Kommentar



Billedet: En fremvisning af Gone with the Wind blev taget at plakaten i Memphis af alle steder, for “racially sensitive content”. Biografen har vist klassikeren i 34 år, men nu vil eller tør biografen ikke mere. 

Formand for det norske Fremskridtsparti, Sylvi Listhaug, gør det en politiker skal gøre: Tager tyren, læs: virkeligheden, ved hornene. Når 99 % av hendes kolleger ikke gør det, er det ende som bliver et problem. Men kun midlertidigt.

Måske det ikke er tilfældigt, at Sylvi og Document henter inspiration og viden fra USA? Teknologi er ikke min spidskompetence, men ved hjælp av Sonos og Tunein radio fandt jeg frem til Carl Levins podcasts. Næsten alt kan i dag findes på nettet, et eller andet sted derude, og hvorfor skal man så lytte til en messende, kedelig ideologisk statskanal som du er tvunget til at betale for? Hvem tror på ramme alvor, at de gamle mainstreammedier overleve hvis de kører videre i et og samme spor?

ANNONSE

Den kultur vi i dag er omgivet af voksede frem i 1960´erne. Den gang blev det kaldt counterculture. Modkultur. Clinton-paret voksede frem af denne kultur, og Obama var arvtager. Når Hillary mislykkedes var det fordi hun repræsenterede alt det, som er gået galt med 68-kulturen: Rigdommen, korruptionen, løgnene og hykleriet.

68’erne rådner på rad. Men de giver sig ikke uden kamp.

Det utrolige med USA er, at du kan ramle ind i de samme problemer som Europa trækkes med, men på et andet niveau, med en helt anden frimodighed. Carl Levins stand-in sagde noget, som gjorde indtrykk: De venstreliberale – og de er ikke længere liberale i den gode betydning, de har flyttet sig langt mod venstre – har ikke længere noget positivt budskab. Det eneste de kan, er at “manufacture rage”, producere raseri.

Det er det, det politiske centrum og venstrefløjen i Norge gør: Se på Trine Skei Grande, Hareide, Lysbakken. De får anfald, som ligner en St. Veitsdans, når de skummende går løs på FrPs fremmedfjendtlige politik. Centerpartiets Slagsvold Vedum talte i går om asylsøgere som “vore brødre og søstre” i radioprogrammet Politisk Kvarter.

Hvem var gæst under Arendalsuka? Hillarys valgkampleder John Podesta. NRK var enige om, at hvis demokraterne skulle gøre comeback, måtte det være ved at gå til venstre. Til venstre vil sige: konspirationsteorier om Trump hver eneste dag for at holde sig flydende.

Det minder om flagellanterne i senmiddelalderen, optog af mennesker, som piskede sig selv. Lad dem bare, men lad dem ikke piske andre.

I USA taler liberale seriøst om faren for borgerkrig. Under Obama-overfladen blev USA polariseret. Det er ikke Trump, som har produceret modsætningerne. Han har bare forstået at gøre sig til talerør for de magtesløse. Derfor hader de ham dybt og inderligt i Washington. Nu har han også folk i inderkredsen, som distancerer sig fra ham: som Gary Cohn og Rex Tillerson.

Modsætningerne er rykket ind i Det Hvide Hus, frontlinjen går gennem administrationen, og det er “fjenden” der er i offensiven. Præsidenten sidder ensom og alene tilbage. Hans mest loyale venner har forladt skuden og arbejder for at støtte ham ude fra.

Vi skriver historie hver eneste dag, og det sker i et tempo, som gør en svimmel.

En politisk elite har selvkonsolidering som deres fremmeste formål. Men eliten er truet af problemer, den ikke kan overskue og ikke forstår.

Trump  bliver en trussel, fordi han har et instinkt for problemerne.

Besværgelser virker ikke. Forleden faldt vi over en erkendelse af, at “Vesten” ikke længere eksisterer. Ikke som civilisation, ikke som politisk begreb. Det er i opløsning. Om det kan reddes afhænger af, om der findes grupper af mennesker, som magter at omformulere substansen for vores tid. Det vil sige, at man får tilstrækkeligt mange loyale og idealistiske mennesker med sig fra alle kulturer. Kriteriet er loyalitet over for  visse principper, og en forståelse af at “sådan gør vi det her”.

Hvis alle de gode mennesker, som har krydset grænser i Europa og USA skal få brugt sig selv, må der være nogen af de stedbundne, som kan formulere tanker, som vækker genklang. Som slutter op om noget større.

Derfor er det forkert at kalde Trumps loyale mænd for etno-nationalister, eller hvide nationalister. Jeg har ingen tro på, at hverken Bannon, Gorka eller Miller falder ind under en sådan kategori. Men de står for, at du skal forsvare din historie, din tradition og dine principper, hvis du skal have en chance.

Nedrivningen af statuer og monumenter i USA er et bevis på, at de venstreliberale producerer raseri. Det kommer der bokstavelig talt ikke noget godt ud af, og der skal ikke stor fantasi til for at se, at der hvor man river monumenter ned, vil man også ødelægge mennesker.

Der er et raseri på kanaler som CNN, som man bare må gnide sig i øjnene over. Det er ikke højrefløjen, som taler om borgerkrig, det er de venstreliberale.

Europa må følge uhyre godt med i, hvad der sker i USA. Liberale europæere løber lemminge-agtigt efter. De kopierer raseriet. Når selv præsidentens økonomiske rådgiver, Gary Cohn, roser Antifa, befinder vi os på et overdrev, vi ikke troede var muligt.

Alt kastes ind i den politiske kamp:  hagekors, racisme, sydstaterne, USA bygget på racisme, hvidt overherredømme, KKK, højreekstremisme, alt-right, brunmalet, islam, you name it. Alt i en pærevælling og det genererer had.

Som modvægt har vi en ny modkultur – og den er bred. Den er en reaktion på alt det, de liberale har fået i stand. Den har den samme legesyge som i 1960´erne. Mark Steyn er en god repræsentant med sin humor og sit understatement.  Med få sætninger opsummer han: Det regner jihad over Europa, i løbet af et par timer går en mand løs på soldater i Bruxelles og en anden har en stor machete med til Buckingham Palace. Der råbes Allahu akbar, men det er kun ensomme ulve. Politiet, medierne og politikerne ved næsten før det er sket, at de er mentalt forstyrrede.

I Charlottesville gik en hvid højreekstremist amok og kørte moddemonstranter ihjel. Det liberale USA kunne med det samme sige, at disse få hundrede mennesker var repræsentanter for amerikansk historie, og at det var på tide med en hovedrengøring.

Hva skal man kalle dette fænomen? Det er en mental galskab, som gennemsyrer samfundet, og den har ikke noget navn. De fleste vil ikke en gang indrømme, at det eksisterer.

Humor er en effektiv modgift. Man må le ad galehuset, og man kan også gå sin vej. Sige at jeg ikke vil være med. Det er ikke mit fællesskab. Lave et nyt.

Det var sådan Amerika blev grundlagt.

ANNONSE


Mest lest