Oraklerne



Gustav II Adolf før slaget ved Lützen i 1632. 

I 1631 havde Trediveårskrigen allerede hærget gennem Europa i tretten år.

Gustav havde bekendtgjort sin ankomst til tyskernes land. Det protestantiske nord havde allerede måttet lide under katolikkernes hårdhændethed. Kejserens mænd drev hærgende gennem småstaterne. De belejrede byer og huggede borgerne ned for fode. Lejesoldaterne tog godt for sig af alt, hvad der kunne ranes. Svenskernes indtræden i krigen blev af de protestantiske fyrstedømmer set som en redning. Fra nord skulle løven komme, Gustav var i færd med at forrykke magtbalancen i Europa.

Den franske kardinal Richelieu havde advaret sin konge:

Tiltag må sættes i værk for at trodse denne bydende Goter, siden hans fremgang vil blive både Frankrigs og Kejserrigets undergang.

 Gustavs hær var trængt dybt ind i Det Romerske Rige. Uden nederlag stod de i hjertet af Europa. Budbringere havde i lang tid redet frem og tilbage mellem Gustavs generaler og hans hovedmodstander Johann Tserclaes stab, ; Greven af Tilly og hans næstkommanderende Gottfried Heinrich; Greven av Pappenheim. De drøftede indbyrdes, hvor slaget skulle stå. Valget faldt hurtigt på et bølgende landskab ved en lille landsby ved navn Breitenfeld, nogle kilometer nord for Leipzig.

Gustav holdt krigsråd hele natten igennem. Kongens telt var oplyst af olielamper, som kastede flakkende skygger over de alvorlige ansigter. Stemningen var lavmælt og rolig. De rådslog om, hvordan vejret ville blive, om vindretningen, om hvorvidt yderkanterne kunne beskyttes, om solens stilling, om artilleridækning og om landskabet kunne give dem taktiske fordele. Intet måtte overlades til tilfældighederne. På bordet foran dem lå en grov skitse over, hvordan slagmarken så ud: svag modbakke, pløjet og dyrket mark, og ingen naturlige hindringer som floder eller krat. Greven av Tilly havde satset på en kamp baseret på rå magt, der ikke gav taktiske fordele.

ANNONSE

Udenfor på engen lå soldaterne og snorkede under åben himmel. De sov med alt tøjet på. Et tæppe mod kulden, det var alt. Sensommeren var sat ind og til trods for, at det høje græs gav læ for brisen, trak det koldt gennem natteluften. Mange af mændene klumpede sig sammen for at holde varmen. De var blevet kammerater under felttog, deres samarbejde var til fælles nytte. Men mange af dem kendte desuden hinanden personligt fra før krigen. Afdelingerne var sammensat af mænd fra de samme egne. Dette var med fuldt overlæg. Alle mand sloges skulder ved skulder med gamle bekendte. Med en mand, som talte samme dialekt, en som var døbt i samme kirke, en som havde samme minder om hjemstavnen. Når det ser allersortest ud, lader man vel ikke en nabo i stikken? Sammenholdet var Gustavs hærs største styrke. Og han vidste det.

Trommerne slog reveille ved daggry. Hæren var hurtigt på benene. Der var ingen morgenmad – hvad var vel ideen med at føde en mand, som måske snart var død? Aftensmad fik dem, der havde overlevet dagen. Med foldede hænder og lukkede øjne bad alle i fællesskab en kort bøn. Soldaterne elsket deres konge. Han var med dem overalt. Han frøs med dem, han spiste det samme som dem og han knælede sammen med dem til Fadervor hver morgen. Denne mangel på klasseskel havde forbavset de saksiske allierede, som rejste sammen med dem. Aldrig i livet ville deres ledere opføre sig på denne måde, som en stakkels synder. Han var måske konge, men han opførte sig mere som en løjtnant.

I en ubrudt række vandrede hæren ned ad vejen, mod røgsøjlerne fra lejrbålene, som steg op over bakkekammene i det fjerne.

Svenskerne og sakserne kom til syne på slagmarken gennem tyk røg efter at have krydset bækken Lober. Hæren var ikke så fint uniformeret, som modstanderne måske havde ventet. De fleste bar tykke hjemmevævede trøjer og rundstrikkede strømper. Kejserens mænd hviskede til hinanden ved synet av dem: «Se på dem. De er protestanter, og de klæder sig også sådan.» De grove ansigter flækkede i skæggede smil.

Det var endnu lang tid til, at Karl XII’s karolinere skulle drage i krig klædt i sin nations stolte farver; blå frakke med pelsfoer, gul vest med blanke knapper, hvide læderhandsker og hat med tre spidser.

Tillys landsknægte derimod, var udstyret i tidens stil, om end med individuelle træk; i hvid skjorte med kniplinger ved håndleddet, bredbræmmet hat med fasanfjer i båndet, og posede bukser med hosebånd og farverige kanter af velour og fløjl. De lignede mest af alt spillekort. Men Gustavs mænd udstrålede nøjsomhed, alvor og beslutsomhed.

