Nyt



Billedet: Det som giver historierne om diskriminering og vold mod kristne i de tyske modtagelsescentre ekstra dybde, er den baggrund de udspiller sig på: Man kan ikke lade være med at tænke på fordrivelsen af kristne fra Mellemøsten. Fjendtligheden mod kristne er ikke bare noget IS står for. Den sandhed bliver påtrængende, når man ser resultaterne af IS’styret i en by som Qaraqosh udenfor Mosul. Hadet er ikke pludseligt opstået, men Vesteuropa vil ikke se det. Selv når detudfolder sig midt iblandt os. Tror Vesten virkelig, at man kan undgå konsekvenserne, hvis man fortsætter med at ignorere forfølgelsen af kristne, også i Europa?

 

Vidnesbyrdene om, hvordan kristne i de tyske modtagelsescentre diskrimineres af de antalsmæssigt langt mer overlegne muslimer (14 % vs. 73 %), er efterhånden blevet så talrige, at der ikke er nogen tvivl om, at fænomenet er højst nærværende og reelt. Men det som en kvindelig eritreiansk tolk, som arbejder i et modtagecenter, fortæller til Katholischer Nachrichtendienst, er ikke desto mindre så opsigtsvækkende, at det fortjener at blive fremhævet.

En anonym tysk toppolitiker, som arbejder med flygtningespørsmål, henvendte sig i september til en kristen nyhedstjeneste i Tyskland. Vedkommende formidlede dengang kontakt med  tolken, som selv er kristen, men som er omgivet af næsten udelukkende muslimske kollger, og derfor ikke er åben om sit religiøse tilhørsforhold. Naturligvis kan heller ikke hun stå frem med navn.

ANNONSE

På denne måde optræder kvinden «undercover». Ingen ved, at hun er kristen. Hun er født i Eritrea, og flygtede alene til Tyskland i 1991. Hun er meget taknemmelig for at være blevet taget godt imod og støttet i sit nye hjemland. Senere ville hun give noget tilbage, og begyndte for godt fem år siden at arbejde frivilligt i modtagecentrene. Siden sommeren 2016 har hun for det meste arbejdet som tolk. Det at hun er kristen, undlater hun helt at fortælle i modtagecentrene. Takket være sine arabiskkundskaber mærkede hun hurtigt, at «kristne bliver undertrykket, forulempet og chikaneret af muslimske flygtninge. Det er normalt.» Ofte lægger man slet ikke mærke til den mobning, der finder sted over for også yezidier og homofile.

Det er efterhånden almindelig kendt, at der findes mange islamister blandt de muslimske asylsøgere, men den eritreanske tolk fortæller, at også vagter og tolke, som næsten altid er muslimer, giver udtryk for islamistiske synspunkter, når de tror, at de er blandt meningsfæller.

«Så viser de deres sande ansigt og kommmer med udtalelser som “Tyskland må islamiseres”. De foragter vores land og vores værdier.» Den unge kvinde blev oprørt, og i lang tid kunn ehun ikke tro sine egne ører. Hun tav om at hun var kristen for at finde ud af mere. Blandt andet frekventerede hun koranundervisningen i forskellige moskéer: «Der bliver der prædiket rent had mod anderledes troende. Her i Tyskland bliver børn oplært i disse holdninger fra de er ganske små.» Sådan er det også i modtagecentrene. Hun har oplevet, hvordan små muslimske drenge nægter at lege med kristne. Tolken forsøgte at mægle: «Du er muslim, han er kristen. Hvilken forskel gør det?» Den femårige svarede hende: «Jeg leger ikke med kristne. Mine forældre hader dem også.»

Tolkenes fjendtlighed manifesterer sig også i udførelsen af deres arbejde. Det de kristne asylsøgere fortæller ved asylinterviewene hos de tyske udlændingemyndigheder, bliver ofte gengivet fejlagtigt.

I følge lederen av arbejdsgruppen for flygtninge i centralrådet for orientalske kristne i Tyskland, Paulus Kurt (München), er de muslimske tolkes bevidst forkerte oversættelser et problem. Efter at interviewene er blevet gennemført hos udlændingemyndighederne, har han fået de færdigt udfyldte spørgeskemaer af de kristne asylsøgere for at gennemgå dem sammen med dem. Opplysningerne om religion er ofte fejlagtige. En aramenisk kristen er for eksempel blevet til en arabisk muslim. Også flugtbegundelserne bliver gengivet delvist unøjagtig og i de kristnes disfavør. Hvis man når at finde ud af fejlene, giver loven to ugers klagefrist. Men mange flygtninge kender slet ikke reglerne og sprænger derfor fristen.

I følge Kurt har asylsøgerne også ret til en oversættelse af tyske spørgeskemaer til deres modersmål, men mange tolke oplyser ikke de kristne om det. Medarbejdere hos udlændingemyndighederne får af tolkene at vide, at asylsøgerne har givet afklad på at få skemaerne oversat: «På den måde svækkes muligheden for, at de kristne kan få tilkendt varigt asyl.» Også i modtagecentrene er sprogbarrieren et problem: «Der bliver kristne slået af muslimerne fordi de spiser svinekød i fælleskøkkenet – hvorefter tolken fortæller ledelsen, at der har været almindelige stridigheter om brugen af køkkenet.»

Antagelsen om at islamske tolke, som er født og opvokset i Tyskland, også er integreret i det tyske normer og værdier og følger det som burde have været den etiske retningslinjer for deres virke, fremfor alt ved at optræde upartisk, er ikke tilfældet. Fejloversættelser har myndighederne nu sikret sig imod ved brug af ekstra medarbejdere. Men modarbejdelsen sker på mange andre måder, fortæller en talskvinde fra for Open Doors:

«Det handler heller ikke altid bare om vold», siger pressekoordinator Ado Greve, «men om forskelsbehandling ved servering af måltider eller om trusler. Mod kristne – særlig konvertitter – øves et konstant pres.» Når en kristen trues på sit modersmål i korridoren med at «vi skærer halsen over på dig!» eller «vi voldtager din kone!», så udløser det stor angst.

I følge to kvindelige flygtningehjælpere fra Hessen i centralrådet for orientalske kristne i Tyskland, sker der ofte forskelsbehandling i modtagecentrene, som får lov at passere ubemærket. De nævner for eksempel uddeling af tøj. Administrationen i modtagecentrene skriver en liste over flygtninger, som har behov for tøj. Listen overlades til tolkene, som oversætter til de forskellige sprog. Men listerne ændres. Den, der har et kristent navn, råbes først op til sidst, og må nøjes med det tøj, der nu bliver til overs. «Det er det ingen som får noget at vide om», siger de.

Den kristne eritreanske tolk taler en del med de muslimske kvinder i centrene. Hun konstaterer, at mange har flere børn, selv om de er meget unge.

Hun prøver forsigtigt at oplyse dem om præventionsmetoder. «Da sagde mange af kvinderne til mig, at vi vil formere os. Vi må skal have flere børn end de kristne. Kun på den måde kan vi udrydde dem.» Når hun svarer dem og siger, at det faktisk er de kristne som hjælper dem, blev hun afvist med, at det er syndigt at forsvare kristne.

Myndighedernes reaktioner på de oplysninger de får om forfølgelserne, varierer fra delstat til delstat.

Indenrigsmyndighederne i Hessen bestræber sig på at beskytte religiøse minoriteter mod overgreb. Et middel mod dette er også at vagt- og tolketjenesten i fremtiden skal omfatte medarbejdere med forskellige religiøse tilhørsforhold.

Situationen er værre i Bremen. Her vedtog senatet i slutningen af oktober en plan for beskyttelse mod vold i modtagecentrene. Men de kristnes situation blev overhovedet ikke nævnt.

Senatet i Bremen slog derimod fast i februar, at man «ikke kendte til overgreb» mod religiøse minoriteter.

Man stikker kort sagt hovedet i busken. Det er desværre temmelig betegnende for hovedparten af de officielle reaktioner på islamismens fremmarch i Europa. Prisen kan vise sig at blive meget høj.

 

Katholischer Nachrichtendienst

ANNONSE