Oraklerne



Martin Krasniks underlødige kommentar om ”familien Krarup”, hvor han trækker nazi-kortet og taler om Blut und Boden og hudfarve, bidrager ikke just til en seriøs diskussion om, hvad det vil sige at være dansk.

Det er i det hele taget en kritik, der kan rettes mod alt for mange journalister – især dem i de elektroniske medier. De er mere optaget af at lufte deres egen hellige forargelse end at bidrage til en afklaring af de spørgsmål, der optager befolkningen. Deres idelige afbrydelser og dumme provokerende bemærkninger i debatprogrammer afsporer i stedet for at holde debatten på sporet.

For at der ikke skal herske nogen misforståelse, understreger jeg med det samme, at jeg (naturligvis) betragter Martin Krasnik som dansk. Men jeg forstår, at Krasnik også – som jeg selv i øvrigt – er erklæret zionist. Krasnik og jeg har altså to ting til fælles – vi er danske, og vi er zionister.

ANNONSE

Som zionist må Krasnik vide, at man i Israel har gevaldige problemer med at blive enige om, hvad det vil sige at være jøde. Man har lige siden den jødiske stats oprettelse forgæves forsøgt at opnå en sådan enighed.

Det er altså ikke en dansk specialitet at diskutere, hvem der er med i fællesskabet, og hvem der af forskellige grunde står udenfor. Den diskussion har man haft i Israel, længe før den blev aktuel i Danmark.

Spørgsmålets besvarelse er bl.a. afgørende for, hvem der har ret til at få statsborgerskab i Israel. Der findes en særlig lov, der garanterer jøder automatisk statsborgerskab. Nu kan man som bekendt godt være israelsk statsborger uden at være jøde.

Der er f. eks. et par millioner arabere i staten, som enten er muslimer eller kristne. Nogle af dem bekæmper den jødiske stat og ønsker den ødelagt og opløst. Det er der for øvrigt også jøder, der gør. Er sådanne israelske statsborgere fuldgyldige medlemmer af det israelske fællesskab? Svaret er naturligvis nej! Man kan ikke være med i et fællesskab, som man ønsker likvideret.

Men hvordan finder man så ud af, hvem der er jøde og hvem ikke? Israel er en sekulær stat, hvor Knesset vedtager statens love, mens Hovedrabbinatet er øverste instans i alle jødiske religiøse og rituelle spørgsmål. Og sidstnævnte anerkender ikke den definition, som den verdslige lov – vedtaget af Knesset – foreskriver. Efter denne lov kan man være jøde og dermed få israelsk statsborgerskab, hvis den pågældende enten har mindst én jødisk bedsteforælder eller er gift med en jøde.

Som en amerikansk pro-israelsk rabbiner har gjort opmærksom på, er det i det væsentlige samme definition, som de tyske nazister anvendte i de såkaldte Nürnberg-love, som Krasnik nævner i sin kommentar. Er den israelske lov så ”Blut und Boden af den dybe slags”? Naturligvis ikke!

Man kan imidlertid også blive jøde ved at konvertere til jødedommen. Men også her er der uenighed mellem den verdslige lov og rabbinatet. Den første er liberal, mens rabbinatet ikke anerkender alle konverterede som rigtige jøder.

Der findes derfor i Israel jøder, som ifølge rabbinatet ikke er rigtige jøder. For nylig er således tre amerikanske konvertitter blevet afvist af Israels Ministerium for religiøse anliggender, fordi de ikke opfylder rabbinatets krav til en korrekt konvertering.

Konklusion: I Israel findes der borgere, som af forskellige årsager ikke tilhører det israelske fællesskab. Nogle af dem er muslimer, andre er kristne, og atter andre er jøder. I Danmark findes der borgere, som af forskellige grunde ikke tilhører det danske fællesskab.

Det altafgørende kriterium er, om en borger er ubetinget loyal over for den stat, vedkommende lever i. Hvis man i Danmark mener, at sharia står over eller bør stå over Grundloven, og hvis man sympatiserer med eller støtter kræfter, der vil den danske samfundsorden til livs, kan man naturligvis ikke være en del af det danske fællesskab.

F. eks. har Lars Hedegaards feje hund af en attentatmand dansk statsborgerskab, men det er klart, at han ikke er en del af det danske fællesskab. Det var de danske statsborgere, som under den tyske besættelse åbenlyst gik besættelsesmagtens ærinde, naturligvis heller ikke.

Bent Jensen, dr. phil, professor emeritus og tidligere leder af Center for Koldkrigsforskning. Han har skrevet en række bøger – herunder Ulve, får og vogtere om Danmark under den kolde krig.

ANNONSE