Kommentar



Der findes to typer liberalisme: Den grænseløse, der sætter individet i centrum, uanset omkostningerne for fællesskabet, og en liberalisme, der ud fra bitter erfaring ved, at uden grænser, er der intet fællesskab. Da forvandles individualismen til den stærkestes ret.

Danmark er stærkt præget av den grænseløse individualisme, eksemplificeret ved udenrigsminister Anders Samuelsens ord:

– Trumps gruppebeslutning om at blokere folk fra bestemte lande er uklog. Vi skal dømme og møde hinanden som individer.

En udenrigspolitik baseret på individer betyder nationens opløsning. Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande kommet langt ned ad den vej.

Det største problem for en ændring er medierne, der konsekvent nægter at se konsekvenserne af deres egen rapportering.

Danske soldater døde for at også afghanere skulle have en chance til et liv i frihed. Obama havde, ironisk nok, endnu mindre blik for nation-building end Bush. Han ville trække alle soldater ud. Han var mere optaget af at række en hånd ud til den islamske verden. Resultatet er at Taliban rykker frem, men også Taliban har problemer med et rivaliserende IS. Korruptionen er alle vegne.

ANNONSE

I stedet for at bringe frihed til afghanere er afghanere kommet til Danmark, hvor de bringer deres kultur og religion med sig. Nu er det et spørgsmål om Danmarks frihed. Var det meningen? Tør man indse, at spørgsmålet nu ikke er demokrati i Mellemøsten, men Danmarks fremtid, der ligger i vægtskålen?

Alligevel taler man som om Danmark og andre vest-europæiske lande har råd til at blive ved med at modtage  migranter, med henvisning til overordnede rettigheder. De er et bevis på vores civilisatoriske niveau. Men det er bare en dum undskyldning. I virkeligheden bliver vi svagere dag for dag.

Hovedløs

Liberalismens krise er synlig, når man ikke vil revidere sit syn på den. Konventionerne er blevet en trussel mod de vestlige samfunds overlevelse. Den svenske skribent Julia Caesar minder om, hvordan det gik fra at handle om europæiske flygtninge efter anden verdenskrig, til at blive globale fuldmagter.

1948 antogs FN:s deklaration om de mänskliga rättigheterna. Den ursprungliga tanken var att mänskliga rättigheter ska gälla i alla länder och alltså inte utgöra någon grund för migration.

Dock gäller inte FN:s mänskliga rättigheter i muslimska länder, eftersom Kairodeklarationen från 1990 förkastar MR och omfamnar sharia. I dessa länder begås ständiga brott mot mänskliga rättigheter, vilket leder till konstant migration därifrån.

1951 klubbades FN:s flyktingkonvention (även kallad Genèvekonventionen)för att ge skydd åt människor som var flyktingar på grund av händelser under andra världskriget.

Genom vad som inte kan kallas annat än ideologiskt betingad intellektuell kollaps utvidgades konventionen 1967 genom ett tilläggsprotokoll, New York-protokollet. Den var inte längre begränsad till europeiska flyktingar och tidsperioden före 1951, utan nu kunde ett obegränsat antal människor från hela jorden flytta vart som helst och åberopa asylskäl. Det är bland annat resultatet av New York-protokollet vi ser i det som i dag kallas ”flyktingkris”.

Året hvor konventionerne blev globale var selvfølgelig i 1967, det tiår hvor alt skete.

Ikke korrekt

I dag ved vi, at Vesten ikke kan leve med konsekvenserne, men alligevel fortsætter migrationen. Der findes ikke det system, der kan tage sig af alle de mennesker, der strømmer til Vesten.

Får de problemer står NGO’er og politikere klare til at tale deres sag, og medierne har for længst gjort de svages narrativ til det dominerende.

Tag bare kritikken af, at afghanske flygtninge sendes tilbage. Der vil altid findes en grund til at klage, nogen vil altid lide overlast. Der vil altid være en grund til at hævde, at hjemsendelse er uforsvarlig.

Så længe menneskerettighedseksperter, medier og politikere synger den samme sang om, at vi skylder “de andre” at vise barmhjertighed, vil det hele køre ad samme spor: Til Vesten er så fuldt af fremmede, at alle kontrolsystemer bryder sammen.

Joker

Men historien har en joker i ærmet. Han hedder Donald Trump. Trump repræsenterer en del av Amerika, som det progressive USA havde glemt eksisterede. De lider nu af realitetschok.

Trump begynder i den rigtige ende: At skaffe sig kontrol med landets grænser. Han kombinerer dette med en filtrering af muslimske stater, ganske enkelt fordi det er dér, truslen kommer fra. Dermed sender han to stærke politiske signaler: USA vil have kontrol med egne grænser og vil kun tage dem ind, som bekender sig til amerikanske værdier.

There is no free lunch.

Europa er den syge mand

Men Trump giver vest-europæiske politikere en chance til at bryste sig med deres godhed. Samuelsen synger i samme kor som hans tyske kollega, Frank Walter Steinmeier, der advarer mod nationalismen i Europa og citerer Francois Mitterand med, at “nationalisme betyder krig”.

Vi er kommet i den absurde situation, at det at værne om sig selv og sit er det samme som at være for krig.

Dermed afslører Steinmeier sig selv og tysk politik: Man bliver systemets fjende, hvis man værner om sig selv.

De fleste mennesker reagerer på dæmoniseringen af nationalisme, men forstår måske ikke dybden i den galskab, som præger dagens ideologi: Den er anti-racistisk, men på måde som er racistisk mod hvide mennesker. Den forkaster kristendommen og omfavner islam i tolerancens navn.

Når det nu hævdes med styrke at andre deler af verden forkaster vestlige værdier, så er det måske galskaben i denne ideologi som man reagerer på.

Resten af verden står og ser på at Vesten ødelægger sig selv.

Trump repræsenterer derfor et desperat forsøg på at genvinde sig selv. De liberale kræfter der bekæmper ham mest indædt, vil komme til at afsløre at de er uamerikanske.

Det gælder i endnu højere grad i et Europa, hvor islam ikke bare fylder meget i den offentlige samtale.

Danske soldater trak sig ud af Afghanistan. Nu er det afghanske drenge, der kommer til Europa. De tages imod med åbne arme, og bliver forkælede. De voksne tør ikke sætte grænser for deres opførsel og de får lov at køre på frihjul.

En norsk dreng på 14 oplever, at det er de fremmede, der kan drille og mobbe på fodboldbanen og råbe på farsi eller norsk: homo, homo. De har opdaget, at sproget kan bruges til at beherske det sociale rum, og det er ingen til at forklare dem, hvorfor de reagerer som de gør på ordet homo. Hvis man skulle gøre det måtte man gå ind på deres egen kultur og fortælle dem om, hvordan unge drenge som dem holdes som sexslaver af voksne mænd. I Afghanistan taler man ikke om sådan noget.

Vi skulle give Afghanistan friheden, nu er det afghanerne der kommer til Europa og vores myndigheder bøjer sig for islamske værdier.

Det er, hvad der er sket siden 9/11. Hvem skulle have troet, at det var muligt, efter alle  de opofrelser?

Men hvad gør den liberale elite? Den fastholder, at det er afghanerne det er synd for.

Det er et system på overtid. Vi er bagud, når det gælder noget så elementært som at forsvare os selv.

Trump er allerede i gang med at udfordre os.

Hvis vi ikke kan være for os selv, hvem vil så være det?

ANNONSE


Mest lest