Oraklerne



Som borgere her i landet betaler vi en vis del af vor indtægt i skat. Vi må altså skelne mellem den indtægt, som den enkelte har før skat, og den indtægt, som han har efter skat. Men hvorledes skal vi forstå forholdet mellem indtægt og skat? Er de penge, som den enkelte tjener før skat, hans personlige ejendom, og er skatten så noget, som staten tager fra ham for at kunne løse sine opgaver? Det mener Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, som i et blogindlæg hævder, at de penge, som vi tjener på at arbejde, er vores, og at vi derfor, når vi betaler skat, giver nogle af vore egne penge fra os. Men er det rigtigt at se sagen således?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi først gøre os klart, hvad der bestemmer den indtægt, som den enkelte har før skat. Denne indtægt bestemmes af to ting. På den ene side bestemmes den af den enkeltes arbejdsindsats og innovationsevne. Og på den anden side bestemmes den også af den lovgivning, som understøtter markedet, og som giver den enkelte mulighed for at kunne udnytte sine evner på markedet. Det være sig lovgivning om patenter, ophavsret, aktieselskaber, bankvæsen og så videre. Betydningen af den enkeltes innovationsevne afhænger for eksempel af, om der er en effektiv patentlovgivning.

Det vil sige, at den indtægt, som den enkelte har før skat, ikke kun er en følge af hans egen arbejdsindsats. Den er også en følge af den lovgivning, som understøtter og opretholder markedet. Derudover afhænger det, at den enkelte kan have sin indtægt i sikkerhed også af, at der er et politi og retsvæsen, som effektivt kan beskytte ejendomsretten. Og alt dette skylder den enkelte ikke sig selv. Det skylder han derimod det omgivende samfunds institutioner. Men dette indebærer, at det først er, når den enkelte har betalt, hvad han skylder for den støtte, som samfundet giver ham, for at han kan få en sikker indtægt på sit arbejde eller på sin opfindelse, at han helt entydigt har sine egne penge. Hvad der er ”ens egne penge” af den indtægt, som man har før skat, er altså en lovbestemt konvention, som også afhænger af skattesystemets legitime indretning.

ANNONSE

Dette betyder ikke, at der ikke er visse grundlæggende betingelser, som et legitimt (eller retfærdigt) skattesystem skal opfylde (og som det vil være interessant at gøre rede for i en anden sammenhæng). Men det betyder, at man misforstår demokratiets grundlag, hvis man vil tale om, hvad der er en demokratisk borgers egne penge uafhængigt af det demokratisk vedtagne skattesystem, som opfylder betingelserne.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE


  • Karsten S

    Nej. Kogt ind til benet: de penge, den enkelte tjener ved eget arbejde er hans egne. Hvor meget staten skal kræve ind for at overføre til andre eller opretholde institutioner for er relativt, om end i et vist omfang selvfølgelig nødvendigt. Vi tager et vist beløb fra nogle (de såkaldt rige) for at overføre penge til andre (de såkaldt fattige). Vi tager ALDRIG fra de fattige for at overføre til de rige. Det er sproglig manipulation.

  • Christian Ivar Petersen

    Der er et problem som undergraver hele premissen i artiklen: Du kan ikke vælge ikke at betale skat. Staten er ikke nødvendig for at have et lovsystem. Folk kan vælge at donere til en uafhængig instans som stadfæster og håndhæver loven. Politiet er ikke nødvendig for at beskytte befolkningen (hvilket de ved lov heller ikke er forpligtet til. Politiet er en håndhævende magt, ikke en beskyttende magt) befolkningen kan beskytte sig selv, eller hyre private vagtværn til at gøre det for dem. Markedet har ikke brug for lovgivning til at understøtte det, tvært imod er det frie marked langt mere effektivt end noget staten nogensinde har designet. Penge du tjener er dine egne, og du er TVUNGET til at afgive dem i skat. At tage andres ejendom ved magt er der et ord for: Tyveri.