Kopierede/fra hoften

Tysklands statsminister Angela Merkel besøgte for nylig en række afrikanske lande i et forsøg på at få til et samarbejde i stand for at reducere menneskestrømmen til Europa. Et træk som kan tyde på, at hun ikke er så himmelråbende virkelighedsfjern når det gælder massemigration, som hendes politik hidtil har vidnet om.

Midlerne til at opnå en sådan reduktion er ellers ikke en problemstilling, der har været genstand for hyppig drøftelse, hvad enten det så skyldes en ubegrundet tro på, at trafikken vil gå over af sig selv eller en opfattelse af, at det vil være udtryk for ondskab at standse den.

Merkel selv har ikke anstrengt sig for at promovere sin rejse. Migrationskontrol har af og til virket lidt som en slags betaling af beskyttelsespenge til mafiaen – som det f.eks. var tilfældet, da Berlusconi betalte Ghadaffi for at forhindre folk i at tage afsted mod Europa fra Middelhavets søndre bred.

ANNONSE

Kan det gøres på en mere seriøs måde uden at ty til militære virkemidler?
reiner-klingholz
I forbindelse med Merkels rejse har Die Welt fået en av Tysklands fremmeste migrationseksperter til at kaste lys over problemstillingen. Reiner Klingholz (billedet) er leder af den demografiske tænketank Berlin-Institut für Bevölkerung und Entwicklung. I et interview med Klaus Geiger siger han, at den eneste lanngsigtede løsning er at hæve uddannelsesniveauet i Afrika.

Den korte bane er han ikke helt så klar i mælet om, og det er vigtigere for ham at optræde politisk korket end at tale rent ud af posen, men det er ikke til at tage fejl af præmisserne: Europa må beskytte sig selv.

Die Welt: Herr Klingholz, er det nogen fornuft i det bundeskansleren gør?

Reiner Klingholz: Det er det i grunden. Alle de faktorer som udløser migration, er tilstede i Afrika: for få har arbejde, den manglende sikkerhed, et markant lavere velstandsniveau end i EU. Det som i øjeblikket holder antallet migranter nede, er de restriktive tiltag fra EUs side, græsnerne om rundt de spanske eksklavene og Frontex-skibene i Middelhavet. […]

Det lyder ikke som en humanistisk tilnærmelse.

La os sige at det er en realistisk tilnærmelse. Det er let gennemskueligt, når man kommer med falske løfter, når man siger: Alt er godt i Europa, kom bare. Integrationen af disse menneskene er kun mulig, hvis de finder arbejde her. Men det lader sig antalsmæssigt ikke gøre.

Klingholz tilføjer, at situationen i øjeblikket heller ikke er særlig human. Folk er prisgivet kriminelle som udbytter dem, og de risikerer livet både i Middelhavet og i Sahara – det sidste en ren dødsrute, hvor folk omkommer både af tørst og fordi de bliver dræbt af menneskesmuglere, selvom ruten ikke har fået meget omtale (der rapporteres stort set ikke derfra, Fabrizio Gattis grufulde reportage i L’Espresso i 2010 var en undtagelse).
migrasjonsruter-til-europa
Ikke desto mindre er der mange, der begiver sig ud på rejsen. Og endnu flere overjer det:

I følge en spørgeundersøgelse er det en tredjedel af de arbejdsføre mellem 20 og 40 år som kunne forestille sig det. Der er 1,2 milliarder mennesker i Afrika, om kort tid mere end to milliarder. I 2040 vil kontinentet have den største arbejdsføre befolkningen i verden, større end Kina, større end Indien. Hvis situationen for disse menneskene ikke ændrer sig til det bedre, vil stadig flere overveje udvandring eller begive sig på vej.

Den tyske demograf anbefaler at der oprettes asylsentre i kriseregionerne udenfor Europa. På den måde kan de, som tilbydes beskyttelse, rejse lovligt og trygt. De andre bliver også “the white man’s burden”, i tysk indpakning denne gang:

Og dem, som ikke har en chance for at få asyl?

De har brug for et perspektiv. Folk i de afrikanske lande må bibringes følelsen af, at livet i deres hjemlandet deres kan gøres værd at leve, så de tænker: Hvorfor skal jeg rejse væk herfra, hvor jeg har et godt liv? Hvad er mine perspektiver som en stemoderligt behandlet asylsøger i Bielefeld eller Frankfurt?

Geiger mener, at det lyder utopisk. Klingholz lader sig dog ikke forstyrre, og analyserer videre. Det springende punkt er fødselskontrol:

Landene er fattige, og de unge får ikke arbejde. Fattigdommen fører til høje fødselsrater, hvilket gør det endnu vanskeligere for de unge at finde arbejde. Derfor søger de lykken andetsteds. Det kan kun ændres ved at bekæmpe flugtårsagerne, selv om det er vanskelig og tager lang tid.

Det er klart. Men det har i flere årtier været afprøvet med udviklingshjæpen.

