Kommentar



Evnen til at observere virkelig­heden og ræsonnere over den, er en højt værdsat evne i mange sammen­hænge. Er den person, der står foran mig, en jeg ønsker som kollega, nabo eller ægtefælle? Kan det være en kriminel, som står bag bestemte finansielle trans­aktioner? Et tilstoppet filter som skaber den mærkelige motor­lyd? En allergi som fremkalder et række symptomer?

I vores moderne og avancerede samfund gør denne evne sig gældende på det tekniske, økonomiske og medicinske plan, og til en vis grad også på det mellem­-menneske­lige plan. Men på det åndelige plan næsten ikke overhovedet.

Terroristerne har isoleret set ikke en jordisk chance for at knække os. Men vores egen manglende evne til at forstå den ideologisk forvrængede åndelig­hed de repræsen­terer, har ganske gode chancer.

ANNONSE

Vi er fortsat vidner til en iboende aggressiv islam, som vinderfrem og former en verden i sit eget billede, samtidig med, at Vesten giver efter. Fænomenet afstedkommer minimal reflektion. Hvor mange udtryk for det samme fænomen skal folk have, før de ser det store billede?

Når islams soldater mejer folk ned maltrakterer dem med lastbiler, er det en manifest­ation af jihad – hellig krig for islams udbredelse. Når islam­funktion­ærer kæmper med næb og verbale kløer for legaliseringen og udbredelsen af tildækkede kvinder, er det også jihad. Det er ganske vist en ublodig form for krigs­førsel på islams vegne, men den er mindst lige så effektiv, for den sker på det åndelige plan, hvor Vesten bliver stadigt mere handicappet.

I begge tilfælde har vi at gøre med en religion, som er iboende aggressiv.

Nogen ser ikke aggressiv­itetens rolle i det med tildækningen, og kan ikke vise andet end forståelse for ønsket om at efter­komme et angiveligt religiøst behov.

Problemet er, at de ikke kan deres historie. De forstår ikke egenskaberne ved den religiøse fred, som i det store og hele har hersket mellem kristen­dommens forskellige udgaver i Europa siden Westfalen-aftalen i 1648, efter lang tids ekstremt blodig uforson­lighed mellem katolikker og protestanter. Den tolerance og live and let live-holdning som civiliserede mennesker tager for givet, er et resultat af alvorlig reflektion efter ekstrem blods­udgydelse: Ingen af parterne magter at besejre den anden fuldstændigt, så det bedste er, at lade hinanden i fred.

Siden da har de forskellige kirker behandlet hinanden som branche­kolleger fra forskellige virksomheder, der mødes ved faglig kongres. Konkurrenter, javel ja, men på lange stræk også loyale konkurrenter. Mercedes og Audi kappes om kunderne, men de sprænger ikke hinandens fabrikker i luften, og de forlanger ikke, at konkurrenten kører med deres egne symboler.

På livsanskuelsesmarkedet tager de fleste civiliserede mennesker for givet, at det hersker en lignende tilstand. Forkynd som I finder bedst – og må den bedste vinde. Man trænger sig ikke på, og respekterer fremfor alt individets frihed. Og læg så missions­befalingen til side.

Men sådan er det ikke længere.

Enter islam. Den aktør som hverken har vært gennom renaissancen, reformationen, Westfalen-freden, oplysnings­tiden etc., og som udsletter den antikke arv, hvor den måtte findes, snarere end at værdsette den, er ikke en helt almindelig konkurrent. Det er en langt mere hensynsløs konkurrent – både hvad angår den interne og den eksterne håndhævelse. Og den missionerer med nidkærhed, hvor den måtte finde det hensigtsmæssigt.

Denne åndelig og historisk nedarvede, kollektive hensyns­lø­shed præger også – mere eller mindre bevidst, mere eller mindre modstræbende – dem som isoleret set er ordentlige individer i moderne samfund. Og i mødet med den over­drevne hensyns­fuld­hed, bliver resultatet envejs-kørsel. Islam vinder på walkover.

Dette fænomen kan observeres på en mangfoldighed af måder i hele Vesteuropa, ikke mindst i vores eget land. Nogen gange bliver det en stor sag, som ved sygehuset i Stavanger, hvor de eksternt islam-hensyns­fulde forvandles til internt hensyns­løse, da nogen ymter noget om, at islam måske ikke bør have forkørselsret alle steder og hele tiden 24/7/365.

Andre gange mere i det små. En lille, men betydnings­fuld sag kan man læse i Fædrelands­vennen: Sygehus­præst Leif Kristian Drangsholt ved Sørlandet sygehus har meddelt Sundhedsministeriet, at kristne reagerer negativt på at muslimer beder i sygehusets ­kapel.

Ved Sørlandet sykehus Kristiansand ble det i september 2015 lagt til rette for muslimer i kapellet. Det ble lagt ut et bønneteppe bak et forheng i kapellet og på veggen henger en plakat med en pil som viser retningen mot Mekka.

Jamen dog? Er der virkelig nogen, som har det dårligt med at islam vinder territorium på traditionel kristen grund? For præsten er det hele en stor gåde:

– Hvorfor reagerer de negativt?

– Det er vanskelig å si, reaksjonene har ikke kommet med mange argumenter. Men det er nok noe med det fremmede og ukjente, sier Drangsholt og peker på at det har vært færre reaksjoner enn han hadde fryktet. Muslimer har gitt uttrykk for at de er fornøyd med opplegget i kapellet, til tross for at det er ganske enkelt.

– Min erfaring er dessuten at det er flere muslimer enn andre som benytter seg av kapellet, sier Drangsholt.

Fremmed, javel, men islams ekspansion, eller Vestens tilbagetog for den sags skyld, er ikke længere heeelt ukendt, desværre – hvad enten det drejer sig om krænkede felt-­imamer, aflyste jule­guds­tjenester, påtrængende flashing af islam­-tekstiler eller alt muligt andet.

Drangsholt personificerer som så mange andre præster i både Norge og Danmark, en blødsøden og håbløst godtroende naivitet i mødet med et mix af islam og sekularisme:

Sammen med Muslimsk Union og Human-Etisk Forbund har han hatt samtaler over tid om hvordan sykehuset kan imøtekomme pasientenes religiøse behov på en god måte.

Måske det var på tide at gøre status over det fantastisk dumme initiativ fra 2015, hvis resultat ser ud til at være, at muslimer har fortrængt kristne.

Sådan kan Drangsholt i hvert fald imødekomme jihad på en god måde. Sådan set repræsenterer han tidsånden, eller rettere sagt tidens åndelige forfladigelse, ganske glimrende. Han er desværre hverken værre eller bedre end så mange andre. Trangen til at bøje af gør sig gældende hvor man end vender sig hen. Det er mere end nok nu.

ANNONSE


  • KnudMadsen

    Bøjer alle af? Nej fanden galemig gør jeg ikke.
    Jeg vil gøre modstand lige til det sidste. Hellere dør jeg i kamp, end knælende for en blodtørstig muhammedaner med en rusten køkkenkniv, der vil skære mit hoved af.

Mest lest

Sorry. No data so far.