkel.

Vi har en anden religion end jer. Vi har måske en anden kultur. Men hvis I kendte os og islam bedre, så ville I vide, at der er værdier, vi kan være fælles om. Der skal være plads til os alle sammen. Også til folk, man ikke kan lide eller er uenig med. Det bør kunne lade sig gøre i Danmark. At påstå, at der kun er plads til en kultur eller religion eller nationalitet, eller hvad folk ellers kan finde på … det bunder alene i frygt, had, uvidenhed eller racisme. Ting, som ikke bør være fremherskende i et videnssamfund i en tid, hvor der er fuld fart på globaliseringen.

Hartvig projicererer islams intolerance over på danskerne.  Selv den mindste indskrænkning fortolkes som en total afvisning. Dermed siger hun, at der ikke findes noget grundlag for kompromis. Det er alt eller intet.

For hver gang muslimerne øger indsatsen, viser de det liberale samfund, at det ikke har forstået, at der skal endnu skrappere love til: Budskabet skal være krystalklart: Vi godtager ikke symbolerne på en religion der kræver, at vi skal underkaste os. Muslimerne har selv defineret reglerne og får svar på tiltale.

Friheden må afkortes eller regulereres for at forsvare den. Det er det paradoks islam har påtvunget os, og der er ingen vej udenom.

Man kan ikke vige uden om. Dilemmaet er konstant og det vil kræve stadig større hårdhed for i det hele taget at forsvare et samfund, hvor der også er plads til muslimer.

Det kan man ikke forvente, at muslimer skal forstå.

Men måske Jyllands-Posten?

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Henrik Larsen

    Jeg er enig i burkaforbud mm. , men det tyder på, at det desværre kun er en stakket frist, før islam slår igennem, også bogstaveligt talt, på ethvert betydende punkt.

    Tyrkiet – som den multikulti forelskede intelligentsia herhjemme benyttede som præmieeksemplet på moderne islam, som kunne integreres – var jo netop kun sekulært, fordi islams fremmarch til det yderste, formelle niveau blev bremset af militæret. Men uanset moderne levevis og -vilkår forblev tilslutningen til islam tilstrækkelig høj, til at afkoblingen af militæret ved EU´s bevidstløse hjælp blev forvandlet til en demokratisk overgivelse af magten.

    I de smulte vande af selvbebrejdelse og konfliktskyhed hertillands angler islamister (læs: muslimer, der er aktivistiske) samtidig efter forståelse for endnu mere vold og samfundsundergravende virksomhed, netop fordi vi har vedtaget burkaforbud, hvilket burde være nemt at indse, udelukkende er en debattorisk illussion, for præmissen er jo, at islam som problem for det verdslige demokrati stille og roligt vil uddø, hvis intet bliver gjort, og det eksempel findes ikke i verdenshistorien.

    Derfor er og bliver problemet, at muslimerne er her, og at de (formentlig) alt andet lige før eller siden udnytter det demokratiske paradoks, bestående i at de har deres “frihedsrettigheder” til at afskaffe de selv samme, hvis demografien og -kratiet da bliver de afgørende milepæle, som lader dem vente på chancen for ultimativ indflydelse.