Nyt

Hvor selvudslettende den tyske asylpolitik end er, kan man ikke sige, at tyske avislæsere aldrig er blevet advaret. Det seneste hårde år, har det usminkede vidnesbyrd fra en politikivnde, der er gået i frontalangreb på muslimers manglende integreringsvilje, en kvindelig ejendomsmægler hvis helt normale adfærd var upassende for asylsøgerne, en kvindelig ansat ved et modtagecenter, som ikke kunne holde sit arbejde ud,og en kvindelig tolk, som fortalte om diskriminering af kristne i modtagecentrene.

Blandt dem, der på det seneste har delt urovækkende erfaringer fra de tyskemodtagecentre er Shams Ul-Haq (billedet), en velintegreret pakistaner med tysk statsborgerskab og  et helt almindeliget arbejdsliv bag sig.

shams-ul-haq-wikimedia-commons
Shams Ul-Haq, foto: Wikimedia Commons
Den 41 årige mand har arbejdet undercover ved at udgive sig for at være asylsøger, og har skrevet en bog om sine observationer. Han blev for nylig portrætteret i Die Welt.

ANNONSE

I Eisenhüttenstadt kaldte han sig Raja. I Potsdam Osman. I Berlin-Tempelhof forkortede han «Wakar Ahmad» i navnerubrikken. I den schweiziske grænseby Kreuzlingen bad han om asyl som Jamal. Kun efternavnet Ahmad var hele tiden det samme. Det er et upåfaldende navn som har stor udbredelse og passer overalt – uanset om man optræder som som pakistaner, inder eller iraker.

Hans rigtige navn er Shams Ul-Haq. Han bor i Offenbach, og er tysk statsborger siden 2001. Han blev født i Pakistan, men kom 15 år gammel selv som asylsøger til Tyskland.

Ul-Haq blev siden freelance-journalist med terrorisme som speciale, og i den forbindelse begyndte han at spille asylsøger – med en opdigtet livshistorie. Efter hans opfattelse er terrortruslen i Tyskland meget højere end myndighederne giver udtryk for. Dem der tror, at man har identificeret 500 personer som mulige terrorister, kan roligt tilføje et ekstra nul bag tallet, sier han.

Forholdene på modtagecentrene er ideelle for rekrutterende islamister:

Ul-Haq ville se og høre hvad der egentlig sker bag murene i disse modtagecentre. I bogen Die Brutstätte des Terrors (terrorens rugekasser), beskriver han, hvor tom flygtninges hverdag kan være, og hvordan meget støj, trange forhold, dårlig mad, aggressive vagter og elendig hygiejne kan gå en på nerverne. Og han anser det for sandsynligt, at den dårlige stemning blandt beboerne kan udgøre en risiko. Han advarer: «De store modtagecentre er grobund for salafisme og ekstremisme.»

Den 41-årige har selv mærket på egen krop, hvordan asylsøgernes tilværelse er. Han har sovet i beskyttelsesrum, idrætshaller og flyhangarer, måttet klæde sig af foran sikkerhedsvagter, simuleret rygsmerter for få bedre indkvartering – og fremfor alt talt med mange andre, mere eller mindre reelle asylsøgere. Ul-Haq nævner de religiøse fanatikere med langt skæg og islamistuniform:

«De kaldte sig frivillige hjælpere, og tog folk med i moskeen.»

Har frivillige i Norge og Danmark også haft lignende hensigter? I så fald har de måske også benyttet en fremgangsmåde, som journalisten beskriver i detaljer:

Efter Ul-Haqs beskrivelse er salafistenes adfærd snu og perfid. Med venlige ord og en beskyttende atmosfære bliver der først opbygget tiillid. I moskeen serveres der mellem bønnene ofte mad, som er krydret som i hjemlandet, og som ikke smager så kedeligt som maden i modtagecentrene. Senere bliver flygtningen bedt om en lille tjeneste, for eksempel om at aflevere noget til en anden prædikant, også i en radikal moské. Også denne radikale prædikant involverer asyslsøgeren i hyggelige samtaler, og båndene bliver stadigt tættere.

Når der er opbygget et tillidsforhold, begynder vildledningen:

Med fejlagtige oplysninger oprøres folk målbevidst så de tager det forkerte parti: «Man fortæller, at alle i Tyskland skal konvertere til kristendommen, og andre lignende ting», sier Ul-Haq. Jo dårligere forholdene er i modtagecentrene, desto mere modtagelige er de rodløse personer for fatale budskaber. «Sådan gør vi det nemt for islamisterne at finde nye jihadister blandt de hundredetusindvis af flygtninge.»

På baggrund af sine egne eksperimenter, sætter journalisten et stort spørsmålstegn ved sikkerheden omkring asylsøgerne. Politiet påstår, at de har kontrol med personoplysninger, fotos og fingeraftryk. Ul-Haq tvivler på systemets effektivitet:

Shams Ul-Haq har opholdt sig i nogle af modtagecentrene i op til en uge uden at fremvise hverken pas eller andre dokumenter. Han er aldrig blevet afsløret, hverken som tysker eller som gentagen asylsøger. Der er ganske vist blevet taget fingeraftryk, men de er tilsyneladende ikke blevet sammenlignet med dem, der er taget i andre modtagecentre. «Man skal bare lade være med at opgive samme for- og efternavn eller samme fødselsdato – så bliver man ikke opdaget.»

Der er tilsyneladende mange, som udnytter situastionen for hvad den er værd:

I modtagecentrene har han mødt mange, som ganske givet har gjort det samme. En pakistaner hævdede for eksempel at have sendt dusinvis af asylansøgninger rundt omkring i Europa, og havdei den sammenhæng indkasseret flere tusind euro om måneden. En libyer fortalte Ul-Haq at han havde læst i Tyskland i tre år, og nu stod over for at skulle rejse hjem. Han smed så sit pas ud, søgte om asyl og lod som om han ikke kunne tysk.

Ul-Haq mener at mange flyktninge som har boet i Tyskland længe, ofte vender tilbage til modtagecentrene for at spise. Der er meget man kan få gratis der – ikke bare mad, men også tøj, lægehjælp, en seng, trådløst netværk, og i den seneste tid også lommepenge.

Estimatet af hans terrortrussel bygger ikke på massive data og statistik, som næsten alt forudsættes at gøre for at blive taget alvorligt, men på det meget mere vanskelige arbejde  – som engang blev højt værdsat – kaldet “human intelligence”:

Han må ganske vist basere sine konklusioner på, hvad han hører og stole på sin egen dømmekraft «Der er naturligvis ingen som fortæller mig at de er kommet til  landet for at sprænge en bombe.»

I Berlin har han for eksempel flere ganger hørt, at Islamske Stat har sovende terrorceller i byen. I Eisenhüttenstadt har Ul-Haq især lagt mærke til tjetjenske mujahediner. Delstaten Brandenburg har et særligt ansvar for borgere fra den russiske føderation. En tidligere mujahedin stod nærmest og overvågede uddelingen af lommepenge. En anden tjetjener viste ham billeder af sig selv med våben på mobiltelefonen, siger Ul-Haq.

Indenrigsdepartementet i Brandenburg har taget vidnesbyrdene om hvervningsforsøgen tilstrækkelig alvorligt til at holde ekstraordinære møder om sagen.

En kvindelig leder af et modtagecenter bekræfter meget af det Ul-Haq siger. Nogle asylsøgere praler med at det har begået krigsforbrydelser. Hun tager det ret roligt og siger, at det er vanskeligt at kontrollere, om det er rigtigt. Men burde udtalelser som disse ikke i sig selv være diskvalificerende i forhold til at opnå asyl? Det er en sølle trøst at ikke alle, som udviser tegn på radikalisering ender som terrorister. I følge Ul-Haq betyder det ikke nødvendigvis, at de er ufarlige:

«Mange af dem bruges bare som håndlangere. De fjerner opplysninger fra datamaskiner, eller de er stik-i-rend drenge. De betragtes som kanonføde, og når en celle bliver sprængt, er disse mænd de første, der bliver arresteret af politiet.»

Men heriblandt bliver flere muligvis oplært til at blive sovende terrorist, frygter Ul-Haq, og lever som sådan helt upåfaldende i Tyskland  til der en dag kommer ordre om at slå til.

Sagen er, at hverken Tyskland, Sverige, Norge, Danmark eller andre europæiske lande har den fjerneste ide om, hvor stor femtekolonnen er, ej heller ved de, hvordan dens medlemmer vil optræde, hvis krybben pludselig er tom.

 

Die Welt

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.