Mindeparken i Aarhus, 11 november. På 100-årsdagen for afslutningen af Første verdenskrig.

Mine tanker går her i aften til de soldater, der også i nat trofast vil beskytte vore tilbageværende jødiske medborgere, hvis trosfæller i øjeblikket i stor stil flygter fra Danmark. Mine tanker går tillige til de mange danskere, der dagligt bruger deres tid til at opbygge koranklodser i landets byer for at beskytte os andre. Og mine tanker går til hæren, politiet, domstolene og fængslerne, der også i deres hverdag mærker, at krigen er kommet til Danmark. For ikke at tale om alle de borgere, der har oplevet overgreb, kriminalitet, vold eller død som følge deraf.

Mine tanker går videre til de danske borgere, der på rejse i udlandet oplever et had fra visse mennesker i visse lande. Ikke mod dem, men mod vor kultur, der ligger disse mennesker så fjernt. Men dog alligevel så tæt, for det er jo os, de søger, når de selv mærker konsekvenserne af deres egen kultur. Og uagtet, at de fremmedes had ikke er personlig, oplever vi ofte, at vore danske borgere må lide en frygtelig død grundet deres tillid til dem, der ikke tror på dem.

Derfor går mine tanker især her i aften til Louisa og Maren, der fuld af livsmod, kærlighed og tiltro til alle mennesker i verden, forventningsfulde og uanede valgte at valfarte til netop de fremmede i verden, der ikke viser samme kærlighed og tiltro til dem, der er anderledes.

Et uskyldigt fejltrin, der blev deres død.

Vi forstår ikke disse fremmedes had, og vi forstår heller ikke, at nogle af de fremmede, der valfarter til vort land, vil os ondt. For vi vil jo ikke dem ondt.

Heldigvis vil de fleste af de fremmede Danmark, og dem skal vi lovprise. Men nogle af dem vælger desværre helt bevist at udnytte vort unikke demokrati til at fremme en hadefuld bevægelse. En bevægelse, der mere og mere i dagligdagen påvirker den enestående kultur, gavmildhed og tolerance, som vi er kendt for i den store verden, og som alle beundrer os for.

For vi skal huske, at vi er en af de mindste stammer her på jorden – omgivet af milliarder af mennesker. Men mange af dem ser med misundelse på os, og derfor vil komme til os – men desværre vil nogle af dem forvandle os til et spejlbillede af dem selv. Og det vil betyde fattigdom, intolerance, vold og krig. For i et multikulturelt samfund vil den stærkeste religion dominere.

Derfor skal min opfordring til jer – mine landsmænd – være denne:

Kæmp for alt, hvad I har kært. Kæmp for jeres familie, for jeres land, for vor kultur, vore værdier, vore sunde fornuft, kæmp for et liv, der giver jer tryghed og ytringsfrihed, kæmp for jeres respekt for andre folkeslag – og kæmp mod dem, der ikke vil respektere, at i vort land er kvinder og mænd lige.

Denne frihedskamp vil vore børn og børnebørn være os evigt taknemmelig for.

I aften vil jeg ikke sige “Gud bevare Danmark”, men sige:

– Lad alle danskere bevare Danmark og vedblive med at åbne vort land for omverdenen, men love hinanden at fastholde vor kultur, religion, værdier, demokrati – og kærligheden til dialog fremfor konfrontation.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.

Danmark bevare sin gud.