De katolske tropper stod øverst på højdedraget ved Seehausen med solen i ryggen. De havde taget opstilling i en lang perlekæde af Spanske Ruder, hver var halvtreds mand bred og tredive mand dyb. Nede på slettelandet stod Gustavs tropper vendt mod dem. De var en mur af mænd. Fra udsigtspunktet på højdedraget måtte hovedet drejes så langt det lod sig gøre fra venstre til højre for at skimte angribernes yderkanter. Fra afstand lod det tunge, kejserlige artilleri jernkugler hagle ned mod dem dernede. De piskede støv og græstuer op, der skyggede for udsynet, men Gustavs mænd stod i spredt opstilling, så kanonerne traf sjældent noget af betydning. Svenskerne var ikke sene til at svare igen, deres lette artilleri kunne skyde tre ganger hurtigere end Tillys. Og det gjorde de.

Gustav vidste det, som alle ledere til alle tider alle tider har vidst; man skal opretholde troen og roen, for der hvor dogmet en gang er blevet sat under tvivl, vil sand overbevisning aldrig genopstå. Gustav og hans generaler sad til hest, aller forrest foran alle rækkerne, med is i maven.

Efter to timer med artilleri-ild havde Pappenheim på Kejserrigets venstre yderkant fået nok. Uden at vente på ordre fra Greven av Tilly, tog han slaget i egne hænder og beordrede angreb på de svenske linjer Hans fem tusinde berygtede Sorte Ryttere (navngivet efter farven på deres panser) red i en stor bue for at ramme svenskerne lige i højre øre.

Mens Gustavs kanoner dryssede jernregn over kejserrigets ruder, trådte tre rækker af skytter fra hver af hans afdelinger frem. Det første geled knælede, det andet geled stod foroverbøjet, og det tredje geled stod rank. Bøssepiperne pegede frem mellem eller over mændenes skuldre. På råb fra befalingsmanden affyrede de samtidig. Og gennem tågen af krudtrøg skridtede yderlige tre rækker frem mellem dem for at gøre det samme. Og derefter, atter tre. Det blev en rullende skudfront – for hver salve, som blev affyret kom en ny straks efter. Med skarpladte våben og vågne blik gik geled efter geled ned på knæ med våbnene hævet til skud.

Den svenske blyregn påførte både det tyske kavaleri og fodsoldater store tab. De svenske ryttere forholdt sig i mellemtiden i ro, til skytterne havde fuldført deres arbejde.

Pappenheim, den arrede veteran fra hundrede stormangreb, oplevede nu den værste halve time i sit liv. Hele syv gange havde hans pansrede kavaleri forsøgt at trænge ind i svenskenes højrekant. Men Gustavs stager handlede lynhurtigt og med beslutsomhed og bragte ethvert angreb til øjeblikkelig standsning. Både mand og hest blev sønderrevet af den menneskelige skanse.

Det nærmede sig klimaks på svenskenes højre flanke. Så snart Pappenheims syvende og sidste forsøg blev knust mod de ubrudte formationer, beordrede general Johan Banér at de svenske rytterafdelinger skulle gøre sig klar til opgør. Pappenheims svækkede ryttere brød sammen ved det svenske modangreb. De som undslap flygtede, men blev hurtigt forfulgt. Og med trukket kårde, men med sænket blik, anførte Banér derefter personligt det kavaleriangreb, som skulle komme til at knuse Kejserrigets venstre flanke.

Sakserne, som stod i tæt formation yderst på Gustavs venstrekant, var i mellemtiden blevet overrumplet af kroatiske ryttere. Kroaterne pressede sig på, hvor det lod sig gøre. Mange saksere faldt, og resten løb væk. Selv deres øverstkommanderende, Kurfyrst Johan Georg, satte snart efter dem i flugt. Og ingen standsede før to ydmygende mil var tilbagelagt gennem det tyske bagland. Men Gustavs mand til venstre, General Gustav Horn, bevarede roen og veg ikke fra sin post.

Med sakserne væk stod alene svenskerne tilbage. I en stor bue rykkede de frem i et forsøg på at omkranse højdedraget. Det tunge kejserlige artilleri var blevet forladt i al hast, og bronzekanonerne som stod tilbage, pegede dovent og ikke særlig krigerisk ned mod jorden. Gustavs mænd indtog hurtigt stillingerne. De drejede dem rundt; og de samme jernkugler som før var blevet brugt mod dem, skar nu lange gader af blodrøde striber ind i flokkene af mænd ovenfor.

Vendepunktet var nået, det var åbenbart hvordan dagen ville ende. Så satte frygten ind. Hæren var opløst og alle mand var fri. Kejserens to mest betroede mænd, Johann af Tilly og Gottfried af Pappenheim havde kun æren tilbage at miste. Blødende og ydmyget var flugt det eneste fornuftige. Det tyske landskab måtte give dem ly.

Gustav sendte hurtigt efter sin livlæge ud for at pleje Johanns sår. Han var ilde tilredt, og alderen gjorde det ikke bedre. Sårene var dybe og der blev taget vel imod hjælpen. Alligevel gik det som det måtte gå for den gamle greve. Til trods for nederlaget ved Breitenfeld bar han intet nag mod sin modstander. Med venligt sagde han til lægen: «Din konge er virkelig en ædel herre.»

