Kommentar

Johannes Vermeer Christ in the house of Martha and Mary

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.

Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«

Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

ANNONSE

Joh 1,35-51 19. s. e. trin.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed. Sådan indleder evangelisten Johannes sit evangelium, sit gode budskab om Jesus Kristus, Guds søn. Med at Gud blev kød og blod. Gud blev menneske. Og ikke bare dét: han tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed. Han boede på jorden, blandt mennesker, og åbenbarede sig for dem: lod dem se, hvem han virkelig var. Indtil da havde ingen set Gud. Indtil da havde Gud været skjult for menneskers øjne. Men i Jesus bliver det synligt og hørligt for mennesker, hvem Gud er. Hvorfor? Hvorfor valgte Gud at åbenbare sig for mennesker på den måde? Fordi, siger Johannes, fordi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv. Gud elskede verden. Og derfor kom han til verden for at møde mennesker i verden – og give sit liv for at frelse verden.

Dagens læsning er også hentet fra Johannes’ evangelium. Vi hører om en række discipelkaldelser og disciplenes reaktioner på at være kaldet til at følge Jesus. ”Vi har mødt Messias” siger Andreas til sin bror Simon. Og Filip siger: ”Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret”. Det, som disciplene fæstner sig ved, er med andre ord, mødet med frelseren. Messias, ham, som Moses har skrevet om i loven, det var den længe ventede frelser, som det Gamle Testamentes profeter havde forudsagt ville komme og udfri Israel. Idet disciplene ser og taler med Jesus, véd de, at nu er Messias kommet – ham har de mødt! De har set hans ansigt og hørt hans stemme, kikket ham ind i øjnene. Og det er i sandhed stort! At have mødt Jesus.

Nu er der af og til folk, der kan finde på at antræffe deres medmennesker og konfrontere dem med spørgsmålet: ”Har du mødt Jesus?” Det er sikkert som regel i den bedste mening, men nogle gange kan de bare få det til at lyde, som om det er meget svært at få lov til at møde Jesus. Som om, han har sat én i stævne ét eller andet sted, hvor man kun kan komme hen, hvis man gør sig umage for at have det helt rigtige, religiøse sindelag og de helt rigtige, religiøse værdier. Og hvis man ikke når hen til det sted, fordi man ikke formår at opdrætte disse religiøse følelser hos sig selv, så kan man ikke møde Jesus. Den opfattelse ligger i hvert fald godt i tråd med den for tiden så moderne tendens til ”personlig udvikling”.

En forhenværende komiker, som nu er psykoterapeut, tager fx ud og holder foredrag, hvor han fortæller, at personlig udvikling er som at bestige Mount Everest. Enormt besværligt, men folk gør det alligevel. Her kunne jeg godt tænke mig en nærmere definition af, hvad det er for nogle ”folk”. Jeg kender da fx ingen, der tilnærmelsesvis har besteget Mount Everest. Endsige så meget som overvejet at gøre det. Jeg tror ret beset heller ikke, jeg kender ret mange, der ville evne at bestige det. Det kræver en toptunet fysik at være bjergbestiger, så alle de gamle, syge, svagelige, magelige, gravide og gangbesværede må nok regne med at blive ved foden af bjerget. Der er noget ukristeligt over at ville betragte sit sjæleliv som en anstrengende rejse op til toppen af et kilometerhøjt bjerg, som kun de stærkeste formår at besejre.

Det er lodret modsat hvad Bibelen fortæller os. Her får vi ikke at vide, at vi skal strenge os an og klatre opad for at ”udvikle os” i åndelig forstand. Her får vi tværtimod at vide, at Gud er steget ned fra bjerget og møder os dér, hvor vi er. Da patriarken Jakob drømte om en stige, hvor Guds engle vandrede op og ned, så var det ikke en drøm, der ville fortælle ham, at han skulle klatre op ad den stige. Det var en drøm, der fortalte ham, at Gud var på det sted, hvor Jakob lå. Gud steg ned fra Himlen og mødte Jakob dér, hvor han var. Og efter forklarelsen på bjerget, hvor Jesus havde vist sig for disciplene i al sin strålende herlighed, så steg han ned fra bjerget igen, ned til menneskene og gik straks i gang med at tale til dem og gøre sine undere med dem.

I kristendommen kommer Gud ned fra bjerget og møder menneskene dér, hvor de er. Dér, hvor man møder Jesus, er i dagligdagen, i verden. Ikke på et eller andet åndeligt Mount Everest, som kun supermænd kan bestige. Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret. Sådan sagde Filip, én af de første disciple, og sådan siger vi også i dag, alle vi, der er døbt til hans navn. Vi har mødt vores frelser i Jesus fra Nazareth. Kun i ham er der frelse. Jeg er vejen og sandheden og livet, siger han. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Der er kun frelse i hans navn, ikke i noget som helst andet, og det vil sige: heller ikke i vores egen religiøsitet. Frelsen kommer fra Herren, som der står i salmernes bog. Ikke fra os selv.

Hvis man vil gøre menneskers egen religiøse stræben til det væsentlige, så er Jesus ikke længere Kristus, frelseren, men blot en morallærer, en guru, eller allerhøjest, som muslimerne siger, en stor profet. Frelseren kan han ikke være, hvis det er menneskets egen religiøse stræben, der frelser. Gud viser sig for os i mennesket Jesus, og han taler til os i ham. ”Følg mig!”, siger Jesus til sine disciple – og til os. Og følge ham er hvad vi skal gøre. Ikke op på bjerget, men ned fra det, for det var dén vej, han gik. Ned til verden. Ikke op til bjergets ensomhed. Hvis du vil følge din frelser, så vend dig til virkeligheden i hverdagens store eller små pligter og vend dit blik og din stræben mod menneskene i verden, ligesom Han gjorde det. Dét er at følge din frelser. Amen.

 

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder