Kommentar

Den blå moské i Mazar-i-Sharif, viet til Ali, Mohammeds svigersøn. Vestlige myndigheder lægger op til, at  der kan bygges pragtmoskéer i Vesteuropa, så de nye indbyggere kan føle sig hjemme og lovene ændres, så religionerne ikke forskelsbehandles. Hvad bliver resultatet?  Hvem tør stille spørgsmålet? Foto: Wikipedia Commons

Verden der ude behandles fortsat som et eksotisk sted, til trods for at verden for længst er kommet til Norge. Hvorfor glemmer vi så let?

Norske ISAF-soldater var stationeret i Mazar-i-Sharif i Afghanistan.

Mazar-i-Sharif er hovedsted i Balkh-provinsen. FN-soldaten Siri Skare (52) blev dræbt af en menneskehob 1. april 2011, sammen med seks andre udlændinge. Protesten blev udløst af præsident Hamid Kharzai.

Pastor Terry Jones havde gjort alvor af at brænde en koran i Florida 20. mars. Men intet af det, man havde frygtet, skete. Først ti dage senere holdt Kharzai en opflammende tale. Det var et signal til imamerne i Mazar-i-Sharif, som under fredagsbønnen 1. april ophidsede  til had mod de fremmede. Menneskemængden stormede FN-hovedkvarteret i byen og dræbte Siri Skare. Hun var den første kvindelige pilot i det norske flyvevåben.

ANNONSE

Denne hændelse fortjener at blive husket. Den føjer seg ind i en række andre tab: Christian Ostrø i Kashmir og Carsten Tomassen (38) på hotel Serena i januar 2008, samtidig med at udenrigsminister Jonas Gahr Støre befandt sig på hotellet. Sidste uge oplevede gæsterne på Intercontinental hotel det samme: at blive jaget rundt i hotellet af Taliban-soldater.

Men vi husker det ikke. Er det fordi vi ikke orker? Hvis man ser linjen i begivenhederne er det let at se, at Tomassen og Skare var ofre i en krig, som stadig foregår og nu har forflyttet sig hjem til Europa.

Det var ikke lige så let at se i 2008. Men nu, bare ti år senere, er det lettere at se, for den som vil.

Afghaniseres

Vi har hørt, at Afghanistan er blevet udenlandske hærers gravplads. Men måske afghaniserer  Afghanistan i højere grad de udlændinge, som kommer dertil og stiller dem overfor håbløse valg?

Atta Muhammad Noor var guvernør i Balkh-provinsen, også da Siri Skare blev dræbt. Guvernører er som småkonger. De truer præsidentens magt. Det samme skuespil har gentaget sig i Afghanistan til alle tider. Klansamfundets forbandelse.

Sidste måned sparkede præsident Ghani Noor ud af stolen. Men det opildnede blot Noor, som nu er på plads i guvernørboligen hver eneste dag. Han udfordrer Kabul.

Hvad skal amerikanerne gøre? De er helt afhængige af ruten gennem Balkh-provinsen for at fragte forsyninger til soldaterne. Det benytter Noor sig af.

Godfather

One event that probably contributed to Mr. Noor’s firing happened about two months ago, when fuel trucks contracted by NATO were blocked by his forces in Balkh. Mr. Noor said the trucks were using NATO’s tax-exempt status to import illegal fuel. Some officials, however, speaking on condition of anonymity to avoid angering Mr. Noor and his allies, suggested that the trucks were stopped because they were refusing to pay Mr. Noor’s men a cut.

Afghan officials say the episode angered Gen. John W. Nicholson, the top American commander in Afghanistan. Mr. Ghani’s aides used it in their lobbying against Mr. Noor, arguing that the former warlord was not only against the Afghan president, but also his American allies.

Mr. Noor appeared unconcerned.

“Nicholson should not have gotten upset,” Mr. Noor said. “Nicholson should have called me, like a man, and asked for information on what had happened.”

Noor ville have givet Nicholson et tilbud, han ikke kunne afslå. Noor har overtaget, hvis ikke amerikanerne vil bruge makt. Det kvier de sig for. Hvis Noor er dygtig, ved han nøjagtig, hvor langt han kan gå med at presse amerikanerne.

Det er mange som Noor rundt omkring i Afghanistan, og amerikanerne er helt afhængige af dem.

Periferien er stærkere end centrum. Det er Afghanistans forbandelse.

Penge

Samtidig har ISAF og udenlandske organisationer pumpet enorme summer ind i Afghanistan, penge, som det er ok at malke. Afghanerne er handelsmænd. De har ingen skrupler med at tage deres del af kagen.

Hvis amerikanerne vil have brændstof  til troppene må de betale. Det har givet Noor astronomiske indtægter, som han kan bruge til beskyttelse og til at betale sine småkonger og deres militser. Er indtægterne store nok, er der ingen, som tør udfordre ham.

Krigsherrernes indtægter har udvidet deres operationsområde. De «er» i Dubai. En berygtet krigsherre, Dostum, måtte gå i eksil i Tyrkiet. Men med eget fly kan han komme på besøg.

In July, a plane carrying Gen. Abdul Rashid Dostum, the Afghan vice president who is exiled in Turkey on charges of abducting and raping an opponent and has become a strong ally of Mr. Noor, was denied landing in Balkh, where he was supposed to attend a rally organized by Mr. Noor.

Blackwater

Men det er ikke bare krigsherrer, Noor møder. Krigen har bragt verden til Afghanistan og med den mulighed for betydningsfulde kontakter. En av dem er Erik Prince, grundlægger af det private sikkerhedsfirma Blackwater, «kendt» fra Irak.

Through it all, Mr. Noor has been trying to stay afloat, and some even see his meetings as the moves of a potential candidate who is testing his prospects for a bigger move. According to several Afghan officials, those meetings included one in Dubai last month with Erik D. Prince, the former chief executive of the Blackwater private security firm, who has recently proposed a greater role for privatized security and intelligence operations in Afghanistan.

Det som gør mødet mellem de to ekstra interessant er oplysningen om, hvem Prince er bror til: Ingen ringere end Betsy DeVos, uddannelsesminister i Trump-administrationen.

Som man siger: It makes your head spin. Man bliver helt rundtosset.

Engagementet i Afghanistan handler derfor om langt mer end antallet soldater, Taliban og IS-angreb.

Det er et helt theater of war.

Intensiteten i den sidste tids angreb kan stamme fra Pakistan, som sender Trump en besked: Dette er hvad der sker, hvis I fratager os støtten. Det ville være helt i overensstemmelse med  the rules of the game.

Sverige

Disse regler er også ved at gøre sig gældende i Vesteuropa og specielt i lande med mange migranter fra Det utvidede Midtøsten og Maghreb.

Politiet mærker det i hverdagen og på kroppen: Det er andre regler som gælder og de som indfører dem, tøver ikke med at sætte magt bag ordene.

Åsa Wulff hedder en flot ung svensk politikvinde. Hun skrev en artikkel i Expressen 31. oktober 2017:  Hoten mot oss poliser – attack på samhället, med undertittel: Jag och mina kollegor förväntas acceptera att leva med en hotbild.

Det er netop det. Politikerne forventer, at politiet skal leve med en uholdbar situation. Politikerne lukker øjnene og lader som ingenting.

Lukker øjnene

Politikerne bliver i praksis krigsherrernes, klanledernes, imamernes og gangsternes bedste forbundsfæller. Jo længere politikerne lukker øjnene, jo stærkere bliver de nye magtstrukturer.

Åsa Wulff havde været på natpatrulje, da det skete:

Han spänner ögonen i mig och lovar mig om och om igen att jag och min familj ska dö. Att jag ska tro honom. Att han menar allvar.

Manden var fra Bandidos. Hvor alvorlig skal man tage en sådan trussel? Det var måden, intensiteten, som var foruroligende.

Wulff føler uro. Hun har et lille barn derhjemme. Manden har også truet familien. Hun forsøger at lægge det bag sig, men så sker der noget.

Mannen döms efter en tid för hot mot tjänsteman och jag får 6000 kronor i skadestånd. Tiden går och jag lär mig lägga bort den värsta rädslan. Lär mig hantera den. Så som alla poliser gör efter att ha blivit hotade. Det är trots allt sådant man får räkna med. Det ingår i yrket.

Destruktiv åpenhet

Sverige er et åbent samfund, også for plageånder. En sådan beslutter sig for at hænge Wulff og familien ud offentligt.

Så hänger plötsligt en känd rättshaverist upp sig på mig och börjar hänga ut mig på internet. Han nöjer sig inte med att lägga ut foton på mig, mitt namn, min adress och mitt personnummer. Han lägger även ut min mans namn, adress och personnummer. Och när han ändå är igång lägger han också ut foton på min son, som då är två år, hans personnummer och vår adress. Jag kan inte med ord beskriva känslan.

Den påtaleansvarlige siger, at det oplagt er en grov trussel mod tjenestemand, men lykkes ikke med at finde fældende beviser. Sagen henlægges.

Retsløst politi

Wulff flytter til Skåne, får et nyt job og nu lever de på skjult adresse. De begynder igen at slappe af.

En kollega har upptäckt och informerar mig om att även vår nya adress har hängts ut på internet av samma gärningsman. Skatteverket gör med anledning av detta en ny bedömning och adressen anses inte längre ha något skyddsvärde. Våra skyddade identiteter hävs. Jag kan höra av mig för en ny prövning om jag får för mig att flytta till ny adress någon gång. Då kan en sekretessmarkering komma på tal igen. Eventuellt.

De forsøger at leve et normalt liv til trods for trusselsbilledet. Men det er der. Hele tiden.

Normalt

Dette er ikke unormalt. Det er sådan, politifolk har det i dagens Sverige, fortæller Wulff.

Det jag utsatts för är något som är helt normalt för min yrkesgrupp. De flesta poliser bär en liknande historia som min. Jag sticker inte ut. Och de flesta poliser har någon gång känt en oro för att de hot vi utsätts för ska bli verklighet. Samtidigt har vi alla försökt övertala oss själva om att hoten just bara är hot. Och att de så ska förbli.

Hvem er det, som tillader, at politiet lever i frygt? Det er selvsagt politikerne.

På t-banen i New York står der et skilt: Den, som forulemper en tjenestemand, får automatisk syv års fængsel.

Hvor mange tør angribe en, som bærer Transit Authority’s uniform?

Uutholdelig

Svensk politi er under angreb. Biler sprænges og politistationer angribes. Det påvirker politifolks psyke.

Jag hör kollegor berätta hur de tittar under sina bilar efter möjliga sprängladdningar innan de vågar sätta sig i bilen. Hur de håller koll på efterföljande fordon på fritiden. En oro har byggt bo. Påverkar.

Det drejer sig om det samme som i Mazar-i-Sharif. Landets præsident satte sin egen, stammens magt, foran hensynet til udlændingene, selv om det er dem, som lægger guldæggene: Han fandt det opportunt at ægge til had mot uslændingene. Det konkrete resultat var Siri Skares død.

Der var ingen loyalitet. Kun egennytte.

Siste skanse

Politiet er blevet hindringen for, at denne kultur kan sprede sin magt i et land som Sverige.

När jag nu får veta att en kollegas hus i Västerås blivit beskjutet med skarp ammunition går någonting sönder på allvar inuti mig. För denna kollega och hans familj har min värsta mardröm besannats. De kommer inte kunna bo i sitt hus igen. Och hur ska de någonsin kunna sova en hel natt, låta barnen leka i trädgården, öppna dörren, och känna sig trygga igen? Hur? Även om de flyttar? Och hur ska min kollega som drabbats någonsin kunna arbeta som polis igen?

Halvparten af de svenske politifolk ønsker at holde op.

Politikere, medier og eksperter tager ikke situationen alvorligt.

De forstår ikke, at stærke kræfter vil flytte reglerne fra Mazar-i-Sharif til Sverige. De er villige til at ofre politiet for at forsvare deres illusioner. Det er det samme som at ofre Sverige.

Denne artikel blev inspireret av Åsa Wullfs brev og af The President, the Strongman, and the Next U.S. Headache in Afghanistan av Mujib Mashal i Nytimes.com

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)