Netopp. Og efter resultatene at dømme ofte med beskeden succes. Men mange lande i verden er lykkedes med at bekæmpe fattigdommen i løbet af de seneste tiår, især i Asien, og tit er det sket ved egen kraft. Uddannelse, sundhed, arbejdspladser – det er de væsentligste investeringer. Så kan en fredelig udvikling ikke længere forhindres.

Det lyder smukt, men meget abstrakt.

Helt konkret betyder det, at uddannelse er det bedste præventionsmiddel. Når kvinder i Afrika får videregående uddanneler, det vil sige, at de går i skole til de er 16-18 år gamle, får de cirka halvt så mange børn som kvinder uden andet end en grundskoleuddannelse.

Til indvendingen om, at at afrikanske familier ikke har råd til at betale for deres børns skolegang, svarer den tyske demograf, at alt for lidt udviklingshjælp anvendes på grunduddannelse – sølle to procent.

Så hvad går resten af pengene til?

Til infrastrukturprojekter, til prestigeprojekter. Veje, havne, energiforsyning, dæmninger. Som præsident mener man, at det tager sig bedre ud end at åbne skoler i en støvet landsby. Man må imidlertid tænke mere langsigtet. Det har man gjort i alle de lande, som er kommet ud af fattigdom. Massive invresteringer i uddannelse har altid spillet en væsentlig rolle.

Mon dette er af interesse for det bistandsindustrielle kompleks i Norge? Er vi i stand til at hjælpe andre lande med athæve uddannelsesniveauet – eller bør vi i stedet bekymre os mere for os selv?

Avisen efterlyser succeshistorier fra det afrikanske kontinent. Klingholz nevner Etiopien, som har oplevet stor økonomisk vækst i over ti år. Landet styres efter det han kalder en “udviklingsdiktatorisk” model, de har overtaget af kineserne, som de samarbejder med. Intervieweren spørger sig selv om demokrati måske ikke passer for alle lande, selvom succeshistorierne Malaysia og Sydkorea er demokratiske. Den afgørende variabel er ikke styreformen:

Der er trods alt lande, hvor der findes en vis orden. De asiatiske tigerstater investerede i de rigtige ting på rette tid. For eksempel i sundhedsvæsenet. Det reducerede børnedødeligheden. Når den falder, får kvinderne færre børn efter en ca. tiårs periode.

Men det skaber i sig selv ingen arbejdspladser.

Nej, men disse stater investerede samtidig i uddannelse og enkle arbejdspladser. I begyndelsen var der mange unge som fandt enkelt arbejd. De syede T-shirts eller samlede elektriske apparater. Med bedre uddannelse fik man over tid mindre og bedre uddannede årgange. De fik bedre jobs og bidrog til til større værdiskabelse.

Til sammenligning er situationen nærmest håbløs i andre lande. Niger har stort set ingen økonomi efter vestlig målestok, men en befolkning, der vil tredobles inden 2050.

Mange vil forlade landet. Traditionelt er migration almindelig i disse lande. Mange mennekser levger også i dag som gedenomader. For dem spiller landegrænser ingen rolle, og slet ikke de vilkårligt optrukne landegrænser som kendetegner Afrika. Man flytter derhen, hvor der er føde til dyrene. Dette princip tager folk med sig videre over i den økonomiske migration.

Det er umuligt ikke at tænke på denne situaiotn som en trussel. Når mennesker, som man i udgangspunket har medlidenhed med, står på dørtærskelen i tilstrækkelig stort antal, taler man om en strøm, som man må beskytte sig imod. Nogle håndfulde er medmennesker, nogle håndfulde millioner( i første omgang) er en eksistentiel trussel.

Men Klingholz skal leve længe i landet:

Hvis der slet ikke findes løsninger for bestemte lande, kan vi så ikke tage imod dem i Europa?

Det kan være fornuftig indenfor visse grænser. Tyskland har jo brug for arbejdskraft. Men hvis vi lader stå til, vil der komme alt for mange mennesker. Det har vi allerede oplevet i Tyskland: Hvis vi fortsætter med at tage imod så mange flygtninge som i fjor, risikerer regeringen af miste handlekraften. Så kan vi ende med at få partier ved regeringsmagten, som kommer med enkle svar. Men der findes ikke enkle svar på disse spørgsmål. Vi kan kun få dårlige løsninger på de globale problemer med populisterne ved magten.

Den politiske aftale er betalt. Ingen middagsinvitationer er gået i vasken. Og hvad var alternativet til at lade stå til, sagde du? Det er beder med Storbritannias no bullshit-udenrigsminister Boris Johnson: Bådene må tvinges tilbage, færdig med det.

I Tyskland kan det ikke siges direkte. Et mærkeligt land. Så stort, så rigt, så dygtigt, så avanceret, så stærkt – og på et splitsekund bliver det bange for sin egen skygge.

 

Die Welt

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.