Gæsteskribent

I en kommentar d. 27. april forsvarer Mia Amalie Holstein (MAH) fra CEPOS de rigeste franskmænds donationer til genopbygningen af Notre Dame over for kritik fra De Gule Veste, idet hun mener, at de riges formuer er retfærdige, fordi de er opstået som følge af markedsmekanismen, som MAH som liberalist hylder.

Før der kommer en kritik af denne opfattelse, er der et par ting, som MAH misforstår. Hun citerer De Gule Veste for, at de rige ikke betaler nok til de fattige, men denne kritik mener hun, burde rettes mod politikerne. Men bevægelsen af De Gule Veste er netop opstået som en kritik af Macron’s økonomiske politik, der har lempet kapitalbeskatningen, fjernet formueskatten og hævet sociale bidrag, som især rammer pensionister, samtidig med at arbejdsmarkedsreformer har gjort ansættelsesforholdene mere usikre for almindelige franskmænd.

Det var forhøjede afgifter på benzin og diesel, der udløste aktionerne, fordi folk udenfor byerne er afhængige af deres biler, men som den dybereliggende årsag til aktionerne henviser De Gule Veste konstant til, hvad de opfatter som uretfærdige skatteændringer til gavn for de rigeste, hvorfor Macron omtales som de riges præsident. Rige franskmænds (skattefradragsberettigede) milliarddonationer til genopbygningen af Notre Dame udstiller blot ulighederne, således at vreden nu ikke mere rettes udelukkende mod politikerne, men også mod de franske milliardærer, der ikke er meget for at betale skat, men gerne giver til genopbygningen af en bygning – formentlig som led i brandingstrategi. 

ANNONSE

MAH henviser korrekt til, at markedsmekanismen historisk har revet Frankrig ud af fattigdom, ligesom den i de senere årtier har medført en reduktion i den globale fattigdom. Ifølge MAH er der en sammenhæng mellem marked, vækst og velstandsudvikling i, hvilket historisk set er korrekt. I de første tre årtier efter 2. verdenskrig kom velstandsudviklingen alle sociale grupper ligeligt til gode, men i de sidste fire årtier har vi i den angelsaksiske verden ganske vist oplevet en vækst i produktiviteten, men denne er langt overvejende blevet tilegnet af de rigeste, mens store dele af befolkningen ikke har oplevet nogen væsentlig indtægtsfremgang, således at uligheden er væsentligt forøget.

Denne udvikling er nu ved at brede sig til resten af den Europa. Og som franskmanden, Thomas Piketty, har vist, så vil stigende indkomstforskelle via overførsel af arv reproduceres og forøges i de næste generationer. Markedsmekanismen fører således ikke nødvendigvis til forbedrede vilkår for hovedparten af befolkningen, og dette leder til en yderligere kritik af liberalisters opfattelse af markedet som en naturliggiven mekanisme, som politikere ikke skal besmitte med politiske indgreb. For markedet og dets udformning ER politisk. Markedet hviler på den private ejendomsret, der både er en historisk set ret ny foretéelse og er baseret på statslige love, og det er også staten, der bestemmer, hvad ejendomsretten omfatter, hvilke begrænsninger, der skal være på den, f.eks. patent og copyright lovgivning, der er af nyere dato og er et resultat af politiske kampe, og hvilke rammer der i øvrigt skal gælde for markedet.

Endvidere afgør staten, hvorledes markedsfejl skal reguleres, hvilke foranstaltninger der skal tages eller ikke tages i forhold til negative eksternaliteter, f.eks. udledning af fossile brændstoffer, og hvordan skal man forsøge at afbøde effekterne af asymmetrisk information, der især hærger de finansielle markeder. Alle ovenstående problematikker kan føre til væsensforskellige udgaver af markedet, hvor nogle giver rige muligheder for at nogle aktører kan berige sig på andres bekostning, så der er også i modsætning til, hvad MAH hævder, i vid udstrækning tale om et nulsumsspil.

Filosofisk hviler markedsmodellen på en løgn, idet man går ud fra homo oeconomicus idealtypen, som alle – undtagen liberalistiske økonomer – er klar over ikke eksisterer, dels fordi mennesket ikke handler rationelt og ikke besidder alle relevante informationer, dels fordi mennesket fra undfangelsen er afhængig af andre mennesker og ikke er et enkeltstående individ, der kun handler socialt på markedet. Hele det sociale felt, samfundet, falder ud af teorien, men samfundet tilvejebringer vigtige forudsætninger for de økonomiske aktørers indtjening i form af uddannelse, sundhed, infrastruktur, socialt sikkerhedsnet, ligesom teorien lukrerer på en fælles moral, der ikke kan forklares ud fra teorien, for et samfund, hvor alle kun nyttemaksimerede, ville hurtigt bryde sammen.

Liberalister har et ambivalent forhold til staten, idet den er nødvendig til at garantere ejendomsretten, men samtidig bør den regulere så lidt som muligt, fordi markedsmekanismen ifølge ideologien herved forvrides. Men som allerede nævnt kan man sagtens argumentere for en stor stat for at imødegå markedsfejl og for at sikre mennesker rimelige arbejds- og lønforhold, der netop ikke i sig selv garanteres af markedet. Og da staten repræsenterer den sociale sammenhæng, kan staten også bestemme, hvor meget markedets aktører skal have lov til at beholde af det udbytte, som de realiserer på markedet, idet produktionen i sin natur er social. 

Efter 2. verdenskrig var marginalskatten for de højeste indtægter i mange lande på over 70%, og da den fra 1980’erne blev sat ned, samtidig med at kapitalskatterne blev sat ned, fik højtlønnede et incitament til at kræve lønstigninger, hvorfor direktørlønningerne er eksploderet i forhold til øvrige lønninger. Det kan igen betale sig at være grådig! Det er denne udvikling, som De Gule Veste vender sig imod, samtidig med at de som følge af afindustrialiseringen af store dele af Frankrig med deraf følgende udtynding af arbejdspladser og af offentlige serviceydelser oplever en undergravning af deres livsbetingelser.

MAH abonnerer tilsyneladende på den marxistiske opfattelse af falsk bevidsthed, idet hun påstår, at der blandt De Gule Veste”er forskel på den opfattede virkelighed og virkeligheden”, men som ovenfor anført har De Gule Veste en ret præcis opfattelse af den franske virkelighed – de oplever den dagligt! Nogle franskmænd beriger sig i en sådan grad, så de uden at blinke kan donere milliarder til kirkebyggeri, mens almindelige mennesker har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, hvorfor de opfatter donationerne som en ”provokation”. Man kan tværtimod hævde, at MAH i sin fordrejede opfattelse af markedet, lider af falsk bevidsthed. Markedsmekanismen er ikke en neutral fordelingsmekanisme, der er til gavn for alle. Den er politisk skabt, hvorfor det er op til politikerne at regulere den, så den er til gavn for alle!

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder