Gæsteskribent



Musbah Abu Sbeihs familie siger, at de er “meget stolte” over, hvad deres 40-årige søn gjorde. Samme stolthed findes hos mange palæstinensere fra alle samfundsgrupper i det palæstinensiske samfund. Flere af hans familiemedlemmer, herunder hans forældre og datter, har optrådt på utallige TV-stationer for at hylde Abu Sbeih. De er endda gået ud på gaderne for at dele slik ud i jubel over hans terrorangreb i Jerusalem i denne uge – et angreb, der førte til en 60-årig bedstemors og en 29-årig politibetjents død.

Abu Sbeih er nu den seneste “helt” blandt mange palæstinensere, og ikke kun for hans familie. Han kaldes en “modig” mand og en “helt”, fordi han vågnede op en morgen, greb et M-16 stormgevær og tog ud for at dræbe så mange jøder som muligt. Hans mission var “succesrig”: Han formåede at skyde og dræbe to jøder, før han selv blev skudt af politifolk.

Abu Sbeih erklærede i en video, som han efterlod sig, at han udførte terrorangrebet som reaktion på jøders besøg på Tempelbjerget. Han påstod (med urette), at disse besøg var en del af en israelsk plan om at ødelægge Al-Aqsa moskeen på Tempelbjerget.

ANNONSE

Det er den samme falske foregivelse af, at der er en god undskyldning for at angribe jøder, der oprindeligt lød fra Hitlers ven Haj Amin al-Husseini, der var mufti i Jerusalem. Det er en vej, der fra tid til anden har været velbetrådt for at “retfærdiggøre” drab på jøder.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at det er en løgn – ligesom palæstinensiske påstandeom, at Israel forgifter brønde og vand. Det er påstande, som det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas siden blev tvunget til at trække tilbage grundet mangel på beviser.

Ligesom mange andre palæstinensere, der har begået eller forsøgt at begå terrorangreb i løbet af det seneste år, fulgte Abu Sbeih blot sine lederes opfordring til at standse jøders vanhelligelse af Al-Aqsa moskeen “med deres beskidte fødder“. Disse opfordringer er i månedsvis kommet ikke kun fra Hamas og Islamisk Stat ekstremister, men også fra “moderate” ledere såsom Mahmoud Abbas og hans parti Fatah.

Det er disse palæstinensiske ledere, som europæiske ledere tilsyneladende beundrer. Disse europæiske ledere, især de franske, bliver ved med at opfordre Israel til at forhandle med grupper, der åbent siger, at de ikke ønsker noget Israel overhovedet, og de er i bedste fald ikke interesseret i sandheden – hverken om israelere eller palæstinensere.

De europæiske ledere vil have Israel til at fortsætte med at lade som om, at dem, som de forhandler med, faktisk handler i god tro. De forsøger tilsyneladende at tilbyde araberne, muslimer og Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) Israels ødelæggelse – fysisk, diplomatisk, økonomisk, hvad som helst de kan opnå – sandsynligvis som bestikkelse for at forhindre, at muslimer terroriserer dem. De vil dog snart finde ud af, at intet, som de kan tilbyde, vil blive betragtet som tilstrækkeligt. Europæerne vil snart finde ud af, som perserne, tyrkerne, grækerne, nordafrikanerne og østeuropæerne gjorde, at alt andet end underkastelse blot vil blive indkasseret som udbetaling på en langt større slutpris.

Det generer ikke de europæiske ledere at lade os i regionen – muslimer, kristne og jøder – leve i et brutalt islamisk diktatur, så længe de i deres rodede forestillingsverden ikke er nødt til det.

I september 2015 brugte Abbas de selvsamme ord som Haj Amin al-Husseini brugte i 1924, og dette få dage før den nuværende bølge af knivstikkerier, bilangreb og skudangreb begyndte.

Siden da har ophidselse over jøders besøg på Tempelbjerget givet næring til hvad mange palæstinensere kalder “Al-Quds Intifadaen”. Abbas har lovet, at dem, der dør under forsvaret af Al-Aqsa moskeen, vil komme direkte i Himlen:

“Vi velsigner hver eneste dråbe blod, der har flydt for Jerusalem, rent blod, der har flydt for Allah, med Allahs vilje. Enhver martyr vil komme i Paradis og enhver såret vil blive belønnet af Allah.”

For at gentage: Abbas kom med denne udtalelse to uger inden palæstinenserne kom med en ny bølge anti-israelsk terrorisme. Vi ved, hvad der ansporede disse angreb. De er det direkte resultat af vedvarende indoktrinering og provokationer mod Israel begået af palæstinensere fra næsten alle palæstinensiske institutioner og partier på Vestbredden og i Gazastriben. Abbas har tydeligvis ikke talt for døve øren. Denne uges terrorangreb, der blev udført af Abu Sbeih, viser at “Al-Quds Intifadaen” ikke er ved at dø ud. Der er tværtimod øget frygt for, at terrorkampagnen vil eskalere fra brug af knive, køretøjer og sten til brug af pistoler og rifler.

Musbah Abu Sbeih (højre) er den seneste af mange palæstinensiske “helte”, fordi han myrdede to jøder denne uge og derved fulgte det palæstinensiske selvstyres leder Mahmoud Abbas’ (venstre) opildninger til oprør.

