Oraklerne



Det er samaritaner-tid i kirken for tiden.
Sidste søndag hørte vi beretningen om ‘den barmhjertige samaritaner’ – historien om manden, der blev overfaldet af røvere og fik hjælp fra helt uventet kant, nemlig fra en tilfældigt forbipasserende fra Samaria.
I dag møder vi endnu en samaritaner, og dagens evangelium minder også på andre måder om sidste søndags. Ligesom den overfaldne mand i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, er Jesus i dag på rejse. Han er på vej til Jerusalem. Og ligesom den barmhjertige samaritaner møder Jesus tilfældigt på sin rejse nogen, der har alvorligt brug for hjælp. I dag er det bare ikke en blødende mand i vejgrøften, men ti mennesker, der lider af sygdommen spedalskhed.
Tilværelsen for spedalske var rædselsfuld. Først var der selve sygdommen, som indebærer at man så at sige rådner op i levende live. Dernæst måtte man finde sig i at leve som udstødt af samfundet, og man skulle gå rundt og banke to stykker træ mod hinanden, mens man råbte ”Uren! Uren!”, så folk i nærheden kunne skynde sig at komme væk. Det var nødvendigt, for sygdommen var meget smitsom, og kun ved at isolere dem, der led af den, kunne man begrænse smitten.
Men det har været en ensom og smertefuld tilstand at leve i, og man må forestille sig, at den, der var ramt af sådan en sygdom, kun havde ét eneste ønske: at blive rask igen. Ti af disse ulykkelige mennesker møder Jesus helt tilfældigt på sin rejse mod Jerusalem, mens han befinder sig på grænsen mellem Galilæa og Samaria. De råber til ham langt borte fra, for de måtte ikke komme i nærheden af almindelige mennesker. Og Jesus går heller ikke hen til dem, men råber bare tilbage, at de skal gå hen til præsterne og blive undersøgt.
Ifølge Moseloven var det præsternes opgave at erklære folk for rene og urene. Og alle ti tager øjeblikkelig af sted og går hen for at lade sig undersøge. Og alle ti bliver helbredt, mens de er på vej derhen. Normalt indlod jøderne sig ikke med samaritanerne, men når man er ramt af spedalskhed, hænger man sig måske ikke helt så meget i, hvem man omgås. I hvert fald var der blandt de ti spedalske, som Jesus mødte, mindst én samaritaner, for det fortælles os meget bestemt, at af de ti var der kun én, der vendte tilbage for at sige tak – og det var en samaritaner.
Jesus reagerer med overraskelse over, at kun én vender tilbage, og han siger til denne éne takkende samaritaner, at ”hans tro har frelst ham.” Hvad vil evangelisten nu fortælle os med den historie? At samaritanere er bedre end andre? Eller at kun en ud af ti er ”tilstrækkelig troende” til rigtig at være gode nok til Jesus? Nej, det ville ligne Jesus dårligt, hvis dét skulle være pointen. Der var jo heller ikke nogen af de ti spedalske, der ikke troede Jesus på hans ord eller gjorde, som han sagde. Tværtimod hører vi, at de alle ti straks begav sig af sted, da Jesus sendte dem hen til præsterne. På det punkt manglede de ikke tro. Og det er faktisk forbløffende. De får intet andet af Jesus, end en besked om at gå hen til præsterne. Mere behøver Jesus ikke at gøre eller sige, så begiver de sig straks af sted.
Og det er ikke, fordi de er blevet helbredt, at de tror på Jesus, for vi får udtrykkeligt at vide, at dét sker på vejen hen til præsterne. De tror Jesus på hans ord. Alt, hvad de får af Jesus, er et ord. Men et ord, der skaber, hvad det nævner. Men når nu de alle troede Jesus på hans ord, og når nu de alle blev helbredt – hvorfor sagde de så ikke alle tak? Jamen det gjorde de sikkert også.
Ifølge Moseloven skulle man bringe et takoffer i templet, når præsterne havde erklæret én helbredt for en sygdom. Og det er svært at forestille sig, at de ikke gjorde dét med glæde og oprigtig taknemmelighed. Når man har været syg i lang tid og har levet på kanten af samfundet, isoleret fra sit hjem og alle dem, man elsker, så skulle man være et ualmindelig koldt menneske, hvis man ikke var af hjertet taknemmelig for at blive helbredt.
Nej, de gav selvfølgelig den krævede offergave med hjerterne fulde af tak og glæde. Og vi må forestille os, at de bagefter er gået til tilværelsen med alle mulige gode forsætter om at tage imod hver dag som den ufattelige gave, den er; og om aldrig mere at hænge sig i bagateller eller lade sig gå på af tilværelsens småproblemer. Og de har sikkert fortalt alle mulige andre om vigtigheden af at sætte pris på livet og huske at bruge det og nyde det.
Men efter et stykke tid er sygdommen kommet på afstand, og de har glemt, hvor rædsomt de havde det, da de var spedalske. Tilværelsen som rask er blevet til dagligdag, og de små problemer er begyndt at tårne sig op og trænge sig på. Og de har opdaget, at almindelige menneskers tilværelse måske ikke var helt så lyserød, som de havde drømt, at den ville være, dengang de var syge. Okay, de har deres gode helbred, men der er stadigvæk regninger, der skal betales; børn, der er vanskelige; surt arbejde, der skal udføres og rod, der skal ryddes op, og det kan faktisk godt være rigtig stressende og give anledning til mange, mange bekymringer!
Med andre ord, er deres tilværelse nok blevet radikalt ændret på grund af deres helbredelse – men deres syn på tilværelsen er ikke. Ikke i længden. Men så langt er de slet ikke kommet endnu. Lige nu er de bare ovenud lykkelige, alle ti. Og hvis de ni havde hørt, hvad Jesus sagde til samaritaneren: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?”, så havde de sikkert slet ikke forstået, hvad han mente. ”Vi har da givet Gud æren. Det gjorde vi da i templet!” Og det er rigtigt, det gjorde de. Men forskellen på dem og samaritaneren er, at samaritaneren var den eneste, der så en direkte sammenhæng mellem det, der var hændt ham, og manden, der havde sagt de helbredende ord.
Han forstod, at Jesus var mere end en mirakelmager, mere end en healer. Denne ellers så ringeagtede samaritaner – som sikkert ellers var den af de ti, der havde den ydmygste tilværelse at vende tilbage til efter sin helbredelse, han forstod, hvad de andre ikke gjorde: at Gud havde talt til ham igennem Jesus fra Nazareth – at Gud gennem Jesus havde løftet sit ansigt mod ham og givet ham fred. ”Stå op og gå herfra. Din tro har frelst dig!” Med de ord fik samaritanerens liv et nyt perspektiv, et nyt udgangspunkt. Og det, han siger tak for, er ikke kun helbredelsen. Han takker for, at Gud er med ham under alle forhold, også i modgang og sygdom. Ligesom salmisten i den gammeltestamentlige salme, jeg læste fra alteret, takker han Gud for, at Han tilgiver al vor skyld, helbreder alle vore sygdomme. At Han udfrier vores liv fra graven og kroner os med godhed og barmhjertighed. Samaritaneren havde set sin Gud i Jesus fra Nazareth. Derfor sagde han tak – og derfor var det, at Jesus sagde til ham: ”Stå op og gå herfra. Din tro har frelst dig!”
Amen.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.
Skriv en besked …
ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)