Der har de seneste år været en del debat om danskhed, hvad danskhed er eller ikke er, og om hvem der er dansk. Det et nyt fænomen: Før den massive indvandring af mennesker fra muslimske lande, var der aldrig nogen debat om hvad danskhed var; det var simpelthen ikke nødvendigt for alle vidste i deres hjerte om de var danske eller ej.

Vi vidste – og ved – at vi var danskere fordi Danmark var vores fædreland, dansk var vores modersmål, og den danske muld og historie er den vi var rundet af.

Når indvandrere i diverse debatindlæg i disse dage proklamerer, at de er danske, er jeg nødt til at korrigere dem. Nej, I er ikke danske. I har muligvis dansk pas, taler dansk på modersmålsniveau, eller næsten, og føler veneration for Danmark. Det er altsammen godt, ikke et ondt ord om det herfra, det er den helt rette vej at gå når man forlader sig hjemland for at slå sig ned i et fjerntbeliggende, kulturfremmed land.

Men I er ikke danske af den grund.

Det var mine forfædre, ikke jeres, der slidsomt opdyrkede den magre vestjyske jord, og levede korte kummerlige liv deraf. Men som trods alt formåede at give et lidt rigere, lidt bedre land til deres børn.

Det var mine formødre, der mistede deres mænd, brødre og sønner på havet når de var på Grønlandstogt efter hvalspæk. Det var mine forfædre der brolagde gaderne i de danske byer i deres ansigts sved, som vi synger om i Jens Vejmand. Det var ikke jeres.

Jeg har derfor historiske, følelsesmæssige og blodsbånd til jorden i mit fædreland, til byerne, til landskabet og kulturen, formet som den er er generationer af mine forfædre. Præcis som jeg formoder I har til de lande i forlod, hvor jeres forfædre kæmpede og døde for at give et bedre land videre til deres efterkommere.

Kan man så kun være dansk hvis man er født i Danmark? Og er man automatisk dansk fordi man er født her? Nej, og nej.

Jeg har 4 børn; to jeg selv har født og to jeg har adopteret. De er alle danske. Når vi står ved tip-tip-tipoldefars grav, så siger jeg til dem alle: Der ligger din tip-tip-tipoldefar. Han boede lige dernede, man kan stadig se resterne af hans kålgård. Det er jeres forfader. Jeg ved da godt at de to af dem ikke er blodsbeslægtede med tip-tip-tipoldefar. Men de er skrevet ind i den danske stamme, fordi de er blevet mine børn. De har dansk som modersmål, de føler sig danske, de har bånd til det Danmark der gik forud for det vi har nu.

Min påstand er at de danskere, der ikke ser mine adopterede børn som danske kan tælles på få hænder. De er altså accepterede i den danske stamme – og jeg kan da i parantes bemærke at de begge er af anden race en kaukasisk, de er med andre ord ikke ”hvide”. Hudfarve er ligegyldig. Et ikke-parameter i forhold til danskhed.

Tilsvarende kom der igennem historien fremmede til Danmark; roe-polakkerne og andre. De giftede sig med danskere, gled ind i samfundet, og indskrev sig dermed i den danske stamme. De blev danskere, af sjæl og sind.

Er man så automatisk dansk hvis man er født i Danmark? Hvis man er født i Danmark af to tyrkiske forældre, har tyrkisk som første sprog, og udlever tyrkisk kultur, så er man naturligvis ikke dansker, andet end af navn.

Kan man blive dansk? Hvis man vælger at gifte sig med en dansker, give sine børn danske navne, vælger at leve på dansk – så vil ens børn være danske. Hvis man vælger at slå sig ned i Danmark og møder den oprindelige befolkning med lidt ydmyghed og taknemmelighed, hvis man aktivt vælger at blande sig med os, og anerkender at vi og vores kultur har forrang, fremfor de kulturer man er kommet fra – så er der en god sandsynlighed for at man bliver accepteret, og måske endda indskrevet i den danske stamme på sigt.

Hvis man derimod kommer hertil for at søge sig en bedre tilværelse end det hjemland man forlod kunne byde på, og efterfølgende insisterer på at udleve hjemlandes kultur, insisterer på at gifte sig med en fra samme kultur, konsekvent giver sine børn navne fra hjemlandet, og iøvrigt ikke ydmygt glider ind i samfundet – så er det ret provokerende for en dansker at man oven i købet højlydt påberåber sig at være dansk.