Hvorfor er dette scenario ikke usandsynligt? Ikke kun på grund af gerningsmandens motivation, men også på grund af en tilsyneladende udbredt folkelig støtte blandt palæstinensere til ethvert angreb på israelere. Der er ikke én eneste palæstinensisk embedsmand, der har vovet at tage afstand fra terrorangrebet i Jerusalem. Ingen almindelig palæstinenser har vovet at problematisere den skade, som angrebene forvolder på den palæstinensiske befolkning – især på dem, der påvirkes direkte af israelske gengældelsesforanstaltninger, såsom rejserestriktioner.

I stedet for at protestere mod nedslagtningen er mange palæstinensere tværtimod samledes for at hylde gerningsmanden.

Abu Sbeih havde som borger med fast bopæl i Jerusalem israelske identitetspapirer og havde således en israelsk borgers rettigheder og privilegier (med undtagelse af valgret ved parlamentsvalg), og han kom på ingen måde fra en fattig familie. Modsat palæstinensere på Vestbredden og i Gazastriben havde han fri adgang til Israel og kunne når som helst rejse hvor som helst hen i Israel.

Han kunne sammen med sin familie vågne op om morgenen og køre til Tel Avivs strand eller spise i hvilken som helst restaurant i Israel uden at skulle igennem israelske kontrolposter. Deres israelske identitetspapirer gav dem endda ret til at køre bil med israelske nummerplader, hvilket Abu Sbeih benyttede sig af under sit angreb i Jerusalem. Hans familie ejer mindst to boliger i byen og betragtes som en del af middelklassen. Dette afholdt dog ikke Abu Sbeih fra at drage ud på sin dødelige mission. Det afholdt heller ikke hans familiemedlemmer fra at fejre angrebet.

Den første til at udtrykke sin “glæde” og “stolthed” over to jøders død var Abu Sbeihs 15-årige datter Eman. “Gudskelov, vi er meget glade og stolte af min far”, sagde hun i et interview med en lokal palæstinensisk TV-station.

Abu Sbeihs søster og andre palæstinensere uddelte, som ved tidligere tilfælde, slik til “tilhængere” for på den måde at udtrykke deres glæde over terrorangrebet. I timerne efter angrebet samledes dusinvis af palæstinensere uden for familiens hus, hvor de råbte slagord, der hyldede gerningsmanden som en “helt” og opfordrede Hamas og andre palæstinensiske grupper til at intensivere deres angreb mod Israel. Sådanne optrin er almindelige på den palæstinensiske arena og minder om de optrin, der plejede at komme under bølgen af selvmordsbombninger mod israelere under den anden intifada.

Flere palæstinensiske grupperinger hyldede Abu Sbeih og opfordrede til en intensivering af “bevæbnede operationer mod den zionistiske fjende”. Hamaslederen Khaled Mashaal, der lever komfortabelt med sin familie i Qatar, var hurtig til at ringe til gerningsmandens familie og “lykønske” dem med deres søns “martyrium”. “Vores folk og nation er stolte over deres heroisme og jeres søns udviste mod; han ofrede sit liv for Allahs sag”, sagde Mashaal til Abu Sbeihs forældre. Han understregede, at deres søn var en rollemodel for sin generations palæstinensere.

Det var uklart hvorvidt Hamaslederen foretog telefonopkaldet fra sin suite i en af Qatars femstjenede hoteller eller fra sit private motionscenter.

For Hamas og mange andre palæstinensere er en mand, der dræber to jøder, altså en beundringsværdig rollemodel for unge palæstinensere. I overensstemmelse hermed har Abu Sbeihs tilhængere hyldet ham på sociale medier og opfordret palæstinensere til at følge hans eksempel. Abu Sbeih hyldes nu på Twitter og Facebook som “Al-Aqsas løve”, fordi det lykkedes ham at dræbe to jøder. Ifølge dem foretog han sig en ædel gerning i bestræbelserne på at redde moskeen fra at blive “vanhelliget” af jøders “beskidte fødder”.

Støtten til Abu Sbeih synes at komme fra alle palæstinensiske grupperinger. Der kom endog mange fra præsident Abbas’ Fatah parti til Abu Sbeihs hjem for at vise dem solidaritet. Fatah har endvidere erklæret Abu Sbeih for en “martyr”. En palæstinenser, der mødes med en jøde, fordømmes kraftigt og beskyldes for at ønske en “normalisering” med fjenden. Hvorimod en palæstinenser, der har en kniv eller riffel og tager ud for at dræbe jøder, opnår “martyriets” berømmelse og udbredt palæstinensisk hyldest. Dette er det palæstinensiske samfunds nuværende mentalitet og er konsekvensen af årtiers palæstinensisk opildning til oprør og delegitimering af Israel. Dette er det uundgåelige resultat af forgiftningen af et folk – lige som under den spanske inkvisition, den franske revolution, det tyrkiske folkemord på armenierne, Rwanda, Darfur og Nazityskland.

Bassam Tawil er en forsker bosat i Mellemøsten.

Palæstinensere: “Vi er stolte af dig. Du dræbte jøder!”
af Bassam Tawil
16. November 2016
Oprindelig engelsk tekst: Palestinians: “We Are Proud of You. You Killed Jews!”
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE