Kommentar



Billedet: Er amerikansk politik blevet fordummende? Mange betragter afsløringerne af Trump med en blanding af afstand, afsky og ligegyldighed. De har hørt, at der skjuler sig nogle forfærdelige hemmeligheder i månedsvis, men hvor er beviserne? Når man forsøger at gribe essensen, fortaber den sig i tågerne. Politikken begynder at minde om Dum & dummere fra 1994 med Jim Carrey og Jeff Daniels.

Amerikansk politik producerer stadigt nye ord, der bliver stående som symbol på en epoke. Sig «Watergate» og Richard Nixon kommer automatisk op. Hvad vil eftertiden associere med Donald Trump? Indtil videre er der et ord, som opsummerer, hvad hans periode handler om: Nothingburger.

Den der ejer ordet, bestemmer også historieskrivningen. Hvis nothingburger bliver stående, har New York Times, Washington Post, CNN og MSNBC tabt. De har kastet alt, hvad de har af ressourcer ind på at knække præsidenten, fra de mest private, personlige detaljer til mobning af ham som evnesvag og mentalt uskikket til at være præsident. (Det var Hillary Clintons diagnose før valget – temperamentally unfit – og der lå meget mere i det end medierne rapporterede). Medierne og «the liberals» fulgte en strategi: Fremsæt anklager og insinuationer, gentag bestemte adjektiver om og om igen. Til sidst vil de indgå i sproget. Journalister omtaler Trump på en måde, som ville blive kaldt racistisk, hvis det havde været om en person, som ikke var en«hvid mand». Lige før G20-topmødet var der en, som skrev, at Trump ikke læser det daily intelligence brief, det komprimerede resumé fra e-tjenesterne, som ligger på præsidentens skrivebord hver morgen. Trump gider ikke læse, han overlader det til medarbejderne og ser heller Fox, hed det.

ANNONSE

Den foragt som hver eneste dag i spandevis øses ud over Donald Trump, er et historisk fænomen. Der findes ingen parallel.

Mange erkendte, at Trump holdt en god tale i Warszawa sidste torsdag. Men det at Trump nu udtrykkeligt nævnte paragraf fem i NATO-charteret, musketer-eden, og kritiserede Ruslands opførsel, blev kun registreret, men heller ikke mere. En stor tale blev behandlet som et bump på vejen: Noget man hurtigt lagde bag sig.

Man forstår hvorfor, hvis man læser nogle af de mest hysteriske kommentarer, som står at læse i det, som en gang var USAs stolte liberale organer, som f.eks. Washington Post. Carl Bernstein og Bob Woodward oprullede Watergate og skrev pressehistorie. I dag konkurrerer amerikanske journalister om at blive den nye Bernstein eller Woodward, som finder the smoking gun, der kan fælde en siddende præsident: Beviset på at Trump-teamet samarbejdede med russerne.

Indtil videre har de kun lavet en nothingburger. En burger uden indhold.

New York Times prøver. Denne gang baseret på endnu en lækage: Jared Kushner opdaterede informationen om hans kontakt med udenlandske repræsentanter ved at fortælle om et møde med en advokat, som er kendt for at være lobbyist for russerne. Denne information lækkes til New York Times, som går i gang. Med til mødet i Trump Tower – det var ikke mere hemmeligt, end at det fandt sted i Trumps hovedkvarter – var Donald Trump jr og daværende valgkampleder Paul Manafort. De var blevet lokket med, at advokaten havde oplysninger om kompromitterende bidrag til Hillary Clintons valgkamp.

Avisen spiller fortørnet over, at nogen kunne synke så dybt, at de søger negativ information om modparten, og ganske glemmer den 13 år gamle video af Trump, som praler med, hvor langt han kan gå overfor damer – grab them by the pussy – som de liberale var overbevist om, kom til at fælde ham. The liberals ser ingen dobbeltmoral, registrerer ikke, at vælgerne dømmer dem. Den seneste måling viser, at kun 32 % a amerikanerne stoler på medierne. Hvad siger det om «decline of American democracy?»

Er Trump kuren eller en del af sygdommen?

New York Times kører historien på fjerde dag tirsdag, nu med «afsløringen» om, at det i en epost fra en britisk tabloid-journalist til Trump jr. blev informeret om, at den negative information om Hillary var del af en Kreml-pakke for at få Trump valgt.