Gustavs støv hviler i dag under Riddarholmskyrkans tag i Stockholm by. Stormakten Sverige ble støbt af ham på marken ved Breitenfeld. Kongedømmet var utvivlsomt et europæisk rige. Sejre, agtelse, magt og ærefrygt blev givet dem af alle. Englænderne bøjede sig for dem, franskmændene misundte dem, russerne frygtede dem og København måtte efterkomme alle deres krav. Finland var for længst indlemmet i Riget. Estland og Letland også. Norge og Danmark, som så ofte er blevet trukket ind i historiske krige på taberens side, stod ikke løbet igennem og bad om separat fred; i Brömsebro måtte Kristian Quart ydmyget afstå de gamle norske provinser Herjedalen og Øst-Trøndelag til Stormagten. Og da freden endelig blev forseglet i Westfalen i 1648 havde Stockholm skaffet sig yderligere besiddelser langs den nordtyske kyst. Som som romerne en gang havde omtalt Middelhavet som sit Mare Nostrum (Vort Hav), havde Sverige nu fået sit Dominium Maris Baltici – Herredømme over Østersøen.

En kvadratursten med indskriften: „Glaubensfreiheit für die Welt, rettete bei Breitenfeld – Gustav Adolf, Christ und Held. Am 7. September 1631.» Trosfrihed for verden, reddet ved Breitenfeld – Gustav Adolf, kristen og helt. 7. september 1631

Gustav havde haft helt ret i sin tanke. Beskaffenhed var bedre end antal. Kvalitet stod over kvantitet. Hans mænd var bedre udrustet, trænet, ledet og motiveret end sine modstandere. Hele nationen blev samlet til at gennemføre én enkelt opgave; at opnå det mål, man er blevet pålagt. Som et symfoniorkester er et instrument som dirigenten spiller på, var arméen et værktøj for generalen.

Moderne europæiske krigsdoktriner blev skabt af hans reformer. I adskillige århundreder etter ham, helt frem til Første verdenskrig, skulle europæiske stormagter hente viden fra hans krigskunst. Hanemarch, drill, kommandokæde og uniform («én skikkelse») ble indført over hele Europa.

Den blanke stålæg viste sig ikke længere at være det skarpeste våben i arsenalet. Fodsoldaternes koordinerede blykugler gav langt dybere sår.

 

Efterskrift:

For kort tid siden så jeg et fotografi. Jeg husker ikke hvor det var taget eller i hvilken sammenhæng, det dukkede op, men det står klart for mig alligevel. Billedet viste en enlig svensk politibetjent, set bagfra. Når jeg tænker efter, var det vel antageligvis et illustrationsfoto til en artikel om optøjer i en forstad – en af av disse mange, sørgelige nyheder vi får i en lind strøm.

Over for hende stod en væg af vrede ansigter og knyttede næver. Men hun stod rank i ryggen. Den blå uniform, den blonde hestehale og den gule refleksvest med påskriften «Dialogpolis» gjorde billedet fuldkomment. Hendes kropsholdning, de to farver hun bar og det mod hun udviste, fik hende til at ligne en karoliner. Det tåbelige ord over ryggen vidnede om den håbløse opgave hun var sat til at udføre. Gennem kugleregnen gik karolinerne frem i takt, på række og geled. Hver af dem lagde sit liv i Herrens hånd, for konge og fædreland.

Denne politikvindes opgave var latterlig og nytteløs, men hun stod frem alligevel. Jeg tænker på, om det er lyden af kong Gustavs trommer, hun hører.

I en af sine epistler synger Bellman for sin døende svirebror, Movitz. Han sidder ved sengekanten og trygler sin gamle ven om ikke at forlade ham. Men den syge ligger mat og bleg. Bellman bæver. Tankerne springer fra håb og gode minder, og ned til den sørgelige virkelighed, som ligger foran ham. Hvis bare alt kunne blive som før, som dengang strengene var nystemte og glasset skummede over. Dengang, i livets vår – før døden fik slebet sit sværd – ja, da lød der sang fra alle drikkestuerne i Gamla Stans krogede gader. Ved et fuldt bord, dækket af fristelser og omkranset af toner, tilbragte de deres lystigste stunder sammen. Både vinens gud, Bacchus, og Freja, skønhedens gudinde, hævede deres glas til skål, og hilste dem, som om de var gamle bekendte.

Bellman ser sin vens pinsler, og plages af savn og medfølelse. Hvis bare Movitz løftede sin flaske til en sidste skål, så ville alt blive som før! Men Movitz er til døden viet, sygdommen trækker ham langsomt ned i graven.

Men en ankerdram da, i det mindste? Eller en slurk, en sidste snaps, for et godt år og Guds fred? Man kan vel ikke bede om mere?

Men det gik fra tår, til tårer; bare den ene flasken blev tømt.

 

 

«No. 30, Drick ur ditt glas, se Döden på dig väntar»

 

[Direct tlink]

https://clyp.it/1npjfjdi

ANNONSE