Tysklands forhold til islam har efterhånden fået karakter af skizofreni: Et stort flertal i befolkningen mener, at islam ikke hører hjemme i landet, en opfattelse som også deles af indenrigsminister Horst Seehofer, mens Angela Merkel og andre toppolitikere insisterer på at jo da, islam hører skam hjemme her.

For den syrisk-tyske statsvidenskabsmand og islamkender Bassam Tibi er denne debat aldeles utilstrækkelig. I et interview med Neue Zürcher Zeitung, som også er omtalt af Die Welt, anklager Tibi både Merkel og Seehofer for en bemærkelsesværdig uvidenhed og intellektuel dovenskab. Muslimerne er nu engang her, men skulle ligesom alt ved islam derfor høre hjemme i Tyskland? spørger han retorisk.

Foto: bassamtibi.de

Enten/eller-diskussionen er frugtesløs. Der behøves en kritisk islamdebat, fremhæver Tibi, men denne bliver undertrykt af de islamiske foreninger og den tyske stat, som efter hans opfattelse kapitulerer overfor islam. Resultatet er velkendt og finder sine modstykker også i andre nordeuropæiske lande: AfD dæmoniseres, og selv om mange privat erkender at de er enige i det partiet siger, øver de en streng selvcensur i offentligheden.

Tibi går i rette med en af venstrefløjens favorittanklager:

Neue Zürcher Zeitung: Seehofer bliver beskyldt for at «splitte» befolkningen.

Bassam Tibi: Samfundet er splittet allerede. Ti procent af muslimerne i Tyskland er socialt og erhvervsmæssigt integreret. 90 procent lever i parallelsamfund. De fleste af dem ønsker ikke engang at høre til i Tyskland. I Berlin findes der libanesiske, tyrkiske og kurdiske parallelsamfund. I Cottbus findes der allerede et syrisk parallelsamfund. Dette skyldes ikke bare indvandrerne, men også tyskerne.

Hvorfor? spørger avisen. Hans analyse minder meget om Christopher Caldwells, Mark Steyns og Douglas Murrays: Værtslandet tilbyder ingen attraktiv identitet. Identiteten som fandtes, er opgivet, glemt eller latterliggjort. Når den er borte, kan den heller ikke deles med andre. Som Mark Steyn har skrevet: «You can’t assimilate with a nullity – which is what multiculturalism is»

Folk, som kommer hertil, bliver ikke integreret. Som konsulent har jeg snakket om integration med folk i forvaltningen, og de har forbavset mig. Med integration mener de registrering, mad, husly og i bedste fald et sprogkursus. Men integration betyder, at man accepterer en identitet som borger. Identiteten hører til et hjemland. Når denne faktor bliver udelukket, er der intet tilbage. Lige præcis der har vi det tyske problem: Der findes ikke noget attraktivt identitetstilbud.

At integration er noget som sidder i hjertet, er noget vore egne intellektuelle dværge af administratorer heller ikke vil indse. Jan Tore Sanner fortsætter med at tale bullshit om integrationen som før, og fremhæver det pakistanske miljø som et godt eksempel.

Når man er mere optimistisk på Israels end på Vesteuropas vegne, til trods for at de har fjender både rundt omkring sig og i deres midte, er det netop fordi identiteten der til lands er smittende og vital. De ved hvem de er, de tilbyder en identitet, de ved at de må kæmpe for den, og selv i bevidstheden om at livet er vanskeligt, har de sunde fødselstal.

Den tyske virkelighed minder om Michel Houellebecqs roman «Underkastelse», mener Tibi. Staten kapitulerer overfor islam:

Hvad betyder det?

Liberale muslimske kvinder som Seyran Ates og Necla Kelek bliver sparket ud. Tyskland fører kun dialog med fire organisationer som alle er islamistiske, bogstavtro og finansieret fra udlandet.

Eftergivenheden har regeret længe. Resultaterne er derefter:

Jeg har snakket med libanesiske og tyrkiske unge som er tredje generation i Tyskland. De snakker flydende tysk, bedre end tyrkisk og arabisk. Men fordi de ikke anerkender grundværdierne, er de ikke integreret.

Man kunne indvende at mange tyskere heller ikke identificerer sig med de såkaldte værdier.

Den logik er primitiv. Hvis der findes etnisk tyske fjender af det åbne samfund, skal vi så skaffe os nogle flere fjender af det åbne samfund fra udlandet? Som tidligere udlænding siger jeg: Den som ikke accepterer grundværdierne, skal rejse sin vej. Vær så god, her er døren.

Invitationen kan med fordel udvides til hele Nordeuropa. Men endnu vigtigere er det at genopdage sig selv.

Køb Hege Storhaugs bog her!