“Ideen er ligeså indlysende, som den er anfægtende: Vokser fordomsfuldt had bedst, når vi ikke personligt har mødt repræsentanter for den gruppe, vi hader? Spørgsmålet er ubehageligt. Skal være det. For det udfordrer. I hjertet. I tankens allerinderste. Kan vi tillade os at lade hadefulde fordomme gro, når vi aldrig har stået ansigt til ansigt med dem, vi så inderligt forestiller os, vi ikke bryder os om? Enhver må spørge sig selv.”

Kathrine Lilleør filosoferer over den dybere(?) mening med Özlem Cekic´dialogkaffe med de mennesker, der har truet hende med al landsens ulykker på facebook – og hendes bog om disse kaffemøder. Lilleør mener, at både venstre- og højrefløjens kritik af projektet tager et forkert afsæt: Det handler nemlig ikke om at overbevise meningsmodstandere eller at sætte sig til dommer over, hvorvidt modpartens holdninger fortjener at blive fremmet – men dybest set lydhørhed over for et andet menneske, man aldrig bliver enig med. Siger Lilleør. Her.