New York Times-afsløringerne lover meget, og spænder forventningerne. Men når man læser, ser man, at det løber ud i sandet. I tredje afsnit:

Mr. Goldstone’s message, as described to The New York Times by the three people, indicates that the Russian government was the source of the potentially damaging information. It does not elaborate on the wider effort by Moscow to help the Trump campaign.

Mr. Goldstone er den britiske tabloidjournalist. Han skal have skrevet en epost forud for mødet, som tre personer skal have set. New York Times omtaler dem kun som «tre personer», og avisen manipuler sproget for at få det til at fremstå som om de siger, at eposten viser, at russerne stod bag. Der står nemlig «indicates» og ikke «indicated». Hvis der havde stået «indikerede» ville det betyde, at de tre personer sagde, at det fremgik af brevet, at den negative information om Hillary var led i en russisk plan om at sætte Trump i Det Hvide Hus. Sådan vil man normalt læse sætningen. Men der står «indikerer», og det vil sige, at det er de fire journalister på the New York Times, som står for tolkningen af brevet, som vi ikke får lov at læse. Ikke kilderne. Journalisterne bekræfter denne tolkning, når de i næste sætning skriver, at der ikke er noget i brevet, som tyder på en større bestræbelse fra Moskvas side på at hjælpe Trump-kampagnen.

Dette er definitionen på en nothingburger: En halvkvædet vise. Dem harder været utallige af i en kontinuerlig strøm siden Trump blev valgt.

Mediene giver ikke op. Selv demokrater indrømmer, at der ikke er fundet bevis på «russian collusion». Det kontinuerlige forsøg på mørbankning gør noget ved den politiske debat. Det er en udmattelseskrig, som tager sigte på at male Trump-administrationen til støv. Med sig har medierne demokratene i Kongressen, som bruger deres magt i de komiteer, som gransker the russian collusion. I tillæg kommer efterforskningen fra specialefterforskeren Robert Mueller.

Men siden USA stadig har frie medier, kommer der også afsløringer om disse efterforskere: Mueller er nær ven med sin efterfølger i FBI, James Comey. Comey har indrømmet, at han lækkede sine notater om møder med Trump gennem en professor-ven for at få nedsat en specialefterforsker. Havde han ikke tavshetspligt? Den samme Comey gjorde intet ved strømmen af lækager fra Obama-ansatte i statsforvaltningen, som tydeligvis havde erklæret den nye præsident krig. Hvis Comey virkelig sad så fast i sadlen på moralens høje hest, at han holdt Trump på afstand, hvorfor fandt han sig så i at blive instrueret af justisminister Loretta Lynch til at omtale efterforskningen af Hillary som «a matter» og ikke en «investigation»? Endnu værre: Comey har fortalt, at han fandt et dokument, som ifølge ham selv gjorde det umuligt for Lynch at afgøre, om Hillary skulle tiltales. Da Comey viste hende brevet bad hun ham iskoldt om at forlade rummet. Den samme Lynch mødte Bill Clinton på en flyveplads i Phoenix, hvor de sad alene i hendes fly og talte sammen, mens hele USA var optaget af, om Hillary ville blive tiltalt.

Europæerne får ikke disse detaljer med, for medierne rapporterer ikke om dem. Vi bliver langsomt dummere.

Amerikanere bliver immune over for afsløringerne, fordi de aldrig fører til nogen konklusion. Det er ikke Watergate, hvor et indbrud og tilsløringen af det, havde en begyndelse og en slutning. Det er en evig, uafladelig krig. En ny amerikansk borgerkrig.

En del af det liberale USA anser præsidenten for at være illegitim. Men demokratene magter ikke at vælte ham. De postede ufatteligt mange penge i et valgdistrikt i Georgia. Alligevel tabte de. Demokraterne kan ikke finde ud af at blive enige om en kandidat, der kan virke samlende. De skrider ud til venstre.

Amerikanerne ser fejl ved Trump. Men det liberale USAs fejl er mere grundlæggende. Trump er amerikaner. De er ikke sikre på, hvad de liberale er. En nation for sig selv?

Indtil de liberale besinder sig, ser det ud til, at krigen fortsætter. Udmattelseskrigen fører ikke frem. New York Times har opsag redaktører for i stedet at ansætte flere journalister, som kan undergrave Trump.

Men det eneste de endnu kan producere er nothingburgers.

 

ANNONSE